September 2001, 14 dage efter angrebene på World Trade Center, besøgte jeg psykologen James Garbarino på Cornell University godt 400 km nord for New York.

Jeg havde en interviewaftale med baggrund i hans bog ’Lost Boys’ om voldelige børn i ghettoen. Imidlertid blev dagsordenen en noget anden, idet Garbarino i de dage, jeg var på Cornell, sammen med sin canadiske psykolog-kone udgav en bog om hvide middelklassebørn, der dræber. Baggrunden for denne bog var forbundet med et mærkeligt sammentræf, som stadigvæk fyldte Cornell-professoren med ubehag: ’Lost Boys’ udkom således samme dag, som Columbine High School-massakren fandt sted (15 døde og 24 sårede). Forældrene til den ene af drabsmændene, Dylan Klebold, havde efterfølgende læst ’Lost Boys’ i et forsøg på at komme til at forstå, hvad det var, deres søn havde gjort og hvorfor. De hvide middelklasseforældre kunne imidlertid ikke se nogen forbindelse mellem deres rige og velordnede liv og bogens ghetto-dræbere med forældre, der var fattige, forsømmelige, misbrugende og voldelige. En kontakt mellem Klebold-forældrene og Garbarino opstod, og da forældrene til Columbine-ofrene rejste erstatningssag mod de to forældrepar til Columbine-drabsmændene pga. svigt i opdragelsen af deres børn (der begik selvmord), sagde Garbarino ja til at være Klebold-forsvarerens psykolog-saglige vidne. Hvormed hans nye forskningsområde mere eller mindre var markeret: børn fra normale hjem med ’loving parents’, der i stigende udstrækning begår unormale handlinger (mens statistikken har været for nedadgående for ghetto-børnenes vedkommende). Bogen ’Parents Under Siege’ (’Forældre under belejring’) er dedikeret til Klebold-familien og starter med ordene: »On April 20, 1999, the world of American parenting changed forever«. En sætning, som de hårdtarbejdende sydkoreanske forældre til Seung-Hui Cho formodentlig vil kunne nikke genkendende til, efter at deres 23-årige søn med 15 års erfaringer som amerikaner i april 2007 havde dræbt 32 medstuderende på Virginia High Tech, inden han skød sig selv. Antallet af skæbnedatoer synes at tårne sig op for amerikanerne. Ikke kun de uafviseligt entydige forårsaget af terror udefra, men også de mere tvetydige ’hjemmedyrkede’, som kommer indefra i form af high school-massakrer. Det udefrakommende onde er til at få på plads rent kognitivt, mens det er mere besværligt med skoleskyderierne. Hvor den nationsdækkende frygtkultur i øvrigt ikke kun får sin næring fra mediernes dækning af massakrer, som har fundet sted. Skolemassakrer, der er blevet afværget, får nu også omfattende mediedækning, jvf. en aktuel sag fra Connetquot High School i Bohemia, New York, hvor en 15-årig gymnasieelev og en medsammensvoren havde planlagt en skolemassakre ned til mindste detalje. Frygtkulturen var den egentlige baggrund for Michael Moore’s film ’Bowling for Columbine’ – hvem kan føle sig sikker i en kultur, hvor to gymnasieelever fra pæne hjem med pæne karakterer i skolen bowler afslappet med klassen om formiddagen og dræber efter frokostpausen? Spørgsmålet om mediernes aktive medvirken i skabelsen af en frygtkultur har ikke mindst presset sig på efter Virginia Tech-massakren. Seung-Hui Cho havde således iscenesat sig selv og sine forestående handlinger i en uhyggelig video, som han havde sendt til NBC News, der valgte at bringe den (Cho sendte den med posten på selve drabsdagen mellem de to serier af skyderier, som udgjorde massakren). Dagsordenen er velkendt, hvorfor »give bad guys publicity?«, men havde i tilfældet Virginia Tech en særlig uhyggelig dimension. Ikke kun pga. omfanget af massakren, men også fordi Seung-Hui poserede på en machoagtig måde med et selvportræt, hvor NBC News-logoet i billedets baggrund legitimerer den skydende galning med omvendt baseballkasket og et semiautomatisk våben i hver hånd. Sådan ser man ud, når man er på – oplagt til efterligning af svage sjæle, må man sige! Mens ’the Virginia Tech killer’ har beundrende ord til mindet om Columbine drabsmændene Dylan Klebold og Eric Harris, han omtaler dem som »martyrerne Eric og Dylan«, har medieeksperter påpeget ligheden med al-Qaeda-terroristers halshugningsvideoer. En lighed som nogle mener har været en bevidst efterligning. Også for så vidt angår denne særlige form for ’hate crime’, hvor gerningsmanden sender et budskab ud, ikke kun til personer og grupper, men samfundet i sin helhed. På videoen forklarer Cho sine motiver i et rablende, hadefuldt angreb på hele den amerikanske skolekultur – man fristes til at sige, at han gentager muslimernes kritik af den vestlige dekadence uden at være muslim. Mens handlingerne uden videre kan betegnes som patologiske, kan man ikke sige det samme om motiverne. Om end umiddelbart usammenhængende og rablende er Cho blot én blandt flere, der kritiserer tidens moralske klima på de amerikanske uddannelsessteder (dominansen fra de rige unges livsstil, snobberi, vodka, cognac, Mercedes’er, guldhalsbånd, den radikale form for mobning ’bullying’, ikke mindst atleternes mobning og dominans, social udelukkelse osv.). I den overordnede livsstilskamp og konkurrencen om at tilhøre en gruppe, var Cho tydeligvis en taber, om end en taber, der fik sin hævn. Samlæser man hans kritiske punkter med krønikeskriveren Tom Wolfes velresearchede beretning om de amerikanske universiteters sportsfascisme, fester, druk, sex, mærkevarer, mobning osv., er der et nok så nøje sammenfald. I kampen for at undgå en civil og social død på universitetet må Wolfes hovedperson Charlotte Simmons opgive alle de idealer, hun havde med hjemmefra, og tilpasse sig en gruppes livsstil, som hun egentlig foragter (den murstenstykke roman ’Jeg er Charlotte Simmons’ om det reelt levede liv bag de akademiske mure i USA er dårlig litteratur, men god sociologi). I en vis udstrækning ville Cho også kunne have støttet sig til Dr. Garbarino, der i tale og skrift har analyseret og kritiseret det amerikanske uddannelsessystems mangel på socialitet. Pudsigt nok holdt Garbarino i 1995 et seminar på netop Virginia Tech med overskriften ’Toxic Social Environment’. En overskrift der har baggrund i den særlige form for humanistisk-økologisk psykologi, som han har videreført efter sin mentor og forgænger Urie Bronfenbrenner. Og som kort fortalt går ud på at analysere de sociale økosystemers samspil, forurening og forgiftning. Garbarino er nok den mest fremtrædende anti-bully repræsentant i den amerikanske ekspertverden. Og er i det hele taget en fortaler for, at det amerikanske skolesystem bliver mere orienteret mod et socialt karakterdannende ideal. Hvad massespredningen af Chos ’manifest’ og selvportræt (Andy Warhol kunne ikke have gjort det bedre) angår, har redaktørerne på NBC over for kritikerne af deres valg fremhævet, at de ikke bare sendte videoen, men indledte den med en advarende prolog (a la der vil i det næste indslag forekomme ubehagelige billeder) og efterfølgende analyse. Hver gang USA oplever skoleskyderier, her er kun omtalt de to mest kendte, træder der et ’blame game’ i gang. Hvem har skylden-spillet er for det meste et intellektuelt set deprimerende spil at være vidne til i dette samfund domineret af advokater, der har specialiseret sig i at få dømt alle mellem himmel og jord, som kan sættes i forbindelse med skoleskyderierne. Hvad med Marilyn Manson, Columbine-drengene var jo fan af hans musik? Eller Oliver Stone som heroiserede drab i filmen ’Natural Born Killers’? Eller hvad med de unges hjerner – ’blaming the brain’-spillet? Måske er de autister (nej, siger autisternes forening), eller de lider af ADHD eller ... Mærkeligt nok har ingen psykiatrisk diagnose betegnelsen vrede, selv om det, der tydeligvis er på spil, er en voldsom vrede hos disse unge dræbere. Vrede er en del af en større ’affekt-familie’ – en ’master-feeling’ i samme kategori som kærlighed – som har at gøre med ønsket om anerkendelse, men også forurettethed og skam. Vreden udtrykt i målrettede handlinger kan befri den vrede for hans fremmedgjorthed og sociale omtågethed gennem ultimative medieeksponerede ekstreme handlinger, som f.eks. skolemassakrer. Disse unge dræberes særlige former for kulturelt betingede depressioner har den for omgivelserne ubehagelige dimension, at der er tale om aggressive former for udadvendt depression. Der venter måske ikke den unge (selv)myrdende et hinsides liv med unge jomfruer. Men der venter noget, som i et celebritets- og mediesamfund kan være næsten lige så godt – en slags omdømmets fetich fastholdt i et ’hall of fame’. På videoen siger Cho således følgende: »I troede, at det bare var en ynkelig drengs liv, I var i gang med at udslette. Men takket være jer dør jeg som Jesus Kristus, til inspiration for generationer af svage og forsvarsløse mennesker«. Ikke sandt, det er da opløftende læsning, hvis ikke det lige var, fordi at unge mænd, der kan tænke sådan, er dødsensfarlige at have gående omkring. Men sagen er altså den, at et stigende antal unge (amerikanske) mænd har levet med og vænnet sig så meget til døden, at den mere eller mindre er blevet en slags følgesvend og fortrolig for dem. Ikke set i sin isolerethed, som et fejt selvmord begået med en plastikpose over hovedet, som Tony Sopranos søn har forsøgt det på falderebet i tv-serien ’The Sopranos’. Skal det være, skal det være et budskabs-selvmord, der gør den af samfundet selvmyrdede udødelig i en moderne mediemæssig og æstetisk forstand. Socialpolitisk set må det således siges at være en risikofaktor, hvis unge pusler med en drejebog, hvor de gør deres død til objekt for egen perception. Noget som i en anden amerikansk kultursammenhæng end high school-skyderierne er tydelig. Inden for gangsta rappen er der således en ubehagelig og kun alt for godt iscenesat (selv)døds-æstetik. Blandt de største og bedst kendte rappere, som har iscenesat deres egen død, kan nævnes Tupac, som i ’Life Goes On’ rapper om sin egen begravelse (han blev skudt efter en Mike Tyson-boksekamp i 1996) og Notorious B.I.G., der med et blødt flow har rappet ’Ready To Die’, ’Life After Death’ og (med ironisk hilsen til Frank Sinatra og Dean Martin) ’Youre Nobody Till Somebody Kills You’ (også B.I.G. blev skudt). Denne måde at forholde sig til sit eget indre jeg på er på den ene side ekstrem, på den anden side også et udtryk for en mere almen baggrund, som ifølge den tyske ungdoms- og kulturforsker Thomas Ziehe har at gøre med en stigende individualisering, hvor der sker en ændring i forholdet mellem samfundet og den enkelte, som også afspejler sig i den enkeltes forhold til sit indre jeg. De unge gerningsmænd omtalt i denne Kronik kan med Ziehes ord siges at være »over-bevidste« om sig selv, hvilket gør det meget svært for dem at vurdere sig selv, fordi overbevidste personer er sårbare og meget modtagelige for at føle skam eller få svækket deres selvværd. Måske kan man sige, at disse unges indre konflikter ikke handler så meget om, at de føler sig skyldige, men mere om, at de skammer sig, fordi de føler, at de ikke er gode nok. En ’master-feeling’ som skam er for det meste ikke erkendt, hvormed en formel tilbyder sig, som siger, at uerkendt skam giver sig udtryk i en voldsom vrede og i nogle tilfælde aggressive/dræbende handlinger. Hvad kan man så gøre ved det, når den pragmatiske tale kommer på forebyggelse? Tja, for James Garbarino og andre skoleforskere i USA er svar som mere ’rundkredspædagogik’ og ’rummelighed’ nærliggende, hvis der skal dæmmes op for ekstreme konsekvenser af og konkurrenceskader i skoleverdenen. Nå ja, måske bør også Marilyn Mansons kloge råd fra Michael Moores film nævnes. På spørgsmålet om, hvad han ville sige til de unge drabsmænd, hvis han sad over for dem i dag, svarer han, at han ikke ville sige noget. Han ville lytte til dem.