De fleste af os har prøvet det, oplevelsen af, at tilværelsen skælver, at den hverdag, vi kender, slår revner, og der i sprækkerne gemmer sig noget ukendt, som fylder os med usikkerhed og angst.

Alt efter, hvor kraftige disse eksistentielle rystelser er, samler situationen sig måske igen uden at efterlade mærkbare spor. Vi kan fortsætte ad den vej, vi var på, og stille og roligt glemme de sprækker, der for et øjeblik lukkede usikkerheden ind. For nogle af os bliver det dog ikke ved revner, som lukker sig igen. Virkeligheden, som vi kender den, kan blive så rystet, at det kan føles som et puslespil, der bliver revet fra hinanden, og brikkerne spredt på ukendte steder. Vi kastes ud i en krise. Ordet krise kommer af græsk og betyder renselse og afgørelse, og det begrebsliggør den alvorlige, sommetider livstruende tilstand, vi mennesker kan komme i, når vi konfronteres med tab. Det være sig konkret at miste et barn, blive skilt eller at gå fallit eller mere subtilt: en rund fødselsdag, en nabo, som flytter, eller at man pludselig behøver læsebriller. Sommetider kan det, der udløser en krise hos den enkelte, være så udefinerligt, at personen ikke selv kan gennemskue, hvad det er, som er mistet. Hvad det er, som ligger til grund for, at man har det skidt. Det er også typisk, at en krise altid indebærer modgang. Vi oplever livet deprimerende, smertefuldt og kaotisk, når vi er i krise. Det er, som om vores dømmekraft, som almindeligvis hjælper os med at navigere i tilværelsen, er sat ud af kraft. I sådanne situationer bliver det svært at tage beslutninger, umuligt at overskue situationen og dens konsekvenser, fortvivlende ikke at vide, hvad man skal gøre, skræmmende ikke at kunne gennemskue, hvad det er, som sker. Det eneste, som mennesker i krise kan vide sig sikre på, er, at de ønsker, at denne ubehagelige tilstand går over, så livet igen kan antage en form, som er til at have med at gøre.