Jeg har mødt Hanna Schmitz.
Ikke Bernhard Schlinks Hanna Schmitz, som vi kender fra romanen ’Højtlæseren’ og vil møde i filmatiseringen, der i morgen når frem til de danske biografer. Hun er en fiktiv romanfigur og yderligere fiktionaliseret i filmversionen.
Men jeg har mødt virkelighedens Hanna Schmitz, eller rettere en virkelighedens Hanna Schmitz, for hun var langtfra alene: en kvinde, der havde gjort tjeneste i en nazistisk koncentrationslejr og i den forbindelse gjort sig skyldig i grusomme forbrydelser mod andre kvinder: vold mod kz-fanger, drab på værgeløse. ’Min’ Hanna Schmitz var vagt i Auschwitz, og sigtelserne imod hende drejede sig om en række forhold begået i forbindelse med vagttjeneste i denne kz-lejren over alle: flere tilfælde af mishandling, dvs. legemsbeskadigende vold, udøvet for at ’opretholde disciplinen’. Desuden drab på fanger under en evakueringsmarch i januar 1945. Omstændighederne kan beskrives sådan: En kolonne med flere tusinde afkræftede, frysende og sultende kvinder slæber sig af sted fra Auschwitz mod en anden kz-lejr beliggende på lidt mere sikker afstand af de fremrykkende sovjetstyrker. Det er omkring frysepunktet, og vinden er råkold.
