Et nyskabende gennembrud i samtidslitteraturen er tekster, der handler om forfatteren selv og hans eller hendes virkelighed.
Jeg kalder den slags litteratur for fiktionsfri fiktion, og det betyder, at fortæller og forfatter er den samme; at der ikke er nogen opdigtet handling; at de personer, der er med i teksten, er virkelige personer.
Det mest omtalte og læste eksempel er Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ’Min kamp’. Den er modellen for en fiktionsfri fiktion. Enten elsker man den, eller også kan man ikke holde den ud.
Herhjemme har forfatter og rektor på Forfatterskolen Pablo Llambías forsøgt sig i samme modus og så alligevel ikke.
Er Pablo Llambías’ ’Monte Lema’ og ’Hundstein’, som værket hedder, en dansk pendant til Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’?
Modtagelsen af Llambías’ værk har været meget blandet. Det har forvirret og irriteret, at han kalder værket for en samling sonetter. De både er det og er det ikke, ganske som ’Min kamp’ både er og ikke er en roman.
Både Informations Erik Skyum-Nielsen og Politikens Lillian Munk Rösing har været hårde i kritikken. De synes især ’Hundstein’ er kedelig. De er begge ’æstetiske’ læsere. Rösing leder efter poetisk sprog, men finder mest »brugssprog«.
Jeg vil ikke mene, at man om dette værk kan udsige en æstetisk dom. Llambías og Knausgård skriver ikke godt. Bevidst.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar