Hvis man gennemgår udviklingen i den offentlige debat over de seneste 10 år, er det tydeligt, at der er sket en kraftig forandring i borgernes holdning til staten og dermed den offentlige sektor. Grænsen mellem stat, kommuner og regioner er blevet vandet kraftigt ud, og det opleves mere og mere af borgerne, som om udviklingen i den offentlige sektor alene besluttes af staten ud fra snævre politiske og ideologiske interesser. Sagt på en anden måde ser det ud, som om den herskende klasse i samfundet har strammet grebet og styringen. Hvis man samtidig ser på den meget stramme styring, som staten/regeringen har iværksat over for kommuner og regioner – en styring, som den seneste kommunalreform har gjort mulig – så styrker det argumentet om, at staten som institution har indført en meget centralistisk styring af samfundet. Et velfærdssamfund måles på, hvordan det behandler sine borgere, og om der er en fælles forståelse af den økonomiske fordeling af samfundets ressourcer og det sikkerhedsnet, som det offentlige stiller til rådighed for de borgere, som falder uden for samfundet i kortere eller længere periode.
Når der er en rimelig balance i fordelingsforholdet, vil staten blive opfattet som en positiv leder af velfærdssamfundet. Det er den fordelingsmæssige balance, der er tippet til den gale side.
