Forfatteren står frem som den, han er

Et nyskabende gennembrud i samtidslitteraturen er tekster, der handler om forfatteren selv og hans eller hendes virkelighed.

Jeg kalder den slags litteratur for fiktionsfri fiktion, og det betyder, at fortæller og forfatter er den samme; at der ikke er nogen opdigtet handling; at de personer, der er med i teksten, er virkelige personer.

Det mest omtalte og læste eksempel er Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min kamp’. Den er modellen for en fiktionsfri fiktion. Enten elsker man den, eller også kan man ikke holde den ud.

Herhjemme har forfatter og rektor på Forfatterskolen Pablo Llambías forsøgt sig i samme modus og så alligevel ikke.

Er Pablo Llambías’ ’Monte Lema’ og ’Hundstein’, som værket hedder, en dansk pendant til Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’?

Modtagelsen af Llambías’ værk har været meget blandet. Det har forvirret og irriteret, at han kalder værket for en samling sonetter. De både er det og er det ikke, ganske som ’Min kamp’ både er og ikke er en roman.

Både Informations Erik Skyum-Nielsen og Politikens Lillian Munk Rösing har været hårde i kritikken. De synes især ’Hundstein’ er kedelig. De er begge ’æstetiske’ læsere. Rösing leder efter poetisk sprog, men finder mest »brugssprog«.

Jeg vil ikke mene, at man om dette værk kan udsige en æstetisk dom. Llambías og Knausgård skriver ikke godt. Bevidst.

Men det fascinerende er, at Llambías allerede har indbygget enhver kritik af værket i værket.

Hvis kritikeren skriver, at han skriver grimt, kommer kritikeren til at citere forfatteren. Kritikerne gentager på den måde værkets selvkritik. Man kan derfor ikke kritisere værket, sådan som man plejer. Der skal en ny kritik til.

Nanna Mogensen, redaktør på ’Skønlitteratur P1’, troede, at værket handlede om Pablo Llambías, ligesom ’Min kamp’ handler om Karl Ove Knausgård, men det gjorde det så ikke. Eller gør det?

Hun ville gerne snakke både med og om Pablo Llambías, fordi han er hovedperson i dette epokegørende selvbiografiske værk. Han ville ikke tale om sig selv, for han er ikke identisk med den rektor for Forfatterskolen, der i værket skriver om sit liv og om en lang række virkeligt eksisterende personer.

Han siger til hende: »Det er ren fiktion«. Passer det nu?

Er der to Pablo’er? Den skrivende og den skrevne? Og er der virkelig ingen forbindelse mellem virkelighedens og tekstens Pablo? Meget tyder ellers på det.

Han skriver selv et sted, at teksten ’afspejler’ det liv, han lever. Det kan være ironisk. Det er en slidt metafor. Hvad er han ude på?

For mig fremstår digtet i sin helhed som et nyromantisk bekendelsesværk i stil med William Wordsworths ’The Prelude’ – et værk, han kender godt.

Det handler om poesi, skriveproblemer, sygdom og ulykkelig kærlighed.

Dog taler Llambías om sit værk – uden for værket – som om det var et modernistisk digt, hvor jeget er en maske.

Metasproget er (post)moderne, sproget er romantisk eller hverdagsagtigt. Ligesom Wordsworth – der heller ikke skelnede mellem poesi og prosa.

Karl Ove Knausgårds romansuite ’Min kamp’ er en begivenhed i nordisk litteratur. Han lægger ikke skjul på, at den handler om ham selv i de første to og den sidste bog, mens dem midtimellem handler om »en Karl Ove«.

Linda i romanen er hans kone, Linda, i virkeligheden. Så enkelt er det. Hvorfor har så mange så svært ved at acceptere det?

Det viser sig, at de fleste læsere, især når de har forlæst sig på en smule litteraturteori, tror, der findes en lov, som siger, at man skal skelne mellem forfatter og fortæller, og har lært, at litteratur er fiktion.

De vil vide, at Pablo ikke er Pablo. De vil finde det irrelevant, at han er født i Svenstrup – samme sted som Søren Espersen, hvis far var lærer dér – at han flyttede til Gug og gik på gymnasium i Aalborg.

Gug er en hønsegård, der godt kan fostre svaner. Heldigvis hed han noget, der var anderledes, selv om de måske blot kaldte ham Henrik i Gug. Kun i en enkelt sonet dukker Gug op – men nu er byen på det litterære danmarkskort.

Har vi her at gøre med to værker, der ligner hinanden på utallige punkter, men som også er radikalt forskellige?

I al fald kan vi konstatere, at ’Min kamp’ efterlignes, den inspirerer, den hades, den kritiseres, der konkurreres med den, den bremser kreativiteten, den er en hindring og en udfordring.

Den var en skelsættende begivenhed på samme måde som James Joyces ’Ulysses’ og T.S. Eliots ’The Wast Land’ var i 1922.

Forfattere kunne enten efterligne dem eller forsøge at overgå dem.

Pablo Llambías har taget kampen med ’Min kamp’ op med ’Monte Lema’ og ’Hundstein’. Han har ikke vundet kampen, men det er lige ved.

Ligesom ’Min kamp’ vil blive et monument i norsk litteratur, tror jeg, det samme bliver tilfældet med Llambías’ to bjergbøger. Han håber det selv.

Jeg vil håbe, at Llambías fortsætter med tusinder af sonetter i fremtiden, sådan som han lover eller drømmer om. Jeg venter på bind tre. ’Zugspitze’ kunne han kalde det.

’Min kamp’ satte den svenske Stig Larsson i gang igen. Larsson var næsten helt gået i stå som forfatter. Han kunne nu skrive en lang, dagbogslignende, selvbiografisk ikkefiktiv roman: ’När det känns att det håller på ta slut’. I den diskuteres Knausgård.

Og den norske Profil-modernist Ole Robert Sunde afsluttede sin lange selvbiografiske romanserie med romanen ’Krigen var min families historie’ med to bemærkninger: at han siden 1984 har gjort det samme som Knausgård, uden at nogen har opdaget det, samt at han, Sunde, skriver bedre end Knausgård.

Sunde har faktisk delvis ret. Både Larsson og Sunde er smalle forfattere, som man siger.

Knausgård gør op med den slags litteratur. Han er antimodernist. Llambías er her ikke helt sammenlignelig. Han sidder i en magtstilling.

Han er mere en systemets mand end de andre, og han er erklæret socialist, hvad det så ellers betyder. De tre andre har været og er mere fritsvævende digtere.

Llambías har, kan man se, før været i gang med at nærme sig virkeligheden.

Romanen ’Et ukendt barn’ (2005) er ligefrem selvbiografisk. Hovedpersonen synes at være lig fortælleren. Han skifter lidt spor med ’Kærlighedens veje og vildveje’, der er en sofistikeret udgave af de populære fan-fictions, hvor en fan skriver videre på en roman, som han eller hun beundrer.

Den er en ny udgave af Suzanne Brøggers ’Fri os fra kærligheden’. Den er Llambías’ forsøg på at være ukreativ eller konceptuel.

Han skriver som norske Tomas Espedal ’imod kunsten’. Han forsøger ligesom Espedal og Knausgård ikke at skrive godt, så folk bagefter forhindres i at sige: ’Han skriver godt’. Han har helt opgivet troen på, at der findes et poetisk sprog.

Ligesom Claus Carstensen ikke kan male, kan Llambías ikke skrive. Og dette er ikke en værdidom. Man kan kalde sonetterne sonetter eller lade være: Det gør ingen forskel.

Knausgårds roman er en fiktionsfri fiktion. Hvad der menes, har mange haft svært ved at forstå – især mine studerende. De er nemlig overbeviste om, at alt er fiktion, eller at litteratur er fiktion. De er nietzscheanere.

Fiktionsfri fiktion betyder kort sagt, at romanens personer er virkeligt eksisterende personer; at der ikke er en opdigtet handling, samt at de steder, hvor romanen foregår, er virkelige steder.

På den måde forekommer Llambías’ værk fiktionsfrit.

Når han f.eks. fortæller om, at Hans Hertel skal holde foredrag på Forfatterskolen, og at han er flov over, at der er så få studerende, hvorfor i al verden skulle det være fiktion?

Knausgård og Llambías synes også at dele fiktionstrætheden. De orker ikke at læse om opdigtede personers liv og færden.

Llambías fortæller et sted, at han ikke gad læse mere i Lars Saaby Christensens lange roman, ’Halvbroren’. Fiktionsfri fiktion appellerer til fiktionstrætte.

Jeg kedede mig ikke et minut ved læsningen af Llambías, fordi det ikke ligner litteratur; og fordi det er autentisk, og fordi det handler om litteratur.

Jeg kan tage fejl. Måske er det fiktion fra ende til anden. Llambías har ikke været syg; han har ikke været på ophold hos en guru, Kenneth Sørensen, og en astrolog, Vita Storborg. Han har ikke været kæreste med denne L eller T, hvis identitet er skjult, men som en del kender.

En dag, når litteraturhistorien skrives, kommer det frem.

Fiktion er til for at beskytte virkelige personer, og Llambías tager hensyn til sine kvinder, men han nævner ellers mange navne på virkelige personer, især forfattere.

På det punkt ligner digtning videnskab, hvor det nu gælder om at blive nævnt så ofte som muligt. Llambías kredser ofte om, hvem der skal med i ’bogen’, og hvem der ikke skal. Han frygter retssager.

Som Tomas Espedal har sagt:

»I dag skal der være en jurist til stede, når en bog udgives«.

Det underlige er: Hvis en forfatter lover at tale sandt i en roman, reagerer de fleste med mistro. De stoler ikke på forfatterens løfte eller talehandling.

Og omvendt: Hvis en forfatter erklærer, at det hele er fiktion, reagerer vi spontant med, at det nok heller ikke passer; det handler om forfatteren selv. Han vil skjule noget. Vi er blevet snydt så ofte.

Vi ved godt, at Jante i Aksel Sandemoses ’En flyktning krysser sitt spor’ er lig med Nykøbing Mors, men når vi hos Knud Romer læser om Nykøbing Falster, skal vi gå ud fra, at det er hele er fiktion.

Erling Jepsen lovede, at alle – han skrev »alle« – personerne i hans ’Kunsten at græde i kor’ var opdigtede: faderen, søsteren, moderen osv. Der fandt ikke incest sted i familien. Vi tror ham ikke.

Optagethed af fiktionalitet begyndte med postmodernismen i litteraturen – især den engelsktalende verdens.

I begyndelsen talte man mest om ’fabulators’, om ’beatutiful liars’, om ’metafiction’ og så efterhånden blot ’fictionality’.

Det var på det tidspunkt, man var overbevist om, at litteraturen ikke kunne gengive virkeligheden. Litteraturens fiktionalitet kunne dermed afsløre selve virkelighedens fiktioner.

Den dekonstruktive mestertænker Paul de Man identificerede fiktion og litteratur og retorik. Litteraturen er det sprog, der véd, at tegn og mening aldrig kan falde sammen. Den véd, at vi ikke kan sige, hvad vi mener.

Jeg nævner denne Paul de Man, fordi han nævnes hos både Llambías og Knausgård.

Knausgård kalder ham ’Paul the Man’. I første omgang kunne han være forskellen på de to. Knausgård kæmper en kamp mod den postmoderne litteraturteori; men det gør Llambías tilsyneladende ikke.

Det kunne være fristende at sige: ’Min kamp’ er teorifri, men ’Hundstein’ og ’Monte Lema’ er teoretisk; alligevel ligner de to værker hinanden på næsten alle andre områder.

Vi ved, at en stor gruppe mistænker Knausgård for at lyve. Det er fiktion, tror de. Og vi kan forestille os en gruppe, der mistænker Llambías for at tale sandt. Det er ikke fiktion. Det passer. Det ligner. Sådan har jeg det.

Paul de Man skrev et uhyre vanskeligt skrift om selvbiografien som ’de-facement’, dvs. som at tabe ansigt. Massevis af litteraturstuderende har kæmpet sig igennem det skrift.

Llambías gengiver i nogle sonetter Paul de Mans essay. Han bruger selv også figuren at tabe ansigt. Han taber det hele tiden, og det er enten en figur eller en reference til virkeligheden.

De-facement eller ’disfiguration’ er det, jeg kalder fiktionsfri. De Man siger også – og her er det lidt svært – at i selvbiografien er der en mulig konvergens mellem det æstetiske og det historiske. Det er denne mulige konvergens, der har forvirret kritikerne, der vil adskille de to.

Llambías’ tekst handler om litteratur, forfatter og litteraturteori. Det gør ’Min kamp’ også. ’Monte Lema’ og ’Hundstein’ handler i den grad om litteratur uden at være det.

Der er ikke noget mere poetisk, romantisk, sublimt og litterært end at begynde med at vandre i Alperne – det gjorde Wordsworth også – og at tænke over livet og døden netop dér.

Kunne vi i første omgang lege med den hypotese, at Llambías har skrevet en selvbiografi, sådan som Paul de Man beskrev den?

Nye digte skal have en poetik som præludium. Det havde Knausgårds roman også. Han forklarer, hvordan hans angreb på fiktion og fortælling skal forstås.

Llambías indleder med en antiformalistisk poetik, og en poetik er dels et forsvar for poesien, dels en beskrivelse af, hvad der gør poesien poetisk. Han er klar over, at han er i gang med noget nyt og anderledes:

Bogen, vi læser, er en »milestone«, skriver han. Den er noget ’helt andet’.

Han har ret. Igen gælder det, at de fleste læser det nye værk og kommer hurtigt til den trætte postmoderne konklusion, at det er set før. Alt er fiktion. Intet nyt under solen. Det er set før, som Lillian Munk Rösing siger.

Der findes danske forløbere for den nye litteratur. Henrik Stangerup og Suzanne Brøgger. To af Llambías’ helte, men det var især Lars Norén, der i Norden satte den ny bølge af fiktionsfri fiktioner i gang.

Han udsendte sine dagbøger som romaner. Han er ulykkeligt forelsket; han er syg, han nævner en masse navne på kendte svenskere. Han diskuterer dramaturgi. Knausgård læste disse dagbøger, Llambías har også.

’Monte Lema’ og ’Hundstein’ er jo dagbøger, men Knausgård har smidt sine væk. Da rektor Llambías sad over for direktør Johannes Riis, sker der det her:

»Det er en slags Knausgård, siger Johannes Riis. Ja, nikker jeg betydningsfuldt. Måske de kaster sig over det, fordi de tror, det er en slags Knausgård. I virkelig heden ligger det bare«.

Hvorfor »betydningsfuldt«? Spiller han lidt en rolle over for Johannes Riis, hvad han nu afslører? Og tror han, at hvis de – er det dem på Gyldendal? – tror, det er en slags Knausgård, så vil de udgive bogen?

Hvad er det, der bare »ligger«. Det kan enten betyde, at de ikke har læst det, eller hvad nu hvis det er en trykfejl: I virkeligheden ligner det bare (Knausgård). Llambías kunne vel drømme om, at en dag vil Johannes Riis til en debutant sige: Det er en slags Llambías.

For det hele er da en slags Knausgård blandet med Sylvia Plath, der skrev om sygdom, og Kierkegaard, der skrev om angsten.

Da forfatteren og veninden Katrine Grünfeld havde læst de første 250 sonetter, spurgte hun ham om, hvad han ville. Og han svarer uironisk:

»Jeg vil gerne berøre folk, sådan som Knausgård/ berører folk. Jeg vil gerne give dem en følelsesmæssig oplevelse. Dertil kommer, at jeg gerne vil stå frem, som den jeg er, og fortælle noget om angst, hvad det vil sige«.

Det er netop, hvad han har gjort, og bemærk, hvor romantisk sproget er. Og ligesom Knausgård græder Llambías hele tiden.

Nu har vi vor egen Knausgård. Llambías citerer Knud Sørensen, der vil skrive noget, der er sandt.

Det løfte kan han skrive under på – eller ikke helt; som i denne Llambiás’ egen beskrivelse af værket: dyneløfteri, løgn og sandhed. Det er Llambías’ definition af fiktionsfri fiktion.