Generation Y. Udtal det på engelsk, og y'et former sig til et klingende og måske lidt usikkert »hvorfor?«. En ny generation er nu for alvor ved at have fundet sin egen stemme, og i modsætning til den tavse nå-generation har den ikke plastret et stort, fedt X hen over munden. Y-generationen savner svar på alt det ubegribelige, der har rystet verden siden 2001. Hvorfor 11. september? Hvorfor elevmassakren på Columbine High School? Hvorfor tortur på Guantánamobasen? Hvorfor krigen i Irak? Y'erne forstår det ikke. Måbende og tøvende ser de til fra sidelinjen, mens autoriteterne er i færd med at drive verden - Y-generationens fremtid - længere og længere ud mod afgrundens kant. Y'erne er unge og skrøbelige og har ikke styrken til at gribe ind i verdenssamfundets styrehuse og tvinge kaptajnerne til at ændre kurs. Men de undrer sig og spørger: Y - hvorfor? Og hvem er så generation Y? Lidt groft skåret er Y'erne dem, der blev født i den vestlige verden efter Vietnamkrigens afslutning og frem til Berlinmurens fald - nogle vil måske strække den helt frem til Golfkrigen eller Bill Clintons første præsidentperiode. Kun få af Y'erne har ejet en grammofonpladespiller. Endnu færre har prøvet at skrive på en skrivemaskine. De er vokset op med begreber som e-learning, management og internetsurfing. Og forkortelser som MSN, SMS og MP3 siger dem en del mere end KGB, DKP og ANC. Y'erne har været børn og teenagere i et styrtende rigt samfund. For længe, længe siden afskrev deres forældre ellers al form for materialisme. I skyggen af 68-oprøret (som de var lidt for unge til fuldt ud at tage del i) kastede Y'ernes forældre sig over brugte ølkasser, kurvelamper og lilla bleer. Men årene gik, og Y-forældrene begyndte efterhånden at se lyset i PH-lamper, Montana-reoler og årgangsvine. Den hoppede Y-generationen med på. Efter skole står den derfor på powershopping og dyre cafébesøg. Man bruger, forbruger og overforbruger - ligesom X-generationen, forældrene og Det Grå Guld - kort sagt: det meste af samfundet. Imens sendes der SMS'er og e-mail ud til gud og hvermand, for Y'erne er på. De sidder ikke stille ret lang tid ad gangen - det er der ikke tid til i det nye årtusind. Men midt i en travl hverdag, hvor der skal købes nyt tøj og sendes SMS'er i lange baner, stopper nogle af Y'erne op. Noget er galt. Vi er rige og fiser rundt fra frisør til café, fra café til butik og fra butik til natklub, men går det hele egentlig så forbandet godt, som nogle hævder? Og hvis det gør, hvorfor dør der så tusindvis af mennesker af sult hver dag rundt om i verden? Og hvorfor bryder tilfældige borgere så ind på hoteller og skoler og begår massedrab? Hvorfor? Nogle af dem, der drister sig til at spørge, er tidens unge forfattere. Når en ny generation udpeges, sker det jo ofte gennem den nye litteratur, især den amerikanske. Forfattere som Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald definerede jazzgenerationen. Jack Kerouac og Allen Ginsberg satte mærkat på beatgenerationen. Og Brett Easton Ellis og Douglas Coupland blev litterære talerør for nå-generationen, også kaldet generation X. I den engelsksprogede verden har der blandt forlæggere altid været tradition for at satse på purunge talenter. Man tør godt give de super-unge forfatterspirer en chance, selv om de måske endnu ikke er helt flyvefærdige. Generation Y har derfor også allerede fået sine debutanter i Amerika - og der er tale om litterære prinser, som måske nok skriver om en usikker generation, men som selv er uhyre bevidste om deres position som ikoner og talerør for en ny tids unge. Blandt de mest opsigtsvækkende nye forfattere er den sexfikserede 21-årige Marty Beckerman fra Alaska. Han debuterede skønlitterært sidste år med romanen 'Generation S.L.U.T.'. Initialerne står for 'Sexual Liberated Urban Teens', hvilket afslører romanens omdrejningspunkt: Det frigjorte, men naive teenageliv i det nye årtusinds Amerika. Også Beckermans ven, den 23-årige Ned Vizzini fik sidste sommer en del opmærksomhed med sin sci-fi-teenageroman, 'Be More Chill'. Den handler om outsideren Jeremy Heere, der sluger en 'squip', en slags klogskabspille, der vender op og ned på Heeres tilværelse. Som en hyldest til tidens flermedialitet har Vizzini lanceret en hel webside, squipnews.com, hvor man kan læse mere om mirakelpillen. Både Vizzini og Beckerman har ernæret sig som skribenter i bedste neo-gonzo-stil. De har begge store hjemmesider, og deres debutromaner er tilmed solgt til Hollywood. Optagelserne skulle efter forlydende allerede være i fuld gang - til gavn for den lovende karriere - så mon ikke vi snart får danske oversættelser af de to Y-bestsellere? Ingen tvivl om, at der er damp på tromlen blandt Y-generationens amerikanske forfattere. Af dem er den nu 22-årige Nick McDonnell nok den bedst kendte herhjemme, og også den meste interessante. I sin sommerferie mellem 2. og 3. g forfattede han det lille mesterværk, romanen 'Twelve' (2002), der kom på dansk året efter. McDonnell skrev 'Twelve' som 17-årig - en selv i USA uhørt ung alder for en forfatter. Men 'Twelve' blev altså udgivet og definerede omgående Y-generationen. McDonnell beskriver i typisk filmisk kortprosastil den rige, østkystamerikanske overklasse - eller snarere overklassens børn - dem, der i et samfund som det amerikanske er morgendagens toppolitikere, højesteretssagførere og embedsmænd. Disse unge, lovende håb er bare ikke spor lovende, men noget så fortabte. For de er hjemme fra kostskolen i juleferien, mens deres forældre er rejst på ferie andetsteds uden at tage ungerne med. Autoriteternes fravær er naturligvis ganske symptomatisk for en verden, hvor man bare lader stå til, mens millioner dør af sult, vandmangel, epidemier og forurening - for ikke at tale om krige, terror og meningsløs vold. Ligesom i virkeligheden ender det selvfølgelig helt galt i 'Twelve'. Hovedpersonen, teenageren White Mike, er i frustration over sin mors død og sin fars manglende opmærksomhed begyndt at sælge stoffet twelve til sine rige skolekammerater - uden selv at tage noget, forstås. Julen synes umiddelbart reddet for de stakkels unge mennesker, for twelve giver dem fornyet energi og lyst til at leve. Men godt og grundigt inspireret af virkelighedens Columbine-massakre lader Nick McDonnell det hele ende i et sandt blodbad nytårsaften. En af kammeraterne pløkker alle bogens mange unge karakterer ned med sin nye skyder - og kun pusheren White Mike overlever. Nick McDonnell, der i dag er ved at afslutte sine studier på Harvard, spørger hvorfor? Hvorfor må unge, velhavende børn i New York ty til stoffer og kriminalitet? Hvorfor kan det ske, at en ung mand skyder og dræber alle sine venner? Hvad er der i vejen med den vestlige verden? Den unge forfatter giver et forsigtigt og måske banalt svar: Vesten er så rig på penge og så fattig på kærlighed og omsorg, at disse to modpoler ikke længere kan opveje hinanden - og omsorgen tabte altså. Men hvorfor skal det være sådan? Hvorfor er verden blevet indrettet så kynisk? I Danmark har vi ikke hørt ret meget til Y'erne på den litterære front. Det betyder dog ikke, at vi ikke har talenter som McDonnell, Beckerman og Vizzini. De unge forfatterspirer på 18-20 år findes skam, men de danske forlag tør bare ikke udgive dem. Herhjemme er en typisk skønlitterær debutant i slutningen af 20'erne. I 2004 var den yngste nye forfatter eksempelvis født i 1977, altså kun knap nok en ægte Y'er. Dét er en af grundene til, at de nye generationer som regel defineres i Amerika - og ikke i for eksempel Danmark. Det skal dog nævnes, at Gyldendal netop har udgivet 'Buresø-fortællinger' af debutanten Dy Plambech fra årgang 1980. Også Aalborg-rapperen Niarn har haft både musikalsk og lyrisk succes med albummet 'Årgang 79'. Dette er begge tydelige tegn på, at Y-generationen altså er ved at få en kunstnerisk stemme også i Danmark - men der er stadig langt ned til Nick McDonnell og hans 17 år. Når de danske Y'er er blevet tilpas gamle, skal de nok få lov at debutere. Til gengæld får vi så ikke de danske generationsbaskere, som ellers kunne være så spændende at læse. Min stille Y-opfordring til de danske forlag skal derfor være: Kast jer ud i det! Udgiv nogle af de teenagemanuskripter, I får tilsendt. Vi vil høre fra Y-generationen. Vi vil høre et dansk hvorfor? Det amerikanske erhvervsliv - og samfundet generelt - har fantastisk store forventninger til generation Y. Ikke kun fordi de er nogle gennemførte shoppe-dyr, der får kasseapparaterne til at klirre, men også fordi der er rigtig mange af dem - faktisk langt over 60 millioner, alt efter hvor man sætter grænsen. Der var et sandt babyboom i 1980'erne, så Amerika er atter kørt i stilling til den store forbrugsfest. Samtidig er der masser af unge til at tage over på arbejdsmarkedet. Men Y'erne kan ikke købes for enhver pris, og det er erhvervslivets store bekymring. Y'erne ved, hvad de vil have. Og det, de vil have i dag, vender de måske ryggen allerede i morgen. De er nemlig børn af en omskiftelig tidsalder, hvor det hele går lynende stærkt, ikke mindst takket være de mange nye elektroniske medier. Desuden kommer der hele tiden nye kulturelle indtryk fra rejser og især fra ind- og udvandring. I USA var det for eksempel for bare en generation siden utænkeligt, at unge hvide imiterede unge sortes livsstil. I dag er det en trend at være wigger - white nigger - ligesom Y-ikonet Eminem. Generation Y skelner nemlig ikke mellem sort og hvidt. De unge er langt mere nuancerede end deres forældre og bedsteforældre i spørgsmålet om kulturel og etnisk opdeling. Begrebet er nærmest udvandet. Verden er blevet lille og global, mens Y'erne er blevet store. Dét har naturligvis haft sin effekt. Ikke kun i Amerika, men også i Danmark er tendensen tydelig. De unge, navnlig i byerne, går ikke i samme grad som deres forældre op i, om deres kammerater eller veninder er etniske tyrkere, pakistanere eller danskere. De er venner, og det er vigtigere end religion og etnisk oprindelse. De mange såkaldte etnolekter i de store byer, hvor tyrkisk, dansk og arabisk blandes sammen i en forunderlig cocktail, vidner om denne udvikling. Y-generationens Danmark er lysår fra bare det Danmark, som de 40-årige X'er var teenagere i. Som den første generation er Y'erne vokset op i et dansk samfund, hvor det er lige så almindeligt at hedde Ali som Ole, og hvor en falafelrulle er en lige så populær frokost som en frikadellemad. Hvis jeg var politiker i Dansk Folkeparti, ville jeg derfor gå rundt og bide negle. For mens DF's kernevælgere efterhånden kan se en ende på livet, så skovler partier som Det Radikale Venstre og Enhedslisten stemmer ind fra de unge Y'er. Her er nemlig nogle politikere, der taler direkte til Y'ernes multikulturelle hjerter. Y-generationen er dog ikke mere socialistisk eller pladderhumanistisk end forrige generationer. Den vil bare have plads til forskellighed - og den kan Y'erne som bekendt ikke hente ude på det yderste højre. Den unge generation har derfor fundet sine egne talerør i form af politikere som Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh) og Mette Frederiksen (S), der selv er ud af generationens allerførste årgange og derfor ved, hvad og hvem de har med at gøre. En del af Y'erne har endnu ikke fået stemmeret. Men det får de inden det næste folketingsvalg, hvis regeringen da ellers holder de næste fire år. Og Y'erne vil lyttes til. Derfor gør partierne meget klogt i at rette fokus mod de yngste vælgere, hvis de vil sikre fremgang ved næste valg. Politikerne skal være lydhøre og svare, når der bliver spurgt hvorfor? Desværre er Y-generationen ikke kun unge, sympatiske tværkulturelle samfundsborgere. Desværre er det forsigtige 'hvorfor?' ikke kun et spædt tegn på oprør mod de autoriteter, der fører krige, forurener og lader stå til. Engang var det en selvfølge, at man gav noget til samfundet. Y'erne vil i udstrakt grad have noget af samfundet. Y'erne er groft sagt en flok egoister, der drømmer om personlig lykke og anerkendelse. Og her ligner Y'erne generation X. Det er ingen hemmelighed, at mange unge kæmper en kamp for at blive berømte tv- eller popstjerner. Man vil ses og høres. Men alt for få af disse berømthedshungrende unge skaber kunst selv. De fremfører den blot for at være på og for at være kendte, og den tendens er usund. Generation Y har livet igennem fået masser af opmærksomhed og penge til at forbruge for. På glubsk vis vil Y'erne have mere af samme skuffe. Opmærksomheden og forbruget er Y-generationens twelve - stoffet, der gør det sjovt at være til i en ikke specielt lykkelig verden. Hvorfor skulle vi give noget til gengæld? spørger Y'erne og trækker usympatisk på skuldrene. Hvorfor? For tiden bliver der talt så meget om videnssamfundet og den kreative klasse. Y'erne er skam kreative takket være det danske uddannelsesvæsen og en lang barndom, men i kulissen lyder det til tider skingre og ucharmerende Y-refræn: 'Mig-mig-mig!'. Og dét er ikke vand på det kreative og innovative videnssamfunds mølle. Videnssamfundet er nemlig lig med fællesskab. Det gælder om at dele sin viden og sine ressourcer med andre - både på verdensplan og på arbejdspladsen. Men man kan frygte, at det må bukke under for egoismen, inden det overhovedet er kommet ordentligt op at stå. Derfor kræver det, at Y'erne lægger mig-mig-mig-tendensen på hylden og i stedet synger os-os-os! Ideen med at betegne en generation med et enkelt bogstav er opstået i Amerika. Måske finder vi her i Danmark med tiden på en bedre definition på alle os, der blev født fra slutningen af 1970'erne og op til begyndelsen af 1990'erne. Men Y'et virker også på dansk, og der knytter sig også nogle danske Y-ord til den nye, unge generation: ydmyghed, ydeevne og ytring. Ydmyghed, fordi vi unge ikke tør gribe ind over for autoriteterne, som vi ellers ikke begriber. Ydeevne, fordi vi skal huske, at man ikke kun bør modtage, men også bidrage. Og ytring, fordi vi savner svar på, hvorfor velstand og omsorg følges så ualmindeligt dårligt ad her i det nye årtusind. Hvorfor?