Ved lyden af regnen her i Vestsjælland kommer jeg til at tænke på, hvad min ven Ejner fra nabogården lige var ude for. Han havde glædet sig til at spise en røget sild, da det pludselig begyndte at regne. At spise en sild i regnvejr er ingen fryd, så han opgav og løb i læ under et halvtag. Ved siden af ham stod en stodder med langt fuldskæg – sejlgarn omkring – langt gråt hovedhår bundet op i en hestehale.
Pludselig siger stodderen:– Hils i Løve.– Hva' ?– Ja, du kender mig godt.– Det kan jeg ikke tro.– Jeg er Søren Beyman!– Du, Søren Beyman?– Gu’ er jeg så.– Nej, det er du ikke. Sådan ser min Søren Beyman ikke ud. Min Søren Beyman har fint mørkt hår.– Hvordan tror du selv, du ser ud? Ejner så på stodderen, han havde foran sig, og tænkte på Beyman-slægten, storbønderne, der op gennem århundrederne havde bygget kirken. Og pludselig så han ned ad Beymans ben: – Sateme ja, du er sgu Søren Beyman, du er jo hjulbenet!
