»Et nyt enestående dansk forskningsprojekt har til opgave at gøre os klogere på, hvad der skaber en terrorist« ...

Der er afsat 10 millioner kroner over tre år ... ’Hvad får en ung tilsyneladende velintegreret, veluddannet muslim fra en helt normal middelklassefamilie til at sprænge sig selv og flere tilfældige mennesker i luften?’. Det spørgsmål vil fem forskere fra Danmark i de kommende tre år forsøge at besvare. »Vi vil gerne grave i biografierne bag den række af mennesker, som er blevet dømt for terror eller terrorplaner. For vi ved ikke meget rent videnskabeligt om, hvorfor disse mennesker bliver tiltrukket af terror, kun at deres baggrunde er meget forskellige«. Sådan kunne man læse i danske aviser 16. august i år. Det lyder vældig fornuftigt, men hvorfor gå over åen efter vand? Vi har i den nære danske fortid masser af eksempler på terrorister, og deres baggrunde og psykologiske profiler er ganske grundigt videnskabeligt undersøgt. Jeg tror, at disse danskere på mange måder ligner de ovennævnte terrorister, men naturligvis er der forskelle. Det er fint med det nye projekt, men man bør dog efter min mening også skele lidt til den allerede eksisterende viden. Vi skal 60 år tilbage. 15. oktober 1946 blev nazikoryfæerne dømt i Nürnberg, og natten til 16. oktober blev 10 af dem hængt. De øverste som Hitler, Goebbels og Himmler havde undgået fangenskab ved selvmord, og det lykkedes også Göring få timer før hans berammede henrettelse. Men inden da var han og de 20 andre anklagede blevet undersøgt af psykologer og psykiatere, og det fik sandelig maskerne til at falde af de førhen så magtfulde guldfasaner. Det er derimod nok ukendt for de fleste, at der i 1946 også blev foretaget omfattende personlighedsundersøgelser af de danske terrorister. Under retsopgøret blev 33 højtrangerende tyske og 176 menige danske Gestapofolk (de hårdest belastede) undersøgt med psykologiske test og underkastet mentalobservation. Resultaterne findes i Rigsarkivet, og de omfatter bl.a. verdens største samling af Rorschachtest af terrorister. Og det kan stadig få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ældre medborgere at høre navne som Petergruppen, Lorenzenbanden, Schølerbanden, Schalburgkorpset, Hipokorpset, Lille-Jørgen-banden, Toscabanden osv. Havde de personlighedstræk, som vi genfinder hos vore dages terrorister? Lad os begynde med nazikoryfæerne. De havde alle en IK, der lå langt over gennemsnittet. De var ikke psykopater. De kunne ikke karakteriseres som en ensartet gruppe, men havde individuelt svære personlighedsdefekter. Pladsen tillader kun omtale af nogle få med relation til Danmark: Best, det tyske riges befuldmægtigede i Danmark fra 1942, ’den højere Pancke’, der var højere SS- og politifører i Danmark fra 1943, og Hoffmann, der var direkte ansvarlig for terrorbanderne. Werner Bests grundsætning var: ’Alles was dem deutschen Volk nütz, ist erlaubt’. Hans psykologiske profil viste en person, der tænkte klart og logisk i ydre teknisk-organisatoriske ting, havde god abstraktionsevne, udmærket overblik, god organisationsevne, var virksom, handlekraftig, selvhævdende og karrierepræget. Han havde en dårlig selvindsigt og indlevelsesevne. Hans indstilling til menneskelige problemer var unuanceret: Menneskene skal rette sig efter principperne, ikke omvendt. Han udgik altid fra sagen, ikke fra mennesket, og når han formulerede en ordre, mente han, at »livet var endelig ordnet, for han havde jo givet regler for det«. Han kunne ganske savne medlidenhed, ville altid retfærdiggøre sig ved at tage sin tilflugt til begreber som ’fædreland’, ’kategorisk imperativ’ og så videre. Han havde tilbøjelighed til at lægge de politiske spørgsmål op i et abstrakt, teoretisk eller idealistisk plan, hvor han ikke længere kunne overse dem eller beherske dem. I fængslet var han først vred og irritabel, senere opgivende, slap og grædende. Han turde kun ligge i den øverste køjeseng, da den nederste mindede ham om en ligkiste. ’Den højere Pancke’ var SS-Obergruppenführer og højere SS- og politifører i Danmark fra 1943. Hans psykologiske profil viste en meget selvhævdende og ærgerrig, dygtig administrator, hensynsløs under den formfuldendte og elskværdige og smidige overflade. Han var udifferentieret, ensporet, temmelig fantasiløs og uproduktiv indadtil, men koncentreret, aktiv, effektiv, handledygtig og initiativrig i sin udadrettede aktivitet. Dog – bag alt dette lå der forholdsvis lidt åndeligt selvarbejde. Kritisk i ydre tekniske ting, ukritisk og uselvstændig, når han skulle bedømme åndelige problemer. Til slut skal omtales Karl Heinz Hoffmann, Regierungsrat, SS-Sturmbannführer og chef for Gestapo i Danmark fra 1943. Han stod bag terroren. Intelligensen var betydeligt over gennemsnittet. Hans psykologiske profil viste en ekspansiv, ærgerrig, aktiv og handledygtig mand. En udmærket leder og organisator. Følelseslivet holdtes stramt i skak bag en maske af beherskelse og korrekthed. Han var ikke direkte følelseskold, men alt, som havde med varme og menneskelig forståelse at gøre, kom altid i anden række. Hans ekspansion og ærgerrige udfoldelse dominerede hans adfærd. Princippet var vigtigere end mennesket. Det, som han selv troede var idealisme, var efter al sandsynlighed en rationalisering af hans trang til magt. I sit forhold til andre var han venlig, imødekommende og korrekt, men næsten aldrig åben eller hjertelig, han var godt forskanset bag sin beherskelse. Han havde sin styrke i det teknisk-administrative, manglede i temmelig høj grad fantasi, åndelig produktivitet, indlevelse og selvindsigt. Men hvad med ’vore egne’? Lad os beskrive en dansk terrorist. NN blev medlem af Petergruppen i 1943. Petergruppens 11 danske medlemmer blev dømt for 102 drab, 25 drabsforsøg, 7 togattentater med 26 dræbte og hærværk for beløb, der i dag ville svare til milliarder af kroner. 9. maj 1947 blev 7 af gruppens medlemmer henrettet, deriblandt NN. Han var bondesøn fra Jylland, blev indfanget af nazismen, meldte sig – ikke i træningslejr i Afghanistan, men – til Frikorpset og blev såret i Rusland. Han kom hjem, blev forflyttet til Petergruppen og uddannet til terrorist på forskellige kurser i ind- og udland. Ved retsopgøret fremstod han som en modbydelig person. Studerer man ham nærmere, finder man en facetteret person med både gode og onde sider. Han kunne meget nemt være ’din nabos søn’. Hans kæreste beretter: »Jeg kendte ham som – hvis man nu bruger udtrykket – enhver svigermors drøm. Sød, beleven, opmærksom, kærlig mod sine forældre og mod sine brødre. Jeg har aldrig set sådan et smukt familieforhold. Men kendt ham ..., jeg kendte jo slet ikke alt det, der stod i avisen, og ville for øvrigt heller ikke. Jeg aner jo overhovedet ikke, hvad han havde lavet. Så hvor meget kendte jeg ham, det er egentlig problemet. Han var, hvad skal man sige, et smukt menneske, så mener jeg ikke udseendet. Han var så givende og fin. Men efter at du har skrevet til mig, har jeg sådan spekuleret på, om jeg har kendt ham, næh, det gjorde jeg jo ikke egentlig … Det eneste, jeg spurgte ham om i fængslet, var: »NN, har du nogensinde slået et andet menneske ihjel, det vil jeg gerne vide«, og det svarede han nej på. Det mærkelige er, jeg tror på det. ... Jeg har jo aldrig hørt et ord om, hvad han lavede, aldrig. Jeg kan kun sige, han var et smukt menneske indvendig. Han var – ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg var da helt sikker på, jeg aldrig nogensinde kom til at holde af nogen igen, det var jeg helt sikker på. Den sidste aften, han levede, da var jeg jo sammen med hans forældre, som boede hos mig, mine forældre havde en stor lejlighed – jo, en ganske forfærdelig frygtelig aften, men på afstand smuk, og det var ham, der trøstede os, og ikke omvendt. Det siger faktisk alt om hans karakter, synes jeg. Det er sådan, hvad jeg kan fortælle om ham, og med vilje læste jeg aldrig en avis, fordi for det første kendte jeg overhovedet ikke nogen af dem der – nu kan jeg ikke huske, hvad de hed, men det er jo også ligegyldigt – og det, de skrev, det var i hvert fald ikke min NN«. Over for dette udsagn står hans psykologiske profil: Han havde et rigt fantasiliv, var udpræget åndeligt produktiv, men hans muligheder for at give denne produktivitet et realitetstilpasset udtryk var ikke tilsvarende stor. Han kunne ikke tilstrækkeligt skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, han blev hængende i detaljer og kom ikke videre. Han var en charmerende iagttager, kunne på en henrivende måde opleve og beskrive små pudsige ting, men han kunne ikke komponere i stort – det faldt fra hinanden – han havde ikke overblik nok til at administrere alle de ideer, som faldt ham ind. Han havde en intens interesse for mennesker og deres problemer, men han kunne ikke samle sig om en livsstil. Han havde en stærk trang til dyb og varig kontakt, men han var hæmmet og kejtet og bange. Han ødelagde desuden meget ved at lægge urimelig vægt på småting. Megen affektiv uligevægt og usikkerhed, en hel del angst. Alt dette beherskedes i regelen godt, men kunne en enkelt gang give sig fuldstændig desperate og hovedløse udtryk. Han havde humor, var et levende, følsomt, ofte overfølsomt menneske, med hæmmede og sporadiske udfoldelsesmuligheder. Han påstod sig kun meddelagtig i drab som krigshandling, efter ordre. Rent menneskeligt var han imod hele tiden, fandt det forkert, men fastholdt, at der ingen vej var ud. Tilbageholdende, når udtalelser havde betydning for medsigtede. Uden anger, men beklagende, da det hele havde vist sig nytteløst. Tilsyneladende uberørt, venlig, imødekommende, tilforladelig. Begejstret nationalsocialist. Mente, man måtte yde alt for nogen ... De enkelte aktioner gjorde ikke større indtryk på ham. Første gang han deltog i drab, var han noget oprevet, mest over, hvorvidt det var den rigtige mand. Stærkt chokeret over, at man ikke undersøgte identiteten først. Fandt drab beskidt, men nødvendigt. Var stærkt rystet over den modtagelse, Frikorpset fik, da det kom hjem fra fronten. Ikke særlig psykisk belastet af terror. Umulig at ræsonnere politik med. Ensidig, forstokket uden egentlig særlig fanatisme. Kunne simpelthen ikke forstå, at der kunne eksistere andre politiske synspunkter. Politisk set overfladisk, naiv og kunne primitivt lade sig nøje med elementære problemer. Faderen var begejstret nazist ligesom mange i sognet. Faderen ydede en massiv påvirkning, forhindrede konsekvent børnene i at høre noget andet. Alt måtte være tilladt for nazisme. Lærte aldrig at spørge om motiver. Kunne fortælle sagligt, ordnet, med klart overblik. Landlig sindighed, ikke uden lune. Mere kultiveret indtryk, end man kunne vente af miljøet. Helt domineret af sin faste og urokkelige politiske overbevisning, hvorfor han også fandt straf til en vis grad urimeligt. Han mener ikke at burde straffes, han handlede efter ordre eller i god tro. Fastholder hårdnakket, at det at handle ud fra en overbevisning i sig selv måtte være en undskyldning for enhver forbrydelse, om end han senere måtte lade sig dette diskutere. Kunne uden besvær skubbe ansvaret videre til overordnede og kendte ikke til samvittighedsnag. Frejdig, sikker, imødekommende, åben. Gennemgået en betydelig modning. Rolig, sindig, støt, pålidelig. Vel nok noget følelseskold, siden fronttjenesten, forsimplet, afstumpet, forrået. Hans uberørthed af forbrydelserne var sandsynligvis væsentlig betinget af fanatisme. Moralbegreber oprindeligt gode, men naziperverteret siden, nu ubarmhjertig, uden respekt for menneskeliv. Syntes aldrig at have gjort forsøg på at tænke sagerne igennem. Pladsen tillader ikke en gennemgang af flere terroristers psykogrammer, men den sammenfattende bedømmelse af de mange test er blevet som følger: 1) Landssvigerne havde nogle personlighedstræk, der kan knyttes til voldshandlinger under krigsforhold. De var sårbare over for stress og manglede evnen til selvstændigt at løse problemer. Dette gjorde tilslutning til nazibevægelsen tiltrækkende. 2) Deres manglende sociale færdigheder og lave selvværd blev der kompenseret for i bevægelsen, der gav mulighed for status og selvrespekt. 3) Ønsket om en enkel virkelighedsopfattelse blev imødekommet i rigt mål i nazibevægelsen. 4) Den nok vigtigste karakteristik er tendensen til at se sig selv og andre som enkle, ufuldstændige delobjekter. Nazisterne var ikke i stand til at se sig selv og andre mennesker som komplekse integrerede personligheder. Sådanne primitive opfattelser medfører nemt vilkårlige, skadelige opfattelser af andre menneskers integritet og kan i sidste ende medføre en inhuman behandling af andre mennesker. 5) Selv om sadisme fandtes (og mest hos de værste voldsforbrydere), er den ikke tilstrækkelig forklaring på kollaboratørernes inhumanitet. De overfladiske, meget forenklede og socialt begrænsede personlighedskarakteristika bidrog meget hertil. Dette kunne sammenlignes med Hannah Arendts banale ondskab, men de danske Rorschachtestresultater viser også, at banalitet ikke er en tilstrækkelig forklaring på nazifænomenet. 6) De psykologiske forklaringer kan dog ikke stå alene, også politiske, socioøkonomiske og kulturelle faktorer hører med. 7) Manglen på evidens for åbenlys og svær psykopatologi viser, at nazisterne ikke så let kan forklares som forvirrede, meget abnorme individer. Ovennævnte sammenfatning vedrører terroristerne fra dengang. I virkeligheden er det nok lige så meget en beskrivelse af en personlighedstype, der kunne genfindes under Pinochet i Chile, under oberststyret i Grækenland og alle steder, hvor fanatisme og diverse ismer optræder. Den vil givetvis kunne genfindes i rockermiljøer og i militære elitekorps overalt. Men prøv at erstatte nazisme med islamisme, og der opstår straks en række associationer, der synes velkendte i dagens virkelighed. Jeg tror, at nutidens terrorister på mange måder har egenskaber til fælles med besættelsestidens. De var danske, de blev rekrutteret ud af den almindelige befolkning, de var tiltrukket af den nazistiske tankegang, de fik den styrke, de selv manglede, ved at slutte sig til en totalitær bevægelse. Er nutidens islamistiske terrorister anderledes? Vil vi ikke snart se en ny gruppe danske terrorister ganske som i 1943-45 bare med en anden ideologi? Hvordan forhindres det? Ja, det bliver det store spørgsmål. Jeg vil med spænding afvente det nye studium, om det kan bekræfte ovennævnte.