0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vold og maskulinitet

Hænger det sammen – manddom og brugen af vold?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem var de dygtige i formnings- og håndarbejdstimerne, og hvad foretog pigerne sig i frikvartererne?

Jeg husker det ikke. Til gengæld husker jeg godt, hvem der var gode til at spille fodbold, bordtennis eller udøve atletik. Noget, jeg i særdeleshed husker, var, hvem der var de stærke drenge i klassen, og hvor jeg selv befandt mig i det fysiske hierarki. Er det mon en tilfældighed, eller hænger det sammen med den måde, som mange drenge bliver opdraget på?

De fleste mennesker vil nok nikke genkendende til, at vold og aggression i en eller anden udstrækning indgår som en ’naturlig’ del af mange drenges opdragelse. Mænd og drenge belønnes også for en voldelig optræden, og volden blåstemples, fejres og hædres i mange sammenhænge. Derfor er drenges og mænds vold ofte omgærdet af en effektiv form for tabu. Det skal forstås på den måde, at når volden diskuteres, så er det ofte de sociale og kønsneutrale aspekter, der fremhæves.

Der er markant forskel i måden at opfatte mænds vold på, afhængigt af om den begås af danskere eller personer med indvandrerbaggrund. Vi ønsker ikke at koble den kulturelle dimension på danske mænds vold. Dette gælder dog ikke, når det handler om indvandrere og vold. Her bruger majoritetssamfundet derimod ofte ’det magtfulde blik’ til at projicere de dårlige sider af de danske mænd over i hovedet på mænd med indvandrerbaggrund.

Hvad skal man fra samfundets side stille op med mænds vold mod kvinder og børn i hjemmet? Det er et komplekst problemfelt, som ofte kræver særlige sociale indsatser. De fleste kan blive enige om, at vold ikke må finde sted, men samtidig har de fleste mennesker også den holdning, at når det finder sted, er det lettest bare at lukke øjne og ører, fordi det ’ikke er en rigtig kriminel handling’. Tabuiseringen af volden i hjemmet kan ofte medføre, at hverken kvinden eller manden eller måske vigtigst af alt børnene får hjælp til at komme volden til livs.

Voldsområdet er dog et område, i modsætning til prostitutionsområdet, hvor der er sket en del. Fra politisk hold er der kommet fokus på volden i familien, og der er som et nyt tiltag blevet etableret behandlingstilbud til den voldsudøvende mand. Der, hvor det kniber, er derimod mere på det daglige plan, hvor volden udspiller sig. Man kan derfor spørge, om der er brug for flere oplysninger om volden, eller om det er nogle klare pointer og tydelige holdningsmæssige signaler, der skal til for at forandre adfærden. Det ene udelukker på ingen måde det andet.

Spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være muligt at bortvise manden fra hjemmet og tvinge eller at dømme en mand til behandling, har været kontroversielt og vanskeligt at skabe enighed om. I Danmark er der allerede mulighed for at bortvise manden fra hjemmet, så det ikke behøver at være kvinderne og børnene, der skal flygte over stok og sten. Men det benyttes meget sjældent. Der er i Danmark – som i så mange andre lande – en berøringsangst for at sætte ind over for de destruktive aspekter af mænds liv. I lande som f.eks. England og USA har man mere udbredte beføjelser til at dømme voldsudøveren til behandling. Alt sammen for at skabe den bedst mulige beskyttelse af det kvindelige offer. Sådanne tiltag virker retfærdige og funktionelle, men måske også lidt skræmmende, når man ikke er vant til at bruge retssystemet med et så opdragende sigte.

Det er de voldelige mænd, som har et problem, der rammer kvinderne. Alligevel er det ofte kvinderne, der er blevet tilbudt hjælp til at bearbejde deres problemer. Men det er muligt at hjælpe mænd med voldelige tendenser, og derfor er det ikke til gavn for nogen at lade mændene passe sig selv.

krisecentre for kvinder betyder meget for beskyttelsen af kvinder, men har ikke den store effekt på forebyggelsen af volden. Mænd, som kun har slået én eller få gange, formår ofte at stoppe volden selv. Mænd, som har udviklet et voldsmønster, har derimod med stor sandsynlighed brug for behandling for at reducere eller stoppe volden.

De internationale undersøgelser af behandlingen af voldsudøvende mænd viser, at der er en tendens til voldelige tilbagefald hos nogle mænd, på trods af at voldsudøveren har gennemført behandlingen. Det er derfor vigtigt ikke at love ’mirakler’ med hensyn til, hvad behandlingen af voldsudøvende mænd kan afstedkomme. Behandlingen af voldsudøvende mænd har sine oplagte muligheder, men også sine klare begrænsninger.

Behandlingen af voldelige mænd må aldrig overstige bekymringen for ofrets sikkerhed. Når man argumenterer for, at en mand med en voldelig adfærd skal i behandling, opfordrer man i hvert tilfælde ubevidst kvinden til at blive i parforholdet, fordi man giver hende et håb om, at manden kan forandre sig.

Men selv om der eksisterer usikkerhed om behandlingens konkrete resultater, sender den blotte tilstedeværelse af behandlingstilbuddene et vigtigt samfundsmæssigt signal om, at det ikke er acceptabelt at udøve vold i hjemmet. Specielt kvinder, som er mødre, ønsker i stor udstrækning, at deres voldelige partner behandles frem for at blive straffet gennem retssystemet.

Det juridiske system har en enorm reel og symbolsk betydning at spille både for de enkelte individer og for samfundets opfattelse af volden samlet set. Jeg udarbejdede for to år siden en rapport for ligestillingsministeren om behandlingen af voldsudøvende mænd, og jeg stødte i den forbindelse på dilemmaerne vedrørende tvangsbehandlingen. I de frivillige behandlingstilbud kan det siges, at det er de mere ’nemme mænd’, som er i behandling. Interview med mænd i tvungen behandling har derimod vist, at de ikke ville have søgt hjælp til at løse deres problemer med volden, hvis ikke de var blevet tvunget. Det er blevet fremhævet, at ’man kan tvinge en mand til at læse en bog, men kan man også tvinge ham til at forstå den?’. Altså, kan vi tvinge manden til at ændre adfærd og attitude?

Men på den anden side ved man selvfølgelig, at man ikke bliver disponeret for at blive mindre voldelig af at sidde i fængsel. Det gode ved tvangsmodellen er, at volden således kriminaliseres og dermed tages alvorligt.

Jeg hørte engang til en konference om vold 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, sige, at emnet ’mænds vold mod kvinder’ er så alvorligt, at mændene ikke kan overlade spørgsmålet til kvinderne alene. Det var en klog udtalelse, om end den er meget vanskelig at føre ud i praksis. Men det er en vigtig pointe, at ethvert forsøg på at forbedre kvinders forhold må inkludere et forsøg på at involvere mænd. Hvis det ikke sker, er det i mange tilfælde dømt til at mislykkes på forhånd. Dette gælder dog stort set alle ligestillingsområder.

Den internationale White Ribbon-kampagne, hvor mænd tager afstand fra vold mod kvinder, har aldrig været en succes i Danmark. Det er nok også de færreste mænd, som i almindelighed føler sig ansvarlige over for andre mænds individuelle voldshandlinger, selv om det næsten kun er mænd, som udøver volden, men de bør tage stilling til voldsproblematikken. Det gælder om at rette fokus mod voldens kulturelle legitimitet og om at finde et klima, hvor mænd føler sig forpligtet til at tale med andre mænd om vold. Dette på trods af tilbøjeligheden til at opfatte familien som hellig og privatlivet som ukrænkeligt. Det er derfor vigtigt, at også ikkevoldelige mænd engagerer sig i bekæmpelsen af vold mod kvinder. Så længe vold mod kvinder kun bliver betragtet som et kvindeproblem, bliver det ikke rigtig politisk interessant.

En af grundene til, at det er svært at få mænd til at gøre noget aktivt i bekæmpelsen af vold mod kvinder, er, at mange mænd opretholder en klar skillelinje mellem de private og offentlige anliggender. Ligeledes er der en tavs modstand fra mænd imod at diskutere vold. Modstanden kan også bestå i at ignorere voldsproblemet og føle sig gået for nær over, at specielt mænd er i søgelyset, når det handler om vold, selv om alle statistikker viser, at der altovervejende er en mandlig dominans på området.

I den forbindelse er det vigtigt at tage højde for både den bevidste og ubevidste tendens til male bonding, det vil sige mænds støtte til hinanden, på trods af de overgreb, nogle mænd udøver. Det kan f.eks. være, når en politibetjent bekymrer sig mere om en voldsanklages betydning for mandens karriere end kvindens helbred.

Mænd og vold er, ligesom emnet mænd og prostitution, et eksempel på, hvor kontroversielt det er at se køns- og samfundsdimensionen i mænds problemadfærd. Der er myter om, hvorfor nogle kvinder bliver prostituerede, og hvorfor nogle mænd benytter sig af de prostituerede. Tilsvarende findes der myter om, hvilke kvinder der udsættes for vold i hjemmet, og hvilke mænd der bliver voldsudøvere. Vold i hjemmet handler i stor udstrækning om, hvordan almindelige mænd gebærder sig, og vold er derfor oftest ikke psykopatisk afvigeradfærd. Vold er i mange tilfælde en funktionel og ’intelligent’ handling, som bruges til at opnå eller opretholde magt.

Vi ved meget lidt om mænd og voldsudøvelsen. Det, der findes af forskning og undersøgelser, er om de få mænd, der er gået i behandling, og de mænd, som er dømt for vold. Der savnes specielt viden om de mænd, der bruger vold en eller få gange i livet, men som ikke har udviklet et permanent voldsmønster. Voldsdiskussionerne er nemlig præget af fokus på