»At give Beijing mulighed for at afholde de olympiske lege vil fremme udviklingen på menneskerettighedsområdet« (Liu Jingmin, vicepræsident for Beijings Olympiske Komités kandidatur, april 2001) Da Den internationale olympiske komité (IOC) i 1997 skulle besigtige Beijing med henblik på et værtskab for OL, var græsset langs køreturen ind til Beijings centrum malet grønt, smoggen renset af hovedstadens regeringsbygninger og jublende menneskeskarer med olympiske flag opstillet langs ruten. Kinas statsledelse overvejer også at bruge kemiske midler for at sørge for godt vejr under OL, ligesom den evige tunge smog over Beijing vil blive reduceret via begrænsninger på trafikos og fabriksrøg. Beijings indbyggere trænes i at ophøre med at spytte, harke og mase i de hyppige køer, mens OL står på. Er dette olympiske facadebyggeri et sindbillede på et styre, der ønsker at udrydde alle knaster og fremstille sig selv som pletfrit med brug af alle midler over for dem, som spolerer glansbilledet? I hvert fald har de kinesiske autoriteter erklæret, at OL skal foregå i harmoniens ånd, hvilket i praksis betyder uden disharmonier fra splittelsesmagere, dissidenter og separatister, læs: tibetanere. De kinesiske myndigheders fremfærd over for den tibetanske olympisk timede opstand med kampvogne og i tusindvis af paramilitære politifolk og riffelbevæbnede soldater fra ’Folkets befrielseshær’ skaber heller ikke ligefrem billedet af en fredelig nation, der reagerer dialogisk på markeringerne på 49-års dagen for det mislykkede tibetanske oprør i 1959, som kulminerede med Dalai Lamas flugt til Indien. Når tibetanerne er gået på angreb på kinesere ved det tibetanske religiøse og kulturelle centrum Lhasa, skyldes det ud over den generelle undertrykkelse af deres kultur også den kinesiske regerings politik med at lade han-kinesere strømme til Tibet for i sidste ende at udgøre en majoritet i det besatte område. Kineserne er ikke til sinds at slippe den råstofrige region, der udgør en tiendedel af Kinas areal, med fare for at andre urolige provinser som det muslimske Xinjiang lader sig inspirere. En voldsom nedkæmpning af urolighederne i Tibet vil imidlertid kunne betyde, at mange udenlandske statsoverhoveder må holde sig væk fra åbningsceremonien ved OL, og også, at vores egen kronprins Frederik tvinges til at blive væk, hvilket afgørende vil svække hans chancer for at blive valgt til IOC i 2009. At Kina i høj grad lægger vægt på sportens politiske signalværdi oplevede vi på dansk grund, da der blev afholdt en sportsligt set uvæsentlig, men politisk set vigtig kamp mellem Tibet og Grønland i 2001. Det kinesiske udenrigsministerium var så vrede over, at pro-tibetanske kræfter fremstillede kampen som en "landskamp", og at Tibet gennem flagning og andre nationale symboler sportsligt set ville blive anerkendt som nationalstat, at de truede de grønlandske myndigheder med, at det kunne gå ud over den store grønlandske rejeeksport til Kina. Det olympiske fakkelløb har allerede nu demonstreret de kinesiske myndigheders forsøg på at bruge de olympiske ritualer politisk ved, at de trods urolighederne fastholder, at fakkelruten skal gå til verdens højeste bjerg Mount Everest fra bjergets nordside, der ligger i Tibet, som tegn på, at Tibet er totalt sammensmeltet med Kina, og at der nu er ro på bagsmækken. Dertil kommer ideen om, at faklen skal bæres via en indenrigsrute over Taiwan, hvilket den taiwanske regering har set som et forsøg på symbolsk at indlemme østaten i Kina. Èn af de fem olympiske maskotter er den tibetanske antilope, et udryddelsestruet dyr, der mere end noget andet symboliser den spinkle og skrøbelige tibetanske identitet. Vil vi ved OL se en åbningsceremoni med den rige tibetanske folkedansertradition med gorsche runddans-sang som tegn på tibetanernes integration i Kina? I tråd hermed har den kinesiske statsledelse planlagt en stor udstilling i Beijing af tibetanske thangka-malerier, som tibetanerne bl.a. anvender i de buddhist-klostre, som de kinesiske myndigheder ellers betragter som mindreværdige og primitive og derfor omringer med fashionable forretningsstrøg og salg af tibetansk merchandise. Der foregår i øjeblikket en kamp om de olympiske symboler. For at protestere mod krænkelser af menneskerettighederne – og især overgrebene mod de religiøse Falun Gong-udøvere – blev der tændt en ’olympisk fakkel for menneskerettighederne i Kina’ 9. august i Athen i Grækenland. Faklens mål er naturligvis om muligt Beijing, og den bæres gennem flere verdensdele. På dens vej har der også været fakkelceremoni på Kongens Nytorv i København i oktober 2007. Kina har før høstet gode erfaringer med at bruge sporten politisk. I 1971 søgte formand Mao at tilnærme sig den tidligere ellers så kapitalistiske og imperialistiske hovedfjende USA på grund af et voksende modsætningsforhold til Sovjetunionen. Murbrækkeren var bordtennis, og i april 1971 skete der et tøbrud mellem de to stater, da det amerikanske bordtennislandshold kom til Beijing. Dette ’ping-pong-diplomati’ åbnede op for, at præsident Nixon i februar 1972 kunne møde formand Mao i den kinesiske hovedstad, efter at Kina allerede i oktober 1971 havde generobret sit sæde i FN. Den kinesiske sportsminister fra 1989 til 2000, Wu Shaozu, skrev senere, at: »kineserne har lært af ping-pong-diplomatiet, at sport og politik er uadskilleligt ... Sportsfolkene har påtaget sig et stort ansvar. De er vores politiske ambassadører«. For den kinesiske statsledelse er formålet med de olympiske lege en ansigtsløftning, der demonstrerer - ikke mindst overfor Kinas egen befolkning - at Kina nu endegyldigt er blevet en moderne superstat - også symboliseret ved medlemskabet af World Trade Organisation (WTO) i 2001. I en totalitær stat som Kina er der nemlig ingen forestillinger om ’sportens autonomi’ og ej heller om ’fair play’, der heller ikke har en pendant i det kinesiske sprog. For kineserne er sportens vigtigste funktion at tjene statens interesser, og det kan derfor ikke undre, at kineserne kører talentudviklingsprogrammer med muskelbiopsier på femårige, håndplukning af talenter til idrætsgrene ikke ud fra deres egne interesser, men ud fra fysiologiske parametre, hårdhændet frasortering af atleter, der er blevet skadet af den rigide træning, samt undertiden brug af ulovlige midler, som da kinesisk svømning blev ramt af en stor dopingskandale i 1990’erne. At kineserne kan have det svært med begrebet fair play, illustreres af, at det danske kvindelandshold ved VM i kvindefodbold 2007 i Kina blev aflyttet under et taktikmøde af to kinesere med kamera, der blev opdaget bag en spejlvæg, da det danske landshold holdt det sidste taktikmøde før 2-3-nederlaget til Kina. Er det et eksempel på den overvågning og spionage, som de udenlandske deltagere vil blive udsat for under OL? Partiledelsen vil gøre alt for at neddæmpe opmærksomheden omkring problemer med menneskerettighederne, behandling af politiske fanger, nedkæmpelsen af oprøret i Tibet og samarbejdet med dubiøse politiske regimer i den tredje verden såsom Burma, Nordkorea, Zimbabwe og ikke mindst Darfur i det vestlige Sudan, hvor kineserne til gengæld for lukrative energiinvesteringer og olieleverancer vender det blinde øje til muslimske regeringsstøttede militsers etniske udrensning af den sorte ikke-arabiske befolkning, der foreløbig har resulteret i mindst 200.000 døde. I USA har der udviklet sig en meget stor protestbevægelse mod dette sudanske folkemord, hvilket også har fået den kendte amerikanske filminstruktør Steven Spielberg til at trække sig som kunstnerisk konsulent for OL i Beijing. Et stort tab for den kinesiske statsledelse, at den ikke kunne få den mest kendte amerikanske filmmand til at anvende sine velkendte illusionseffekter på åbningshøjtideligheden. Medierne og internettet udsættes for censur, og under de igangværende uroligheder i Tibet bliver alle internetforbindelser fra og til Tibet lukket ned og alle udlændinge fjernet, så udefrakommende øjenvidneskildringer er umulige. Samtidig blev de udenlandske tv-kanalers indslag om Tibet censureret bort af de kinesiske myndigheder. En ting er, at kapitalinteresser i de vestlige lande stiltiende accepterer undertrykkelsen i Kina – en anden ting er, at internetudbydere som YAHOO aktivt har hjulpet de kinesiske myndigheder med at opspore dissidenter via deres spor på internettet. Omkring Seoul-legene i 1988 var der i Sydkorea en slagkraftig politisk opposition, der kunne gennemtvinge politiske reformer. I øjeblikket er der ikke meget, der tyder på, at der i Kina vil udvikles en opposition, der kan matche den autoritære og imperialistiske kinesiske magtelite. Netop fordi der ikke er nogen seriøs opposition til kommunistpartiet i dagens Kina, er det ekstra vigtigt, at OL bliver brugt til at presse den kinesiske statsledelse til indrømmelser. Det vil under alle omstændigheder blive sin sag for de kinesiske myndigheder under OL at skulle styre de mange aktivister, der kommer til OL for at demonstrere f.eks. for et frit Tibet og også de hen ved 25.000 pressefolk og en halv million turister, hvoraf mange har kameraer i deres mobiltelefoner. Der er i månederne op til OL ikke meget, der tyder på en bedring af situationen. Tværtimod. Som blot en blandt mange kan nævnes arbejder- og bondeaktivisten Yang Chunlin fra Kinas nordlige Heilongjiang-provins, der i sommeren 2007 indsamlede underskrifter til et åbent brev under overskriften: ’Vi vil have menneskerettigheder, ikke olympiske lege’. Myndighederne kvitterede ved at anholde ham, og i februar 2008 blev han iført lænker på hænder og fødder fremstillet i retten på grund af »statsundergravende virksomhed«. Fra Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) og Den Internationale Olympiske Komités side forlyder det, at OL vil medføre en forbedring af situationen på menneskerettighedsområdet i Kina. Det kan man selvfølgelig ikke principielt afvise, men foreløbig bygger det kun på ønsketænkning og der er intet pres fra den olympiske bevægelses side. Hvor vanskeligt det er at manøvrere i de olympiske skær, ses i øvrigt klart af, at bestyrelsesformanden for Team Danmark blev udsat for kritik, da han i Team Danmarks blad Puls i december 2007 skrev: "Lad os stå det fast, at det ikke er atleternes opgave at forholde sig til politiske spørgsmål", hvilket nemt kunne læses som en appel til atleterne om ikke at bruge deres ytringsfrihed. For at undgå, at atleterne skaber problemer med deres åbenmundethed har den britiske olympiske komite (BOA) fået de britiske OL-deltagere til at underskrive en erklæring om, at de ikke vil snakke om politiske emner i relation til OL. Også i Belgien og New Zealand har der været forsøg på at give atleterne mundkurv på. En vis begrænsning af den individuelle politiske propaganda ved OL er dog nok et gode, for den kan jo også bruges til det modsatte af en kamp for menneskerettigheder og nationernes selvbestemmelsesret. Eksempler er italienske fodboldspillere som Lazios Paolo di Canio, der har givet fascisthilsen ud mod de højreradikale tilskuere, de såkaldte ultras, og Juventus-målmanden Buffon, der på et tidspunkt valgte nummeret 88 på sin trøje, hvilket som bekendt udgør bogstavet H x 2 (Heil Hitler). Et af de seneste eksempler er den serbiske guldmedaljevinder Milorad Cavic, der blev udvist fra EM i Eindhoven i marts 2008, da han ved sejrsceremonien bar en T-shirt med sloganet "Kosova er serbisk". Den danske billedhugger Jens Galschiøt har startet en kampagne "Farven orange", der opfordrer folk til under OL at iføre sig orange tøj som en tavs protest mod Kinas krænkelser af menneskerettighederne. En interessant mulighed for de danske OL-deltagere, der næppe vil kunne smides hjem pga. deres tøjvalg. Flere af de danske OL-deltagere har tydeligvis ønsket at bruge deres ytringsfrihed. Tre af Danmarks olympiske roere i Beijing, Juliane Elander Rasmussen, Rasmus Quist og Mads Rasmussen - hvoraf de sidste to af DIF blev kåret som "Årets Sportsnavn 2007" - har argumenteret for, at de anser det for deres pligt at ytre sig kritisk om forholdene i Kina i forbindelse med, at de den 13. december 2007 sammen med 95 kajakroere deltog i et sejlende fakkeltog i Københavns Havn, som Amnesty International var medarrangør af. De tidligere stjerner, svømmeren Louise Ørnstedt, cykelrytteren Rolf Sørensen og håndboldspilleren Rikke Hørlykke har aftalt med Amnesty International, at de skal hjælpe organisationen med at sætte spotlys på menneskerettigheder i Kina frem mod OL. Regimet ønsker, at de mange tusinde internationale eliteidrætsfolk og rollemodeller i deres hjemlande formidler et positivt indtryk af Kina som verdenspolitisk aktør efter det blændende show i Beijing. De unge OL-deltagere er derfor nødt til selv at sætte sig ind i sagerne. Der er flere ting, de skal tage stilling til. Vil de blive udsat for politisk propaganda af deres værter og officials? Vil de knytte venskabelige bånd til et regime, der primært investerer i sport af propagandistiske grunde? Vil de blive forført af en gigantisk forestilling, der ikke viser regimets reelle ansigt, men snarere er et forsøg på at vinde accept i verdensoffentligheden gennem enorme investeringer i sport, ligesom ved OL i Berlin 1936 og OL i Moskva i 1980?