0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gavens gåde

Kan vi i dag overhovedet forstå, hvad det vil sige at give uden at opfatte gaven som en vare, der skal sælges eller byttes, forstår vi at anerkende hinanden uden at gøre det af frygt?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kan vi i dag overhovedet forstå, hvad det vil sige at give uden at opfatte gaven som en vare, der skal sælges eller byttes, forstår vi at anerkende hinanden uden at gøre det af frygt? Den 90-årige franske filosof holdt i fredags forelæsning på Danmarks Pædagogiske Universitet.Her bringes essensen.

Mit foredrag vil handle om kampen om anerkendelse og gavens økonomi. At sætte disse to fænomener i forhold til hinanden kan synes at være som at ville forene ild og vand, 'kamp' og 'gave'. Men det er selve ordet 'anerkendelse', 'den gensidige anerkendelse', der er tale om.

Anerkendelsesbegrebet er kommet ind i filosofien takket være den tyske filosof Hegel som et væsentligt begreb næsten fra begyndelsen af hans filosofiske forfatterskab i Jena-årene 1802-1806. Jeg vil kort omtale disse skrifter, især sådan som de er blevet taget op af en ny forskergeneration.

Men hvis vi kun holder os inden for anerkendelseskampens horisont, skaber vi et umætteligt ønske, et stadig stigende krav. Derfor spørger jeg, om vi ikke også fra vores dagligliv har en erfaring af at være virkelig anerkendt i en udveksling, nemlig i udvekslingen af gaver. Jeg gør altså et forsøg på at supplere og korrigere den oprindelige voldelige idé om kampen med den ikke-voldelige idé om gaven.

Den konstante modstander, som den politiske filosofi har forsøgt at bekæmpe, er Thomas Hobbes' bog 'Leviathan' fra 1651. Hobbes' idé er, at i 'naturtilstanden' drives mennesker kun af frygt for den voldsomme død for den andens hånd. De lidenskaber, der dominerer denne frygt, er konkurrence, mistillid, diffidence og ære. Og det er denne mistillid, som jeg ser anerkendelsen som modstykke til. For at komme ud af naturtilstanden er løsningen ifølge Hobbes en kontrakt mellem folk, der af frygt overgiver sig til en suveræn, og så kan et kunstgreb, nemlig staten, fremstilles som Det Store Bæst, Leviathan, der tales om i Jobs bog.

Det spørgsmål, man har stillet Hobbes, er, om der kunne være et andet moralsk grundlag, som man kan hævde, giver den store politiske sag en menneskelig, humanistisk vision. Det er på den linje, den unge Hegel placerer sig, men bag ham er den store tradition for naturret med sin idé om menneskets oprindelige moralske anlæg.

Denne naturretstradition (Pufendorf, Locke og Leibniz), der tillægger menneskets natur en moralsk kvalitet, er den første reaktion på Hobbes. Den anden reaktion er naturligvis Immanuel Kant med hans idé om selvbestemmelse, hvilket egentlig vil sige, at selvet og normen er oprindeligt og absolut forbundne, så der dannes en kategorisk fordring, der ikke kan udledes af frygten, men grundlægger etikken.

Nu er problemet, hvordan man skal uddrage en politisk filosofi af selvbestemmelsesprincippet, og derfor nævner jeg en tredje og sidste reaktion, den store filosof, der måske er den sværest tilgængelige i hele den tyske filosofi, J.G. Fichte. Han har som den første (i 1796) knyttet ideen om selvrefleksion til en idé om opmærksomhed over for den anden. Denne gensidige bestemmelse af selvbevidsthed og fællesskabsbevidsthed - det er Fichtes værk.

Jeg kan tilføje, at blandt Hegels inspirationer er også en grænseløs beundring for den græske bystat og ideen om at genfinde den skønne stad på modernitetens vilkår.

Der er altså en vilje hos Hegel til at konkretisere menneskenes praksis og ikke blot tale om deres abstrakte og moralske pligter. På dette projekt indpodes en metode, der består i at fremkalde det negative, dvs. alt det, som på en eller anden måde opfatter nejet til noget som drivkraften i udviklingen af ideer og handlemåder. Til grund for det politiske ligger således udfrielsen af frygten takket være den levende og aktive negativitet, der frembringer stadig rigere institutioner, som dannes omkring familien og det borgerlige samfund og kulminerer i det politiske samfund.

Der hersker her stor uenighed om, hvorvidt beskrivelsen og konstruktionen af den hegelske stat endnu er belastet af gensidig mistillid, og det er det, jeg vil tale om i sammenhæng med forsøgene på en ny læsning af den.

Disse forsøg på at give den unge Hegels filosofi fornyet aktualitet sker ved at genfinde, hvad der i vores erfaring konkret svarer til det negative hos Hegel. Jeg har hentet nøglebegrebet i Axel Honneths bog 'Kamp om anerkendelse' (1992). Det er begrebet om foragt,Missachtung, der er den negative erfaring, hvorved vi opdager vores eget ønske om anerkendelse.

Honneth præsenterer os for tre modeller for anerkendelse: først på følelsernes niveau, derefter på det retslige niveau og sidst på det politiske niveau.

Den første model under kærlighedens fortegn implicerer de stærke følelsesmæssige bånd mellem et begrænset antal personer. Dette førretslige plan er værd at analysere i alle sine dimensioner på grund af den overfældende rigdom af negative følelser, det indeholder. I dag finder vi ganske vist i psykoanalysen, som Hegel naturligvis ikke havde den mindste anelse om, meget, der i fuldt mål genlyder af det grundlæggende følelseslivs negative komponenter, f.eks. følelserne af forladthed, hjælpeløshed og ulykke, der optræder forud for dannelsen af ødipuskomplekset. Erhvervelsen af styrke til ensomhed ud fra forladtheden og truslen om forladthed udgør for Honneth det, der bedst i nutidig modernitet svarer til den hegelske analyse.

Jeg springer nu til den anden ende af dialektikken i konflikten om anerkendelse. Her handler det om noget hinsides den retslige anerkendelse, nemlig ideen om, at jeg kun er mig selv på betingelse af, at jeg opretholder gensidigt konstruktive forhold til den anden, ikke blot som i den tidlige barndom ved at blive i stand til at være alene for at undgå truslerne om forladthed, men nu over for den sociale foragt, der er den nye form for negativitet.

Man kan her tale om ulykkerne i vores nutidige samfund, som Hegel i øvrigt klart havde foregrebet i sin analyse af det borgerlige samfund, hvor han påviste, at dette samfund, der væsentligt er kendetegnet ved industrialiseringen, netop ved den magt, det opnår i den industrielle epoke, samtidig producerer fattigdommen. I princippet er vi lige som borgere, lige for loven, og dog er der ulighed i fordelingen af goderne. Det er en slags uoverskridelig grænse for vores nutidige samfund, hvor demokratiske de end er.

Stillet over for denne uklare grænse mellem manglen på social anerkendelse som følge af voksende uligheder og livet i et samfund med lige rettigheder spørger jeg mig selv, om ideen om kamp nu også er den sidste idé. At ville være anerkendt gennem en kamp om anerkendelse, er det ikke et ubegrænset krav, altså en slags ulykkelig bevidsthed som civilisationsprodukt?

For at afværge denne moderne lidelse af ulykkelig bevidsthed og den fare for tragedier, som følger med, har jeg tænkt mig at sammenkoble motiveringerne for den uophørlige kamp og de utvivlsomt sjældne, men værdifulde erfaringer af anerkendelse, som opleves lykkelige.

Af den grund er jeg vendt tilbage til overvejelser om gaven. Som bekendt findes der et stort værk om 'Gaven' af Marcel Mauss. Han skildrer de samfund, han kalder arkaiske, ikke i betydningen barbariske, men i den betydning, at de ikke er indgået i udviklingen af den almindelige civilisation. Dette er vigtigt, fordi mit problem er, om gaven forbliver et arkaisk fænomen, eller om vi kan genfinde moderne fænomener, der svarer til det, Marcel Mauss fortræffeligt har beskrevet som gavens økonomi. Men for ham drejer det sig netop om økonomi, dvs. han ser gaven på linje med markedsøkonomien, hvoraf den er en særlig arkaisk form, og netop fordi den er en arkaisk form for økonomi, elimineres den af den moderne verden fra markedsøkonomien.

Genlæsningen af Mauss er i dag foretaget i en bog af Marcel Hénaff, der har titlen 'Sandhedens pris' og undertitlen 'Gaven, pengene, filosofien'. Mauss havde godt set, at der var noget mærkværdigt i disse arkaiske livsformer, der ikke førte gaveudvekslingen i retning af markedsøkonomien, men befandt sig på et helt andet plan: Den havde en ceremoniel karakter.

Udvekslingens ceremonielle karakter fandt ikke sted i de almindelige daglige vareudvekslinger, som disse folk var helt bekendt med som byttehandel eller endda som køb og salg med en slags penge. Men, som Hénaff understreger, er det, der gives i udvekslingen, ikke nogen form for penge, ikke et betalingsmiddel, men hvad?

Lad os genoptage Mauss' analyse på det sted, hvor den standser op over for en gåde, som han kalder gavens gåde. Den består i følgende. Gaven kalder på en tilsvarende gave. Og det store problem for Marcel Mauss er slet ikke: Hvorfor skal man give noget? Men: Hvorfor skal man give igen? Den løsning, Marcel Mauss har givet på gåden, bestod i at overtage den forklaring, som disse folk selv gav. De sagde, at der i den ting, der udveksles, er en magisk kraft, der tvinger den til at cirkulere og vende tilbage til sin oprindelse.

Men den fortolkning, som Marcel Hénaff giver, er, at det ikke er en magisk kraft i gaven, som tvinger den til at vende tilbage, men dens karakter af erstatning og pant. Det betyder, at den ting, der gives, hvad den end er, kun er erstatningen for en tavs anerkendelse, dvs. at det er giveren, der giver sig selv gennem gaven som erstatning, og samtidig er gaven pantet på genoprettelsen. Gavens funktion ligger i virkeligheden ikke i den givne ting, men i forholdet giver-gavemodtager, nemlig i en tavs anerkendelse, der symbolsk udtrykkes i gaven.

Denne idé vil jeg konfrontere med Hegels analyser af kampen. To personers gensidige symbolske anerkendelse af hinanden i gaveudvekslingen foregår ikke ved deres spekulative erkendelses sprog, men med deres gestussprog. Den gestus at give en gave konstruerer anerkendelsen igennem en ting, der symboliserer forholdet mellem giver og gavemodtager.

Det, som støtter denne fortolkning, er, at man kan sætte den i forhold til vores erfaring af det, der ikke har en pris, det ubetalelige. I gaveforholdet erfares, at der er noget uden for enhver pris, og det er knyttet til ideen om sandheden. Deraf titlen på Hénaffs bog, 'Sandhedens pris', der i virkeligheden handler om sandheden, som man ikke kan prissætte.

Den grundlæggende erfaring er her udtrykt i Sokrates' udsagn over for sofisterne: »Jeg underviser i sandheden uden at blive betalt for det«. Sofisterne var de professorer, som man aflønnede, ligesom vi er det i dag. Vi ligger mere på linje med sofisterne end med Sokrates. Men et problem er blevet opstillet: Der er et fjendtligt forhold mellem sandheden eller det, man tror, er sandheden, det, der undervises i som sandhed på den ene side og pengene på den anden, og dette forhold har selv en lang historie, eftersom penge kun er simple symboler for lighed i værdi, men penge er selv blevet en ting af værdi og har taget form som kapital.

At penge således på en måde er blevet den universelle ting som betalingsmiddel, skærper konflikten mellem sandheden og pengene til det yderste. Her henviser Hénaff til den betydelige tyske sociolog Georg Simmel, der skrev en bog om 'Pengenes filosofi' (1900). I denne bog lovpriser Simmel pengenes rolle i civilisationen, nemlig at de udgør det universelle udvekslingsmiddel og således på en måde omfatter alle processer for universalisering. Det er det, vi i øjeblikket oplever som globalisering. Men det første globaliseringsfænomen er pengenes cirkulation, og Simmel går så vidt som til at hævde, at de er symbol på friheden, i den forstand at man kan købe hvad som helst med penge.

Men samtidig viser Simmel noget uhyggeligt, som Sokrates havde forudset, nemlig at begæret efter penge er en umættelig tørst. Han genfinder det, som alle moralister har stemplet som havesyge og umættelighed. Deraf kommer den frigørende betydning i vores forhold til de goder, der ikke er på markedet - tænk på titlen på omslaget til et nyligt nummer af tidsskriftet Esprit, der stillede det foruroligende spørgsmål: 'Findes der endnu goder uden for markedet?'.

Min idé er, at vi i de nutidige og daglige former for ceremoniel udveksling af gaver har en model for en anerkendelsespraksis, der er ikkevoldelig. Der er her brug for en undersøgelse af de diskrete former for anerkendelse i høfligheden, men også i det festlige, og jeg mener, at et af de store spørgsmål er: Har forskellen på hverdag og fest ikke en grundlæggende betydning?, som om der kunne være en slags ophold i jagten på produktion og berigelse, et ophold, som på en måde gør det festlige til et ikkevoldeligt modstykke til vores kamp for at blive anerkendt, fordi man kan sige, at i foræringen og udvekslingen af velgerninger har vi en levende erfaring af anerkendelse; vi ligger ikke mere under for et umætteligt behov, men vi besidder på en måde den stille lykke at være anerkendende og blive anerkendt. Eftersom ordet anerkendelse på fransk - reconnaissance - betyder to ting, dels anerkendelse af det, man er, en anerkendelse af ens identitet, dels taknemmelighed, kan man sige, at der foregår en udveksling af taknemmelighed i foræringen.

Til slutet spørgsmål, som er mit eget personlige spørgsmål: Hvor langt kan man gå i at tillægge disse sjældne erfaringer en grundlæggende betydning? Jeg vil være tilbøjelig til at sige, at så langt, som vi har en fornemmelse for det hellige og for ceremoniens ikkedaglige karakter, er der i udvekslingens ceremonielle karakter et løfte, der angiver, at vi i det mindste én gang i vores liv er blevet anerkendt. Hvis vi aldrig havde haft denne erfaring af at være anerkendt, af anerkendelse i den ceremonielle udvekslings taknemmelighed, ville vi være voldelige i kampen om anerkendelse. Det er disse sjældne erfaringer, der hindrer kampen om anerkendelse i at falde tilbage i den voldelighed, Hobbes talte om.


Oversættelse, forkortelse og bearbejdelse ved Peter Kemp. Den i Kroniken omtalte Marcel Hénaff er dansk dr.phil.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts