0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi var fremmede i Argentina

Kronikøren har undervist danske indvandrere i Argentina. Nu, 50 år senere, er dansk på retur. De unge er blevet argentinere. Det tog mere end hundrede år. Kan vi lære noget af det?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I de senere år, og med stigende intensitet i den sidste tid, har medierne beskæftiget sig med de folk af fremmed herkomst, som af forskellige grunde har søgt ophold her i landet. Det, som har interesseret mig, er de forventninger og krav, som både det officielle Danmark og den menige dansker har til de fremmede, for at de kan godkendes som ligeværdige borgere i landet. For jeg har selv engang været indvandrer. Ikke her i landet, men i Argentina, og det er ganske vist længe siden, først i 1950'erne; alligevel kan en sammenligning måske interessere. Jeg er dansker; det vil sige, mine forældre er begge født her i landet, og jeg har en lang række forfædre blandt bønder, indsiddere og håndværkere, mest fra Jylland og Fyn. Men min ene oldefader var svensk sømand fra Kalmar; en anden var indvandret fra Holsten; og min hustru var efterkommer af franske huguenotter. Pæredansk helt igennem.

Skønt jeg kunne godtgøre, at jeg ville blive garanteret fast lønnet arbejde, var det aldeles ikke ukompliceret at få indrejsetilladelse i Argentina. Det var jo i Perons og Evitas ægide, og der var en voksende nationalfølelse, især vendt mod englændere; det var allerede dengang Las Malvinas eller Falklandsøerne, der var stridens genstand. Det kostede mig flere besøg hos de argentinske myndigheder her i landet, før man anså mig for værdig nok.

Her skal nævnes nogle af de papirer, der skønnedes nødvendige:

1) En pletfri straffeattest.

2) En af konsulatet udstedt attest på, at jeg kunne læse og skrive.

3) Et papir med fingeraftryk af samtlige fingre.

4) En negativ trachoma-attest (trachoma er en i Sydamerika frygtet øjensygdom).

5) Et af konsulatet udfærdiget identifikationspapir med oplysninger om navn, fødested, udseende og så videre, forsynet med fingeraftryk af højre pegefinger.

6) Lægeattest, med argentinsk og dansk tekst, udfyldt af min egen læge. Jeg citerer af teksten:

»Undertegnede autoriserede læge attesterer, efter at have undersøgt xxx, hvis fotografi er anbragt på attesten, at han ikke lider af tuberkulose, lepra, trachoma, asiatisk kolera eller gul feber eller anden smitsom sygdom. Han lider ikke af blindhed, er ikke døvstum, lam eller mangler brugen af begge arme eller højre arm alene. Han har den fulde brug af begge ben og lider ikke af nogen legemsfejl, som forringer hans arbejdsevne. Han er ikke idiot, åndssvag, epileptiker eller sindssyg«.

Nedenunder attesterer det danske politi, at min læge er autoriseret, at det vedhæftede billede forestiller mig, og at jeg ikke vides at have været tigger og ikke tidligere har lidt af sindssygdom. Man må vel - i menneskelighedens navn - være glad for, at proceduren for indvandring i Danmark er knap så rigoristisk! Det er vel til at forstå, at jeg var dybt lettet over at være erklæret så normal.

Mit arbejde var at undervise danske udvandreres børn og børnebørn i dansk på det danskejede Colegio Argentino-Danes et halvt hundrede kilometer fra byen Tres Arroyos på den argentinske pampa.

Danskernes indvandring i Argentina var begyndt i midten af 1800-tallet med lollikken Hans Fugl, der slog sig op som møller og endte som borgmester i Tandil. Han fik et stort antal landboere til at følge sit eksempel og udvandre til forhåbentlig bedre forhold. En anden bølge kom omkring århundredskiftet, mest til Tres Arroyos-området, og en tredje i 1920'erne på grund af depressionen. Langt de fleste udvandrere var fra landet og søgte arbejde inden for deres fag.

En del blev rige, nogle få meget rige, og en stor del sank ned i tilstande, som nok var værre end i hjemlandet. Som en meget rig dansk estanciero sagde til mig: »Hvis jeg havde puklet lige så umenneskeligt hjemme i Danmark, som jeg var nødt til her, var jeg såmænd også blevet velhavende derhjemme«.

Men her sad altså de danske bønder på pampaen. Sproget kunne de ikke, argentinerne var katolikker og havde en helt afvigende kultur, og danskerne klamrede sig til de normer, de havde bragt med sig fra det gamle land. Det begyndte med en menighed, så blev der samlet ind til kirke(r) og skole(r), og i 1917 åbnede Colegio Argentino-Danes med en børneskole og et hold højskoleelever. Børneskolen eksisterer stadig!

Fra de argentinske myndigheder var der ikke noget tilskud til danskundervisning. Tværtimod forlangte man, at alle skolens elever skulle gennemgå de obligate seks års undervisning for argentinske børn. Denne kloge beslutning fra værtslandet bevirkede, at alle børnene talte spansk - og brugte sproget indbyrdes, selv om de også mestrede jysk, fynsk eller lollandsk, alt efter hvor forældre eller bedsteforældre stammede fra. De voksne bekymrede man sig ikke om.

Skolen måtte ansætte fire argentinskuddannede lærerinder, af hvilke en var directora med ansvar over for de argentinske skolemyndigheder, som mindst en gang om året kom på kontrol, i hvilken anledning det helt store cirkus rullede sig ud; for det gjaldt om at stå sig godt med magthaverne - her tales om Evitatiden. Damen havde oprettet en Ayuda Social, som skulle bruge penge, og jeg skal sandelig ikke antyde, at de blev brugt til andet, men to gange i 'min' tid dernede fik skolen - ligesom alle andre arbejdspladser i landet - tilsendt to lister til udfyldning. På den ene skulle skrives alle dem, som frivilligt gav en dagløn til hendes sociale arbejde, på den anden dem, som ikke ønskede at støtte hende! Det overlades til den gunstige læser at gætte på, hvor de ansatte på skolen satte deres navn! En hollandsk skole var blevet lukket på grund af uoverensstemmelser med skolemyndighederne, så derfor ...

Der var dengang 120 børn på skolen. Forældrene måtte betale skolepenge, og for mindrebemidlede børn var der legatmuligheder, stillet til rådighed af menigheden, som jo også skulle lønne præsterne og lærerne. Der var i det hele taget et livligt socialt samvær danskerne imellem: idrætsforeninger, forsamlingshuse, og i min tid en højskole i Gowland nær Buenos Aires. Hvad der undrede mig dengang, var det ringe samkvem med argentinere. Man skulle dog synes, at det måtte være det endelige mål med udvandringen at finde sig til rette i det nye lands samfund. Dette betød dog ikke, at danskerne ikke satte sig spor. De var faktisk højt respekterede blandt deres argentinske fagfæller; en dansker startede den første brugsforening efter dansk forbillede, og enkelte andre indtog betydningsfulde poster i det argentinske samfund.

Men det var, som om de fleste danskere var stivnede i en danskhed fra bedsteforældrenes tid. Som inkarneret københavner måbede jeg, når drengene ved 'ballet' på skolen søndag aften satte sig i den ene side af salen, pigerne i den anden, og de så foruden mere almindelige danse gav sig til at lege 'Tyv, ja tyv, det skal du være, for du stjal min lille ven' eller andre sanglege fra højskolens storhedstid; eller når gartneren viste en utrolig interesse for, hvem der skulle være ny forstander for en eller anden højskole hjemme i Danmark! Hvad vedkom det mig? Jeg var fra Vesterbro!

Det var ingen klog disposition, hvis en dansk pige fik sig en argentinsk - eller 'sort' - kæreste. Dermed stemplede hun sig i nogen grad som frafalden. Man fandt sig en mage blandt de danske på stedet eller eventuelt i Danmark. Minder det Dem om noget?

En gang om året var der 'Otte dage på højskole'. Så blev børnene hjemsendt og deres pladser på sovesalene overtaget af forældre og andre interesserede, der i ugens løb hørte foredrag af lokale - danskargentinske - foredragsholdere og en importeret fra Danmark; man sang sange fra Højskolesangbogen, og en udenforstående, som dumpede ned i dette miljø, ville tro sig henført til Rødding eller Askov.

Ikke et ondt ord om det. Alligevel kunne det synes, som om man med vold og magt ville værne sig mod det fremmede samfund udenom. Som om man følte sig mereværdig.

Mit ophold blandt de danske har givet mig et mere nuanceret syn på indvandrere. Vi forventer - ja, forlanger, at de hokuspokus skal lære sig dansk og underkaste sig de normer, vi finder rigtige. Ja, selvfølgelig bør de lære dansk. Men nu er det sådan, at f.eks. en tyrkisk gift kvinde ikke kommer så ofte uden for sit hjem som en dansk, og hendes mulighed for samkvem med danskere, der kunne hjælpe hende med sproget, er derfor ringe.

Det samme var i Argentina tilfældet for en dansk kvinde, som blev anbragt midt på pampaen. Hendes mand var nødt til at lære sig spansk hurtigst muligt for at kunne foretage indkøb af nødvendigheder i den nærmeste by, men hun sad derude, måske med en ung argentinsk pige til hjælp i huset - og for at lære sproget. Men ofte gik det sådan, at den argentinske pige efter et stykke tid begyndte at snakke jysk eller en anden dansk dialekt - ligesom børnene på skolen gjorde det - og efter et års tid ville hun gerne på den danske højskole!

Da jeg rejste hjem fra Argentina i 1953, blev jeg ufrivilligt rejsefører for 46 - mest ældre - danskargentinere, af hvilke mange aldrig havde set Danmark. De fleste af kvinderne talte så dårligt spansk, at jeg måtte optræde som tolk!

Det er aldrig let at være indvandrer og sværere, jo fjernere ens egne normer - religiøse eller samfundsmæssige - er fra de normer, der hersker på stedet. Det var relativt let for f.eks. skandinaver, der rejste til Nordamerika. De var for det meste blandt nordeuropæere, der var protestanter som de selv og havde samfundsmæssige normer, der ikke adskilte sig væsentligt fra deres egne.

Danskerne i Argentina var fremmede for den katolske tro med dens 'udvendighed'. Men det var dog en 'kristen' religion! Ak, de religioner! De er såmænd gode nok med deres høje idealer, hvad enten det højere væsen kaldes Allah eller Gud, Buddha eller noget andet. Men de uhyrlige myrderier, der er begået af deres tilhængere gennem tiderne, har jo klart vist de vanskeligheder, mennesker har med at efterleve de høje idealer. Og selv om uoverensstemmelserne ikke antager så voldsomme former som mord, kan de afstedkomme utålelige forhold for parterne.

Efter min mening er sproget noget af det vigtigste i en integrationsproces. Derfor er dansktalende 'udanskere' af stor betydning, som skuespillere eller medarbejdere i radio og fjernsyn. Over for en person, der taler gebrokkent dansk, er man - i hvert fald i begyndelsen - lidt på vagt. En Maria Hørby og en Hella Joof har utvivlsomt gjort mere for integrationsforståelsen end nok så mange direktiver og forordninger, for de er synlige for dele af befolkningen, der lever uden for de 'indvandrerghettoer', hvis naboer føler fremmedheden for overvældende.

Der er ikke noget at sige til, at indvandrerne søger sammen. Det gjorde danskerne i Argentina også, men fordi de var landboere, var de alligevel spredt ud over store afstande og boede mellem værtslandets egne indbyggere.

De fleste indvandrere i Danmark er søgt til - eller anbragt i - byerne med vanskelige boligforhold og begrænset tilgang til arbejde, igen til dels på grund af sprogvanskeligheder, og selvfølgelig også på grund af den almindelige arbejdsløshed, der får danske arbejdere til at se skævt til en eventuel konkurrence.

Hvis integrationen skal lykkes - og det kan tage generationer - må man starte med sproget. Gøre som argentinerne gjorde: forlange, at alle børn går i modtagerlandets skole, og hvis indvandrerne så ønsker at give deres børn undervisning i hjemlandets sprog og kultur, må det ske for egen regning.

Vi er tilbøjelige til at glemme, at vi i 1970'erne selv inviterede de første udlændinge herop for at varetage en lang række arbejder, som vi ikke selv havde lyst til at beskæftige os med. Tag en taxa i København, og du vil sandsynligvis træffe en indvandrer.

Den stigende vold fra andengenerationsindvandrere kan vel til dels forklares med vanskelighederne med integrationen i det danske samfund; men det er jo ikke kun indvandrernes egen skyld. Man kan naturligvis mene - og det er der mange, der gør - at der er for mange 'fremmede' i landet, og det er utvivlsomt rigtigt, at det i mange tilfælde ville være bedre for dem, om de var i deres hjemlande. Imidlertid rejser man ikke fra sit land og sin hjemegn og efterlader hus, hjem og slægtninge, uden at der er en tvingende grund dertil. Her tillader jeg mig at se bort fra en minimal procentdel, der er udvandret for rå vindings skyld.

Men hvorfor rejste danskerne til Amerika? De var i hvert fald ikke forfulgt på grund af deres religion eller truet af borgerkrig eller revolution.

De sidste bulletiner fra danskerne i Argentina går ud på, at det danske sprog er i defensiven. Den unge generation taler stort set kun spansk og deltager i stigende grad i værtslandets samfundsliv. Det var vel egentlig også meningen.

Men det har taget mere end hundrede år!