Det er en mærkelig tid, vi lever i. Her har jeg gået og troet, at jeg var et menneske, der i kraft af et langt livs indsats både på arbejdsmarkedet, i privatlivet og med et politisk og samfundsmæssigt engagement kunne se tilbage på et aktivt, interessant og på mange måder morsomt liv med i hvert fald rimelig tilfredshed. Og så ser jeg i aviser og de elektroniske medier i den senere tid, at det er helt forkert. Jeg er i virkeligheden en social taber. Jeg kan forsikre, at det er underligt for sådan en som mig at skulle erkende dette. Og hvad er det så, der gør mig til en social, deprimeret og usund social taber? Sociale tabere vejer for meget! Der er ingen tvivl om, at jeg vejer 15-20 kilo for meget. Jeg har ganske vist igennem et halvt århundrede tabt rundt regnet 300 kg - men har til gengæld taget 325 kg på! Nu har jeg opgivet. Indtil for nogle få år siden havde jeg kun belastet sundhedssystemet med en enkelt brækket arm og en enkelt barnefødsel. Skulle jeg nu søge lægehjælp for at komme af med de overflødige pund? Hele mit lange liv har jeg været af den opfattelse, at de fleste dårligdomme går over af sig selv, bare man er lidt tålmodig. Derfor har min datter også i dag en skæv lillefinger; den blev skæv, da jeg blot kom lillefingeren i koldt vand, en dag hun klagede over, at den gjorde ondt. Det gik over, smerterne forsvandt, men fingeren var altså brækket og er vokset lidt skævt sammen. Så det der med at belaste sundhedssystemet med en operation eller lignende imod min overvægt? Nej, ikke tale om - så fed er jeg alligevel ikke. Jeg skal i hvert fald ikke tage plads op for nogen, der virkelig har brug for lægerne. Og jeg havde det egentlig helt fint med at være lettere overvægtig (som det hedder i fagsproget). Altså indtil jeg fandt ud af, at jeg er en social taber, fordi jeg er overvægtig. Sociale tabere ryger! Jeg er også storryger! Jeg ryger mellem 20 og 30 cigaretter om dagen. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det, og fordi det stimulerer min kreativitet. Jeg gør det for at holde mig i gang, når jeg knokler løs både 10-12 og 16 timer i døgnet med noget, som jeg bilder mig ind er både nyttigt og lejlighedsvis ligefrem vigtigt arbejde. Mine omgivelser finder mig både kreativ, energisk og inspirerende i arbejde og fest. Men de må tage fejl; og jeg må have en helt forkert selvopfattelse. For nu om dage stimulerer man sig kun ved at motionere minimum en halv til en hel time per dag, i øvrigt leve af gulerødder og vand og så naturligvis forsage alkohol og tobak. Alkohol er gudskelov ikke noget alvorligt problem for mig. Det har jeg for tit set kan føre til det værste. Og det der med at motionere begrænser sig til 20 minutter næsten daglig til og fra arbejde på cykel samt arbejde i en meget stor og krævende have - altså fortrinsvis om sommeren. Men jeg når altså at ryge mere end 12 cigaretter om dagen - som er angivet som grænsen, før man karakteriseres som en social taber. Det har jeg selv læst i avisen. Sociale tabere er deprimerede! Man bliver også deprimeret af at ryge så mange cigaretter. Det har videnskabsmænd i Norge, var det vistnok, fundet ud af. Gud bevare mig! Jeg er altså også deprimeret! Det var dog alligevel det værste. Min selvforståelse er ikke bare forkert - den er skrupforkert. Og alle mine venner har bildt mig løgn ind i årevis. De siger nemlig om mig og til mig, at jeg er vittig, morsom og nærmest larmende i mine latterudbrud. At jeg smitter mine omgivelser med mit gode humør og muntre fortællinger samt ubændige trang til i tide og utide at bryde ud i sang. Det er alt sammen skalkeskjul! Noget, der skal dække over, at jeg er en social taber, der bliver deprimeret af at ryge så mange smøger. Sociale tabere har psykiske problemer! Og nu kommer vi til det allerværste: Jeg har haft sex med mange partnere. Det er ganske vist ved at være en del år siden, og jeg var ikke helt klar over, at det var et problem, før jeg læste i avisen, at hvis man havde mange forskellige partnere, havde man psykiske problemer. Jeg spurgte forsigtigt til, hvor mange der skulle være tale om, før man havde brug for psykologhjælp. Svaret var lidt svævende, men mere end fem skulle det i hvert fald være. Nogle mente, at man skulle helt op over tyve (det kunne dog variere fra person til person). I et enkelt tilfælde var svaret, at det var afgørende, om man havde fået betaling for det. Jeg åndede lettet op. Det har jeg i hvert fald aldrig fået. I de fleste tilfælde har det været både sjovt, dejligt og 'betaling' nok i sig selv. Jeg indrømmer, at jeg ikke er helt sikker på, at dette med de mange partnere er helt nok til at kategorisere mig som social taber. Så ville en pæn del af mine mandlige 'direktørkolleger' nok også havne i den samme båd som mig. Men måske er det et problem i sig selv, at jeg aldrig - efter egen opfattelse - har haft brug for en psykolog. Eller var det bare, fordi jeg syntes, der var mange andre, der havde mere brug for det end jeg? Har sociale tabere brug for psykologhjælp? Ja, det er der en del, der har, og en del, der ikke får, selv om de har brug for det. Nu, hvor jeg har måttet erkende, at jeg de facto er en social taber, så er jeg faktisk begyndt at spekulere over, om det måske lige netop er, hvad jeg selv har brug for: psykologhjælp! Der må jo være tale om nogle 'megafortrængninger', når det ikke for længst er gået op for mig, at jeg er en social taber med behov for hjælp. Og hvis min dømmekraft ikke helt har svigtet mig, er det ikke økonomisk hjælp, jeg - som social taber - har brug for. Jeg har været økonomisk uafhængig, siden jeg var 16 år. De første 30 år på arbejdsmarkedet var ganske vist præget af hårdt arbejde og beskeden løn, fortrinsvis fordi jeg valgte at arbejde enten gratis eller med noget, jeg syntes var sjovt og spændende. Men de sidste 15-20 år synes jeg egentlig, jeg har tjent rigtig gode penge. Jeg må nok også hellere indrømme, at da det for 10-15 år siden gik op for mig, at folkepensionen ville blive grundigt udhulet, inden jeg nåede så langt, begyndte jeg at indbetale lidt til noget kapitalpension. Og her på det seneste har jeg da også været i stand til at købe fast ejendom (fritidshus). Der er måske allerede kommet lidt friværdi ud af den investering, vil jeg tro, selv om det ligger sydpå og langt fra de store byer. Så jo, jeg har nok råd til at betale for lidt psykologhjælp. En idealistisk social taber? Jeg har i alle årene frem til omkring årtusindskiftet med glæde betalt min skat. Det var helt o.k., at min skattebetaling steg, syntes jeg, når min løn steg så forholdsvis meget. Og det der med at spekulere i arbejdsfrie indtægter, såsom aktieudbytter og fortjeneste på fast ejendom, rentefradrag og den slags - det beskæftigede jeg mig ikke med. Jeg var sådan nogenlunde tilfreds med, at vi havde et samfund, der hvilede på den der lidt gammeldags forestilling om, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder. Der var jo mange ting, der efter min opfattelse skulle betales i og af fællesskabet. Jeg var fuld af tillid til, at jeg levede i et samfund, der til hver en tid ville bygge på demokrati og tolerance, respekt for de svage og de anderledes, og hvor det meste var tilladt og accepteret, når bare det ikke skadede andre. Lighed for Loke såvel som for Thor, I ved. Jeg troede, jeg havde skudt papegøjen, da jeg - ganske vist med tab - i 1991 kom af med en alt for dyr ejerlejlighed, der ruinerede mig som enlig forsørger. Jeg syntes, jeg havde vundet i lotteriet, da jeg for første gang (1991) i mit liv fik en lejekontrakt til en attraktiv lejlighed. Men det var jo bare så dumt at sælge fast ejendom på et tidspunkt, hvor priserne var i bund, og nu er jeg uden for det der ræs med at konvertere lån og spise mursten. Det gør ellers alle andre, der som jeg enten er blevet eller snart bliver pensionister. For som deres bankforbindelser siger til dem: Det ville da være dumt andet. Jeg har ingen gæld, når bortses fra, at jeg har lånt penge til mit fritidshus og knokler for at betale af på det, inden jeg skal pensioneres. En social taber har aldrig ret! Jeg er - noget overraskende og meget mod min vilje - på mange måder blevet karakteriseret som en taber. Jeg gør alt det forkerte: Man skal i dag låne penge - ikke betale af på lån, hvis man ikke vil være taber, siger folk med forstand på økonomi. Man kan i disse tider høre selv teologer udtale sig om, at sundhedssystemet ikke skal ligebehandle de overvægtige, for de er selv ude om det. Man kan også høre om, at rygerne skal sidst i køen, når de har brug for behandling på et sygehus. Sandsynligheden taler nemlig for, at de selv er skyld i, at de har brug for hjælp. De kunne jo bare have ladet være. Og visse religiøse fundamentalister mener formentlig også, at det der med at få problemer pga. mange partnere er en eller anden guds straf - det er det i hvert fald, hvis det er med folk af samme køn. Og senest hørte jeg folk sige, at det nok bare var kriminelle og narkomaner (mine kolleger inden for kategorien 'sociale tabere'), der var blevet sat ud af deres lejligheder. (I København er antallet af familier der er sat ud i 2005, steget til 5.000, siger LLO). Skulle det ske for mig, når jeg som social taber bliver pensioneret, at jeg ikke har råd til at betale huslejen, er det min plan at flytte ned på landet, og så håber jeg, at friværdien i mit lille fritidshus er steget så meget, at jeg kan låne penge til at leve for dernede. Social taber - en etikette. Jeg skal jo nok klare mig - også selv om jeg jævnligt bliver bombarderet med, at også jeg har/er et problem. Men jeg bekymrer mig om alle dem, der har brug for hjælp, men som ikke får det - heller ikke når det virkelig gælder. Der er alt, alt for mange, der ikke har kræfter til at slås for at få den nødvendige hjælp, når de er syge, udsatte af deres lejligheder, deprimerede og sat uden for arbejdsmarkedet, men som mere eller mindre bare afskrives som sociale tabere. Jeg bliver ekstra deprimeret over, at der mangler læger, psykologer og arbejde til dem, der virkelig har brug for det. Hvorfor dog gøre store dele af befolkningen, som i øvrigt klarer livet udmærket, til tabere? - Jo flere vi er, jo færre ressourcer er der vel til den enkelte. Pensionisttilværelsen nærmer sig. Min tanke var at vente med at nyde mit otium, til jeg blev 65, for jeg har hidtil troet på, at jeg fortsat havde noget at give - og min kapitalpension er altså ikke nået at blive særlig stor. Men nu går tankerne mere i retning af, at en social taber bør slutte noget før. Jeg skal vel også have lidt ud af mit efterlønsbevis, som jeg har betalt til igennem mange år. Ellers må jeg da være godt dum! Så vil jeg som passioneret social taber sidde på en bænk og se ud over markerne nede på 'mit skønne land', mens jeg tænker på de mange aktive år, hvor jeg havde troen og selvtilliden i behold. Så vil jeg søge at dæmpe min tristhed, når jeg tænker på et land, hvor alle de værdier, jeg har haft og søgt at være med til at rodfæste gennem et langt arbejdsliv, langsomt, men sikkert forsvinder op i den smukke blå himmel, mens jeg ryger dagens 17. cigaret, som bl.a. skal holde depressionerne væk og mindske mit behov for at protestere over at være blevet kategoriseret som social taber. Måske er der en chance for, at nogle af alle de andre sociale tabere vil holde mig med selskab, mens vi nyder livets glæder de sidste år og tænker på alle de gode ting, vi har gjort og oplevet, mens vi stadig var anset for værdifulde og samfundets værdier var værdifulde for os. Og så i øvrigt ikke et ord om alle de andre områder, hvor vi står i mudder til halsen, hvad angår tolerance og respekt for hinanden - og derfor må gå med løftet hoved. Jeg lover, at jeg heller ikke som pensionist vil belaste sundhedssystemet unødigt, for jeg har ikke noget ønske om at opleve et Danmark, hvor intolerance går hånd i hånd med puritanisme og selvretfærdighed. Det er i min selvforståelse ikke overvægt eller smøger - men udviklingen i samfundet - der gør mig lettere deprimeret. Mon der er en ledig psykolog, der kan hjælpe på det?