Folkelige protester og massedemonstrationer mod magthaverne er ikke noget nyt i Ungarn, som har gennemgået et blodigt århundrede med diktatur, fascisme og kommunisme, indtil Berlinmuren faldt og EU-medlemskabet gav løfter om en ny og bedre fremtid. Størst var opstanden i oktober 1956, som udstillede Sovjetunionens brutalitet over for sine lydstater i Østblokken. Den opstand, der sendte 200.000 ungarere på flugt, og som herhjemme gav Dansk Flygtningehjælp sin første store opgave og fik den danske statsradiofoni til at lave indsamlingsshow som tv-underholdning. Men hvad var baggrunden for opstanden i 1956? Hvad var det for en historie, Ungarn da havde gennemlevet? Og hvilke kræfter rørte på sig? For opstanden var ganske vist en heltemodig folkelig protest mod det kommunistiske diktatur, men i det medfølgende kaos vejrede fascisme og antisemitisme endnu en gang morgenluft. Første Verdenskrig efterlod det østrig-ungarske kejserrige i ruiner, og i 1919 udråbte kommunisterne Ungarn som sovjetrepublik. Den røde gardes massehenrettelser og ’røde terror’ kostede et par tusinde dødsofre. Den blev efterfulgt af de nationalkonservatives ’hvide terror’, som på tre måneder henrettede op mod 5.000 og sendte 70.000 i fængsel eller fangelejr. Nu blev kontreadmiral Miklós Horthy udnævnt som rigsforstander i kongeriget Ungarn, hvis trone principielt blot midlertidigt stod tom og ventede på den rette konge. Men der kom ingen konge, og den ultrakonservative Horthy beholdt selv magten i de næste 25 år. Den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne ramte også Ungarn; inflation og massearbejdsløshed dannede grobund for antisemitisme og nationalistiske drømme om genoprejsning. Ved valget i 1939 blev det nazistiske Pilekors-parti valgets næststørste med en fjerdedel af stemmerne. Under krigen forsøgte Ungarn dog, trods sit nære forhold til Nazityskland, at spille på flere heste og holde sig neutralt. I marts 1944 havde Hitler fået nok af Horthys vaklen, og Tyskland besatte Ungarn uden at møde modstand. Den berygtede SS-officer Adolf Eichmann ankom prompte for at iværksætte udryddelsen af de ungarske jøder, og med villig bistand fra ungarske gendarmer gik klapjagten ind. På under to måneder, fra maj til juli 1944, blev 437.402 ungarske jøder deporteret til dødslejrene, næsten alle til Auschwitz. En tredjedel af alle Auschwitz’ dødsofre var ungarske jøder. Den ungarske antisemitisme blev tydelig allerede i 1920 med loven om adgangsbegrænsning til universiteterne for at udelukke jødiske studerende, fulgt af antisemitiske overgreb og overfald. I 1938 kom den første af en række eksplicit antijødiske love, trods kraftige protester fra ledende intellektuelle og kunstnere, herunder komponisterne Bartók og Kodály. I 1939 blev jøder udelukket fra parlamentet og det offentlige liv, i 1941 blev ægteskab mellem jøder og ikke-jøder forbudt, og i 1942 blev det forbudt for jøder at eje fast ejendom. Disse love blev vedtaget af det ungarske parlament i direkte modstrid med den ungarske forfatning. Det var den ungarske premierminister, som beordrede alle jøder at bære den gule stjerne, og det var det kongelige ungarske indenrigsministerium, som 7. april 1944 udtalte, at regeringen nu ville ’rense’ landet for alle jøder. I oktober 1944, da sovjetiske tropper allerede var gået ind i Ungarn, og Nazitysklands dage var talte, forsøgte en presset Horthy at indgå våbenhvile med Sovjetunionen, hvorefter Tyskland tvang ham til at gå af og indsætte den ungarske nazistleder Ferenc Szálasi som både premierminister og statsoverhoved. Og mens den sovjetiske Røde Hær allerede var på vej mod Budapest, oplevede Ungarn under nazistisk diktatur en afsluttende bølge af terror. Nu fortsatte for fuld kraft mordet på jøderne. Hvor smerteligt det end kan være for den ungarske selvforståelse, er det vigtigt at understrege, at det var det ungarske parlament, der vedtog racelovene, den ungarske stat, der gennemførte dem, og ungarsk politi og ungarske gendarmer, der udførte internering og deportation. I intet andet land spillede stat og regering så aktiv en rolle i udryddelsen af sine egne borgere. Fra oktober 1944 og frem blev endnu 110.000 af Budapests jøder dræbt. Mange blev deporteret, mange blev udhungrede tvunget af sted til fods på dødsmarcher fra lejr til lejr, andre blev blot udplyndret, klædt nøgne, tortureret, skudt ved bredden af Donau og kastet i floden. Det lykkedes dog også en del at overleve under udenlandske ambassaders og Røde Kors’ beskyttelse eller skjult af modige landsmænd. Hovedstaden blev omringet og bombarderet af russerne i vinteren 1944-45. Befolkningen sultede, mindst 25.000 civile omkom i bombardementerne, og en fjerdedel af byens huse blev ødelagt, ligesom alle broer over Donau blev sprængt af tyskerne, inden de trak sig ud. 4. april 1945 havde den sovjetiske hær, ikke uden plyndringer og voldtægter, befriet hele det ødelagte og forarmede land. Nu lå Ungarn i Sovjetunionens interessesfære. Der var frie valg i november 1945, hvor kommunisterne led et stort nederlag, men den sovjetiske besættelsesmagt gennemtvang, at kommunisterne fik indenrigsministerposten med kontrol over politiet og statsapparatet. Det hemmelige sikkerhedspoliti ÁVÓ (senere kendt som ÁVH) forfulgte i første omgang fascister og krigsforbrydere, men hurtigt blev begreberne ret elastiske, og hvem som helst kunne risikere at blive arresteret som fjender af staten. Folkedomstole opererede overalt i landet og udstedte dødsdomme ved summariske rettergange. Efter en række opdigtede anklager mod fremtrædende politikere, inklusive premierministeren, trådte regeringen tilbage i maj 1947. Ledende politikere og intellektuelle flygtede, blev fængslet eller deporteret til arbejdslejre i Sovjetunionen. I 1948 var oppositionen knust, og etpartistaten var en realitet. Landets stærke mand var kommunistpartiets generalsekretær, Mátyás Rákosi, som blev centrum for en voldsom personkult efter Stalins mønster. Imens foregik en lang række af politiske skueprocesser, forhør og tortur, henrettelser, deportationer og forsvindinger, med henrettelsen af den tidligere indenrigsminister Rajk og flere andre i oktober 1949 som et foreløbigt højdepunkt. Det nøjagtige antal af fængslede, deporterede og henrettede kendes ikke, men tal som 200.000 er blevet nævnt. Angsten var stor, og alle frygtede alle. I marts 1953 døde Stalin, og under Khrusjtjov begyndte et vist tøbrud. I juni blev Rákosi kaldt til Moskva, og da han vendte hjem igen, var han ikke længere regeringschef. Moskva havde udpeget den mere reformvenlige Imre Nagy, som hurtigt blev populær i befolkningen og ekstremt upopulær blandt høgene i kommunistpartiet under ledelse af Rákosi, som beholdt magten i centralkomiteen og politbureauet. I april 1955 blev Nagy afsat som premierminister og frataget sine poster i partiet; i november blev han ekskluderet af partiet. Men tøbruddet lod sig ikke uden videre standse, og folk forsamledes til offentlige debatmøder med krav om politisk kursændring, ytringsfrihed og rehabilitering af udrensningernes ofre. Fremtrædende forfattere og intellektuelle kritiserede offentligt regimet. Ledelsen i Moskva forsøgte også at påvirke det hårdnakket stalinistiske ungarske kommunistparti i mere reformvenlig retning og udskiftede i juli 1956 Rákosi med Ernö Gerö på posten som partichef. Nogle hundrede af de politiske ofre blev rehabiliteret, men det var ikke nok for befolkningen, som demonstrerede og krævede en statsbegravelse for Rajk og de andre henrettede fra 1949. En folkemængde på over 100.000 mennesker deltog i begravelsen 6. oktober. 23. oktober arrangerede studenter i Budapest en stor demonstration mod regimet med deltagelse af forfattere og intellektuelle. Kravene var blandt andet russisk tilbagetrækning, frie valg og Nagy som regeringschef. Den ungarske nationalsang blev sunget sammen med ’Marseillaisen’ og ’Internationale’, og titusindvis af arbejdere sluttede sig til demonstrationen, som til slut talte 300.000 mennesker. En del af demonstranterne omringede radiohuset, andre partiavisens bygning, mens atter andre væltede den store Stalinstatue. De udkommanderede soldater sluttede sig til demonstranterne. Partiledelsen erklærede undtagelsestilstand og tilkaldte sovjetisk hjælp, og to divisioner fra Den Røde Hær rykkede ind i byen med tanks, hvor de blev mødt af op mod 5.000 af de mest ukuelige oprørere, som udgjorde en lille og dårligt udrustet guerillahær med molotovcocktail, forstærket af deserterede soldater fra den ungarske hær. I fem dage blev der kæmpet i gaderne. Til sidst måtte partiledelsen give efter for det folkelige pres og bede Imre Nagy vende tilbage som premierminister. Gerö blev afsat som leder af partiet og erstattet af János Kádár, og Nagy dannede en ny regering, der inkluderede folk fra den tidligere opposition. Han erklærede, at han ville opløse sikkerhedspolitiet og indlede forhandlinger med Moskva om en tilbagetrækning af de sovjetiske tropper. Kampene var dog endnu ikke helt forbi. Sikkerhedsstyrkerne dræbte 200 fredelige demonstranter foran parlamentsbygningen, centralkomiteens sekretær blev dræbt, officerer fra sikkerhedspolitiet blev lynchet i lygtepælene. Både Rákosi, Gerö og flere andre af de fremtrædende kommunister var jøder, og antisemitismen blussede atter op i befolkningen. 30. oktober erkendte den sovjetiske ledelse sine begåede fejl over for Ungarn og andre af landene i Østblokken og erklærede sig villig til at indgå i forhandlinger om tilstedeværelsen af sovjetiske tropper på ungarsk jord. Men da Nagy 1. november trak Ungarn ud af Warszawapagten og erklærede landet neutralt, arresterede KGB om aftenen 3. november den ungarske forsvarsminister og en række andre, og ved daggry 4. november rykkede mindst 2.000 sovjetiske tanks ind for at knuse den folkelige opstand, som Sovjetunionen kaldte for en fascistisk kontrarevolution. Den ungarske regering bad forgæves Vesten om hjælp, men Jerntæppet var urørligt, USA havde intet ønske om at udfordre Sovjetunionen, og det samme gjaldt Frankrig og Storbritannien, som var travlt optaget af Suezkrisen. Kina havde oprindelig været venligt stemt over for reformlinjen, men skiftede mening og tilskyndede ligefrem til en sovjetisk intervention. Det samme gjorde Tito i Jugoslavien. Absolut ingen kom ungarerne til hjælp, og skønt FN’s generalforsamling protesterede mod invasionen, da den havde fundet sted, var det både for sent og forgæves. János Kádár blev af russerne indsat som ny regeringschef, og folkelige protester og demonstrationer i de følgende måneder blev slået hårdt ned. Imre Nagy søgte tilflugt i den jugoslaviske ambassade, men blev bortført af KGB, dømt til døden for landsforræderi ved en hemmelig proces og henrettet i juni 1958. En lang række ungarske intellektuelle blev henrettet eller fængslet, forsvandt eller begik selvmord. Og undertrykkelsen og terroren var langt værre end både i 1919 og 1945; efter opstanden i 1956 blev mindst 16.000 ungarere dømt og 300 henrettet, måske langt flere. Nogle nævner op mod 2.000 henrettede. Alt i alt kostede opstanden måske op mod 20.000 menneskeliv, titusinder blev fængslet eller deporteret til arbejdslejre i Sovjetunionen, og omkring 200.000 ungarere flygtede ud af landet. I Danmark havde de humanitære organisationer indledt et samarbejde under navnet Dansk Flygtningehjælp, og nu skulle samarbejdet for alvor stå sin praktiske prøve. Der blev samlet penge ind, blandt andet gennem statsradiofoniens store underholdningsshow på radio og tv i marts 1957. Danmark modtog dog i alt kun 1.400 ungarske flygtninge, hvilket ikke var ret mange i forhold til andre lande; heraf kom de første 986 med et særtog, som nåede den danske grænse natten til 1. december. Velkomsten var overstrømmende, flygtningene blev modtaget som antikommunistiske helte og mødt med udstrakte arme, blomster, kager, mad og drikke. Snart kom dog de praktiske problemer med at skaffe boliger og arbejde til de fremmede i et land med boligmangel og arbejdsløshed. Mange emigrerede videre til mere eftertragtede lande som Australien, Canada og USA. Nogle vendte hjem til Ungarn igen, og tilbage i Danmark blev 811 ungarske flygtninge, som efterhånden, og efter de første vanskeligheder, blev integreret i det danske samfund. Blandt ungarerne i Danmark er dirigenten Tamás Vetö, som efter et halvt år som flygtning i Paris kom til Danmark i sommeren i 1957 og siden blev en uundværlig, hædret og prisbelønnet del af dansk musikliv som dirigent ved f.eks. Den Jyske Opera, Det Kongelige Teater og Odense Symfoniorkester – senest med en uforglemmelig opførelse i slutningen af august af Beethovens ’Missa Solemnis’ i Roskilde Domkirke med Radiokoret og det ungarske symfoniorkester fra Szeged. Hvad var hans bevæggrunde til at flygte? Hvad får et menneske til at forlade sit fædreland og alt, hvad han har kært? Han flygtede fra den kommunistiske undertrykkelse og indespærringen bag Jerntæppet, men han flygtede også fra antisemitismen og de fuldstændig ubeherskede kræfter, som fik lov til at herske under og efter opstanden. Pludselig var der fascister fra Horthytiden, som vejrede morgenluft. »Til sidst vovede vi os ud i gaderne af nysgerrighed, og da var det, jeg så folk hænge fra lygtepælene«, fortæller Tamás Vetö. »Der var ingen, der havde kontrol, og det kunne have endt i hvad som helst. Det her var kun elleve år efter krigens slutning. Jeg var kun ni år gammel, da jeg havde set ligene af andre jøder ligge i store bunker ved bredden af Donau. De billeder af dræbte jøder kom frem i erindringen igen. Mindet om min far, deporteret og dræbt. Og jeg vidste, at jeg måtte væk«. Flugten foregik i dybeste hemmelighed om natten over grænsen til Østrig. Bortset fra en rygsæk med lidt tøj, tandbørste og tandpasta medbragte Tamás Vetö partiturer til to koncertprogrammer, Schubert, Weber og Beethoven. Der gik nogen tid, før han fik brug for dem. Men skæbnen bragte ham til Danmark, hvor han med sin ungarske accent og sit paprikastærke temperament har været en uomgængelig skikkelse i dansk musikliv i næsten et halvt århundrede. Og en levende påmindelse om dengang, Danmark modtog sine flygtninge med blomster og åbne arme.