Sidder i Det Kgl. Teater. Ghita Nørby går rundt i spisestuen oppe på scenen og dækker op med hvid dug. Hun spiller den gamle fru Levin. Hun ser nu ikke særligt jødisk ud. Der er mere noget svensk, næsten bergmansk over hende; barmen, frodig, moderlig, det grå hår, der er sat op. Tænker på 'Fanny og Alexander', den store juleaftens familiescene; jeg bliver varm indeni, vemod og lykke, imens Ghita Nørby går og dækker bord i nationalteatret. Den ligger nu ikke ordentligt, dugen. Det er det ene af hjørnerne. Måske har hun ikke selv set det, fra det sted bag spisebordet, hvor hun står; måske har hun i virkeligheden ikke set, at det ene hjørne ikke ligger pænt foldet ned langs siden? Eller måske skal publikum se, at dugen krøller, ikke meget, et hjørne kun. Nok til at gøre os urolige. Så, det var godt! Dugen er på plads, arvesølvet og porcelænet også, man indfinder sig - de to sønner, »min søn doktoren - min søn grossereren«, der er 'Lad dog barnet'-barnet og den højgravide hustru Dina. Og der er prokurist Meyer. »Sikke en kulde der er udenfor«, siger de hele tiden. I stuen er der varmt og hyggeligt, replikkerne er også varme. Til sidst kommer den gamle Levin ind. Patriarken. Familien og nationalscenen holder vejret. Jørgen Reenberg. Vi holder vejret ... i samtlige tre timer. På scenen serverer Ghita Nørby kødbolleduftende suppe, bagefter er der oksebryst og tunge. - »Prøv tungen, Dina - det er min egen!«, siger hun. Det har gamle fru Levin sagt siden urpremieren i 1912. I næsten 100 år. Salen ler. Vi kan trods alt ikke holde vejret hele tiden. Hvorfor holder jeg så meget af netop dette stykke, for ikke at sige - elsker det? Man burde ikke elske det. Henri Nathansens skuespil 'Indenfor murene' er selve national- og hjemstavnsklenodiet i det 20. århundredes danske teater. Naturalistisk, borgerligt, umanerligt gammeldags, trygt ... alt for trygt. Teaterhistorie og folkekomedie i ét: et billede på en familie fra en fjern tid, i et fremmed miljø. Et jødisk, traditionsbundet hjem, som begynder at krølle i hjørnerne, da datteren Esther kommer for sent til middag. Og gør oprør. Man burde være for moderne til at elske det. »Hvad skal vi med familien?«, spurgte Politiken i anledning af Kronikens 100-års jubilæum og indbød hermed til en konkurrence. Hvad skal vi med familien Levin? Stykket ejer noget; et eller andet, jeg savner. Der bliver taget af bordet ... Står i Føtex. Seks barnevogne, så store som tanks, har barrikaderet køledisken. Talende mødre og skrigende småbørn. Prøver at nå frem til et halvt kilo hakket - umuligt. Føtex er indrettet til familier; barnevogne, selv de udbyggede af slagsen, kører smalt gennem det hele, tordner frem gennem storbyens scenarier: Indkøbscentrene, stormagasinerne, caféerne - hele gadebilledet flyder. Alene cykelstierne. I dag sidder børn ikke på et sæde på styrestangen på cyklen, men nede i dybe, brede kasser, rene skraldevogne, som fædrene har hægtet på foran - så vi andre umuligt kan komme forbi. Her sidder børnene jo godt; i øjenhøjde med udstødningsgassen. Senere på ugen: Er inviteret til middag. Med børn. De løber ind og ud ved bordet; samtalen drejer sig om, hvis vi ellers kunne få ørenlyd, hvor dyrt det er nu om dage - med det hele. Om jeg ikke er enig? »Øh«, siger jeg. »Du har måske ikke selv børn?«. Ved titiden falder der nogenlunde ro over bordet. Ja, skal der ryges, siger værtinden, så bliver det på balkonen. Andre gange er man henvist til køkkentrappen. »Du er ikke holdt op endnu«, spørger de. »Øh ...«. De fleste i selskabet har igen lagt deres lån om. - »Det kan jo slet ikke betale sig andet! Hvad med dig?«. »Jeg holder mig nu til de 6 procent«, siger jeg. Og lyder som prokurist Meyer. De sidder i hus. Har bygget ud eller købt ny bil. Nogle har også sommerhus. - »Vi kan jo lige så godt gøre det«, siger ham ved bordenden. »Sommerhuse er den bedste pensionsopsparing!«. - Alle nikker. »Du ser godt ud«. - Hende overfor komplimenterer min borddame. - »Jeg er begyndt at løbe, kunne simpelt hen ikke holde det andet ud«, siger hun. »Jeg er blevet gravid igen«, siger hende overfor og ler. - »Min chef havde ellers sagt, at nu måtte det være slut ...«. »Mere vin?«, spørger værtinden. »Øh ... jo tak!«. »Ellers tak! det var dejligt«, siger de andre. Alle skal tidligt op. - Går tur i Dyrehaven dagen efter. Skoven myldrer ... med klap- og barnevogne. Midt ude på stien står tre par med deres afkom. Fædrene spejler sig i hinanden. Skovens stolte hanner. De ser nu også smarte ud ... med poderne siddende oppe på skulderen. Som en slags gevir. - Det er rentefaldet, de diskuterer. Mødrene ser trætte ud. De tager sig jo af hverdagen. Sætter mig længst væk; ved en gammel, enligt stående eg - lidt solitær er man jo. Tager avisen frem og begynder at læse. Badeværelser er in, står der. Efter køkkenerne er det blevet badeværelsernes tur. - »Det personlige badeværelse«, udtaler en indretningsarkitekt. Tænder en smøg. En toiletrulle er vel for helvede en toiletrulle ... På scenen sidder de to gamle alene. På hans kontor. Han skal fortælle hende om prokurist Meyer, der med høj hat har anmodet om Esthers hånd. Hun skal fortælle ham, at deres datter har valgt at forlove sig ... med en ikke-jøde. Reenberg damper på sin pibe. Nørby holder vejret. - »kal ikke skaffe Esther en mand«, begynder hun. - Han: »Hvem skaffede dig en mand?«. - Hun: »Et Guds under, at det gik«. »Nåh, om hun har noget at beklage sig over?«, spørger han. Salen klukker. Jeg elsker de gamle Levins. Elsker forestillingen om dem. Deres stolthed, deres varme, charmen ved dem. Vender mig uroligt i det røde plys. Men hvad skal vi med familien? Tænker, at man kunne også spørge omvendt: Hvad skulle vi gøre uden familien? Så ville vi jo alle sammen blive familieløse. De gamle Levins får mig altid til at tænke på mine egne bedsteforældre; ikke at de var jødiske, men fordi de også, på deres måde og med deres midler, skabte festen: tobaksskabet i hjørnet med chokoladerne til børnebørnene, duften af min mormors cerut, som hang i hele hjemmet. Smagen af hendes hjemmelavede mad - oksebryst med grøntsager. Min morfar, der tronede for bordenden; med ur i vestelommen. Når resten af familien kom ind fra landet, var der også hvid dug på bordet; ikke så fin som den hos Levins, men alligevel. Der blev dækket til fest. I forestillingen om familien Levin ligger også erindringen om min egen; vemodet over det tabte, glæden over at have siddet med. Nu er familien jo ingen folkekomedie! Nej, netop. Jeg elsker i grunden lige så meget familiedramaet. Det er i det mindste mere ærligt. Hellere dramaet end den forstilte lykke; selviscenesættelsen af den. Elsker de store teaterfamilier ... som altså ikke skal forveksles med nutidens lykkeligt forstilte familieteater. Tænker på familien Ødipus: sønnen, der dræber sin far og går i seng med sin mor, uden at vide det. Højst dramatisk. Meget tragisk. Mindre kan dog gøre det. Festen og (for)faldet. Der kan være en besnærende skønhed og storhed over begge. Whiskyflaskerne og morfinen - og skuespillet - hos familien hos Eugene O'Neill. Familierne hos Lars Norén: underholdende, så længe det varede. Og det varede som bekendt længe hver gang. - Selve familien Thomas Mann: dramaet om dem selv - Tysklands store familiefar, der skrev 'Buddenbrooks' og 'Døden i Venedig' (og flirtede med mænd), hustruen Katia, der måtte på sanatorieophold (fordi hendes mand flirtede med mænd), børnene ... det ene mere oprørsk og dekadent end det andet. Den rene svir og undergang. Elsker sgu de familier! Familien er død i dag, siger nogle. Alligevel har landet oprettet et familieministerium. Familien er altså ikke død. Familien lever, hurra! - Hvor meget eller hvor lidt der end måtte være at råbe hurra for. Engang var familie kultur. Henri Nathansens skuespil handler ikke om andet end netop dette - kultur : Tro og humanisme. Familiekulturen på den ene side, kultursammenstødet på den anden. Hvad handler vor egen tids familier om? Sigende er det, at det er landets forbrugerminister og ikke landets kulturminister, der tager sig af vor tids familier. Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Gad vidst, hvad den gamle Levin ville have sagt til det; at hans egen familie var blevet gjort til et forbrugeranliggende ... Oppe på scenen tager Jørgen Reenberg sig til kalotten og hugger papirkniven i bordet - patriarken: før faldet. Så er der pause. »Mener I det?«, spørger jeg. Er igen til middag. »Ja, selvfølgelig mener vi det, ellers ville vi da aldrig have spurgt dig«, svarer hun og ser over på kæresten. Det er også en hun. »Det er naturligvis sødt af jer, men ...«. Og så over hovedretten. Havtaskekæber. »Du skal jo ikke gå i seng med os«. »Øh ...«. »Skal vi åbne mere vin?« »Ja tak!«. »Det er noget, man ordner på hospitalet nu om dage«. - Den ene hun ser så forelsket over på den anden hun. - »Det er det eneste, vi beder dig om; at sørge for, at barnet får en ordentlig uddannelse. Og dannelse«. »Men børnepenge - og sådan ...«. »Jamen, du skal ikke betale noget! Det klarer vi selv. - Du skal bare være der en gang imellem; som en far«. »Gå i teatret med hende; anbefale hende nogle gode bøger, sørge for, at hun klarer sig godt i skolen«, siger den anden. »Hende?!«. »Vi håber jo«, siger de. Drømmen bider sig fast. »Men så skal hun også have blå øjne og gå i skoleuniform«, siger jeg. - »Og ikke noget med fri opdragelse. - Eller drenge på værelset«. »Du bestemmer!«, siger de. »Men tænk, hvis jeg nu slet ikke kan ...«. »Du skal som sagt ikke i seng med os«. »Nej, nej, men - «. »Selvfølgelig kan du det!«, beslutter den ene. - »Selvfølgelig kan du det - skal vi så have den cognac eller hva'? Skal vi ikke lige fejre det?«. »Ha! Jeg skal være far!«, råber jeg ned i cognacglasset. - »Men hvem af jer skal så egentlig være moren?«. »Mig«, siger hende med cognacen. Bliver pludselig halvædru. - »Alle aviser skriver jo om den faldende sædkvalitet. - Tænk nu, hvis min sædkvalitet er ligesom renten?«. »Hvad fanden taler du om?«, spørger hende med cognacen. - Ringer dagen efter. Sent. »Har tænkt over det. Vil alligevel ikke være far! Egner mig ikke. Egner mig slet, slet ikke. - Nu er det jo heller ingen menneskeret at få børn ... kan vi ikke finde på noget sjovere?«. Tavshed i røret. Var det for hårdt sagt? - Lægger mig tilbage i sengen. Sidder i Det Kgl. Teater. Nyder de sidste scener. - Så uendeligt gammeldags, men ikke musealt. Dertil er stykket og spillet for levende. Forestillingen taler så at sige, bag om replikkerne, til os. Har en smuk, lille dialog kørende med salen. Om den forunderlige, forbandede familie. Både patriarken og datteren overlever. Alt ser ud til at ende lykkeligt. Sådan da. Vender og drejer mig. Kan ikke få tingene, det vil sige familien, til at gå op. Jeg elsker den jo! Elsker mine venners familie. Men er det hele ligesom ikke blevet lidt for sundt; lige lovligt normalt! Det er ikke den samme fest længere. Vi kan og skal vel ikke alle sammen gå rundt og spille far, mor og børn ... alle fem-seks millioner danskere? Parcelhuse og patriciervillaer; pensionsordninger, der bliver nurset . Som små børn. Festen, forbrugsfesten, der skal passes. Men så længe det går godt ... Og det gør det jo. På en måde. Dette nypuritanske, nyliberalistiske, selvfede ordinærsamfund. Ja, nu tager Fanden mig! - Men jeg har jo ret! Familien er kun et symptom; sygdommen sidder i os alle. Overalt. Hvor er alle de utilpassede, sjove, skæve, dekadente eksistenser blevet af? Hvor er det politiske alternativ blevet af? Modidealerne, kulturkampen mod glansbilledet: familien Danmark i glas og ramme. Alle smiler bare og spiller ... og trækker rente. Tilbage sidder Ghita Nørby alene i stuen. - »Lad mit barn blive lykkeligt«, beder hun. Og lyder som et nervøst sammenbrud. En læge, for helvede! Familien Danmark har brug for en doktor. Nogen må redde os fra lykken! Aviserne gør og siger jo heller ikke noget mere; reflekterer ikke længere over den verden, som ingen af os heller længere kan overskue ... og delvis føler os hjemløse i. Det eneste, aviserne kan sige, er: »Det personlige badeværelse«. Der har vi hjemme! Vender blikket en sidste gang op mod scenen. - Naturalisterne bukker. Alle i salen ånder lettet op. Det har været en skøn aften. Klapper mest af - lægen: Mikael Birkkjærs Hugo. Humanisten og sønnen, solisten, der engang har elsket, men ikke brød mure ned; han kunne have gjort det, men turde eller nænnede det vel ikke ... At høre til i de gamle stuer. Hans tavse, helt enorme ensomhed på scenen. Sjælen med dens eneste storhed: den stille ensomhed (Camus). Har lyst til at tude. Forlader Kongens Nytorv - befriet, men indeklemt; som den forvirrede småborger, jeg er. Spræller selv i kødbollesuppen: Det Døde Hav! Jeg elsker jo også de hvide damaskduge og stivede servietter. - Især, når andre gider stryge og stive dem for mig. Elsker familien. Men. For der er jo et men! Det kommer nu. MEN derfor kan man jo godt flå lidt i de nystrøgne, trække dugen væk under selvglæden; vælte et par lykkelige middagsborde; danse på dem. Bare i ny og næ. Så der bliver renset lidt ud i samfunds- og familieidyllen. Og så alle gæsterne - staten med! - får både oksestegen og tungen (helst deres egen) galt i halsen. Kommer det ikke snart, det oprør?