0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor kommer moralen fra?

Er moral noget, vi vælger, eller vælger moralen os? Og hvis eksempelvis medlidenhed er medfødt, kan det så overhovedet svare sig at gøre den til genstand for indlæring? I en tid, hvor moralske værdier og normer ikke opleves som fællesgods, er det vigtigt at forske i moralens opståen, skriver kronikøren, der er psykolog, fil.dr. og lic.pæd.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som baggrund for tildeling af Carnegie-priser, der gives for at have hjulpet mennesker i nød, blev der et år givet følgende beskrivelser af to menneskers uegennyttige indsats: En belønning blev givet til en pædagog, som uden at betænke sig sprang ud på togskinnerne til en psykisk handikappet dreng og holdt ham og sig selv nede, mens toget passerede over dem begge.

En anden belønning blev givet til en mand, der efter at være kommet til at køre ind i en bil, som styrtede ud i et havnebassin, uden tanke på sin egen sikkerhed sprang ud på en isflage og reddede chaufføren ud af den nedstyrtede bil.

Et tredje eksempel: I marts 2005 kastede den 51-årige italienske efterretningsofficer Nicola Calipari sig ind over den netop løsladte journalist Giuliana Sgrena, da deres bil blev beskudt af amerikanske soldater tæt ved lufthavnen i Bagdad, hvorfra de begge skulle være fløjet tilbage til Italien.

Caliparis handling reddede journalistens liv, men han blev selv dræbt under sit forsøg på at redde det menneske, han var sendt af sted for at redde. Han blev siden begravet i Italien som nationalhelt.

Spørgsmålet er nu, hvad der dikterede de tre redningsmænds handlinger. Der er for eksempel grund til at spørge, hvorfor de handlede umiddelbart og lynhurtigt tilsyneladende uden tanke på, at de selv kunne miste livet.

Man kan f.eks. spørge, om de handlede, fordi de under deres opvækst lærte, at sådan gør man, når man vil være et ordentligt menneske. Problemet kan skæres ned til en besvarelse af følgende spørgsmål: Hvordan beslutter mennesker, hvad der er ondt og godt, rigtigt og forkert at gøre i bestemte situationer, når handlinger til gavn for andre er en nødvendighed? Eller med andre ord: Hvor kommer moralen fra?

Svaret på dette spørgsmål har igennem mange hundrede år været, at moralske skøn afgøres af bevidste, frivillige og rationelle overvejelser, hvor det enkelte menneske i den bestemte situation beslutter sig for, hvad der bør gøres. Den moralske udvikling er ifølge denne opfattelse blevet grundlagt i barndommen, og den moralske 'evne' er langsomt blevet udviklet på grundlag af erfaringer, opdragelse og andres gode moralske eksempel.

Denne teori om moralens opståen er bl.a. blevet formuleret af Aristoteles (384-322 fvt.) og Kant (1724-1804), som begge antog, at mennesket er et fornuftsvæsen, som handler ud fra egen indsigt og erkendelse, og som handler moralsk, fordi det indser det rigtige og foretager handlinger i overensstemmelse med følelser, overtro, vaneforestillinger eller fordomme.

For Kant består moral i, at man sætter sig ud over sin natur, fordi mennesket står med et ben i to meget forskellige lejre: På den ene side er mennesket en del af naturen, men på den anden side er det et fornuftsvæsen, som er i stand til at tænke og handle ud fra principper og dermed kan hæve sig over naturens verden.

Tanken om moralens gradvise udvikling ligger også til grund for den kendte moralpsykolog Lawrence Kohlbergs (1927-1987) teori om moraludviklingen hos børn. Hans hovedsynspunkt er, at moraludviklingen følger tænkningens udvikling, hvor tre moralstadier er parallelle med tilsvarende stadier i tænkningens udvikling. Barnet begynder sin tilværelse med, at moralske handlinger motiveres af undgåelse af straf, og ender - efter en række mellemstadier - med, at moralske handlinger dikteres af selvvalgte etiske principper og ansvarlighed.

I de seneste få år har en amerikansk adfærdsforsker på Harvard University Marc Hauser (f. 1959) imidlertid forsøgt at gøre op med denne opfattelse, idet han på baggrund af omfattende undersøgelser hævder, at store dele af vores moralske adfærd er ubevidst, ufrivillig og universel, og at den udvikles i alle børn på trods af formel opdragelse under opvæksten.

Han hævder helt modsat den rationalistiske og gængse opfattelse, at mennesket har en moralsk intuition, der efter de foreløbige undersøgelser ser ud til at gælde alle mennesker i hele verden, og som medfører, at mennesker uden større overvejelser altid vil være i stand til at vurdere, hvorledes der skal handles i konkrete situationer, herunder farefulde situationer.

Efter denne opfattelse er det - ligesom det er tilfældet med sproget og dets struktur, som efter den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky (f. 1928) findes indbygget i den menneskelige hjerne - ikke os, der vælger moralen, men snarere moralen, der vælger os. Kulturen har efter denne opfattelse ikke den betydning, som er tilfældet i forbindelse med den rationalistiske opfattelse. Han sammenligner moralske intuitionsbestemte handlinger med reflekser, der medfører, at vi handler moralsk som noget, der sker, uden at vi er bevidste om, hvordan og hvorfor vi gør det.

Det empiriske grundlag for denne opfattelse har Marc Hauser fra erfaringer med forsøgspersoners besvarelse af opgaver indeholdende moralske dilemmaer, der går ud på at foretage valg mellem alternativer, som begge er lige ubehagelige. Omkring 6.000 mennesker i en lang række lande har foreløbig taget stilling til sådanne opgaver og danner dermed den foreløbige basis for Hausers konklusioner.

En typisk opgave med et indbygget moralsk dilemma kunne se således ud: En kvinde står på en bro, hvorfra hun kan se, at et førerløst tog kommer ned ad sporet med retning mod fem mennesker, som vil blive ramt og dræbt. Kvinden har mulighed for at trække i et håndtag, så toget bliver ført ind på et sidespor, hvor der ganske vist står én enkelt person, som så vil blive dræbt.

Forsøgspersonen skal nu beslutte sig for i forbindelse med afkrydsning af en række ja-nej-spørgsmål, om kvinden skal trække i håndtaget. I en tilsvarende opgave står en mand på broen og ser ned på det løbske tog. Han kan forhindre, at de fem mennesker på togskinnerne bliver dræbt, hvis han aktivt skubber en mand, der står ved siden af ham, ned fra broen, hvilket vil dræbe manden, men redde de fem. Forsøgspersonen skal nu - ligeledes i et ja-nej-skema - beslutte sig for, hvad der skal gøres.

Resultatet af mange besvarelser af disse to typer opgaver er, at flertallet i den første version vil lade kvinden trække i håndtaget og tilkendegiver dermed, at de betragter handlingen som moralsk acceptabel, hvorimod flertallet i den anden version tager afstand fra at skubbe manden på broen ned på skinnerne, selv om det ville kunne redde de fem mennesker. I praksis er de to situationer identiske, men vurderes altså med en moralsk målestok helt forskelligt.

Forsøget er som sagt blevet afprøvet på mange mennesker i mange lande, hvor vidt forskellige mennesker har svaret næsten enslydende til trods for forskelle i uddannelse, kultur, religion, alder og køn. Disse forskelle har imidlertid ikke medført væsentlige forskelle på, hvad forsøgspersonerne mener om moralsk forsvarlige afgørelser med hensyn til at gøre skade.

Tværtimod har flertallet været i stand til umiddelbart at beslutte, hvordan der bør handles i en bestemt situation, og at være enige om, at det er moralsk forkert aktivt og bevidst at skubbe et andet menneske i døden. Til trods for denne enighed er det imidlertid bemærkelsesmæssigt, at når forsøgspersonerne efterfølgende bliver bedt om at anføre begrundelser for deres afgørelse, så er de ude af stand til at gøre det.

Meget kunne derfor tyde på, at der er tale om rent følelsesmæssige afgørelser som grundlag for moralske beslutninger, en mulighed som bl.a. hjern