For nylig var jeg til en museumsudstilling i Lausanne i Schweiz kaldet ’Controverses’, hvis tema var fotografier, der – som titlen antyder – har frembragt kontroverser. Af de 80 udstillede billeder var der især et, der brændte sig fast på nethinden, nemlig det, der gjorde den sydafrikanske fotograf Kevin Carter verdensberømt i 1993. Jeg har ikke været den samme siden. Billedet er taget uden for landsbyen Ayod i det sydlige Sudan under hungersnøden i 1993. Det viser en lille pige, der er ved at dø af sult og udmattelse. Hun er nøgen, i kravleposition, men ikke i bevægelse. Kroppen er udmagret, hovedet hviler på hænderne, og hendes albuer er i støvet, og frem for alt er hun helt alene – bortset fra en grib, som venter nogle få meter væk. Vi har alle set hundredvis af fotografier af udsultede børn og voksne, men dette billede har ramt mig hårdere end de andre. Måske fordi det fortæller en historie om et lille væsen, som forsøger at overleve, men som har sulten, gribben og afstanden til den nærmeste hjælp imod sig. Måske fordi jeg har en datter på samme størrelse, selv om hun næppe bare er halvt så gammel. Det er en historie med en åben slutning. I første omgang konkluderer man, at det er forbi, og at pigen vil dø inden for de næste minutter eller timer. Derefter tænker man, at der er en tredje aktør, nemlig fotografen, og håber, at han bagefter hjalp hende. Det gjorde han ikke. Den unge, men erfarne pressefotograf Kevin Carter var netop landet i Ayod for at dække hungersnøden; han holdt en pause for at sunde sig og gik ud i bushen, hvor han hørte en svag, men skarp klynken. Den kom fra en lille pige, der bevægede sig i retning af et nødhjælpscenter. Da Carter tog kameraet frem, landede en grib. Han gik i position, ventede forgæves i tyve minutter på, at den skulle brede vingerne ud, tog derpå billedet, satte sig under et træ og græd, mens han talte med Gud og lod pigen fortsætte sin vandring! The New York Times bragte billedet, der gik verden over og skaffede Carter Pulitzerprisen året efter; han blev berømt, men også ustandselig bombarderet med spørgsmålet, hvorfor han ikke havde hjulpet pigen. Tre måneder senere begik han selvmord i en alder af 33 år, if. afskedsbrevene pga. oplevelserne i de voldelige townships og krigs- og sulthærgede områder. Det er svært at have sympati med Carter, og kritikken af ham var forståelig, men hvis ikke han havde lånt penge til at flyve til Sudan, ville ingen have kendt til pigens korte eksistens. Venner og kolleger og læsere verden over gjorde ham ansvarlig for hendes død. Det er imidlertid for nemt; i hvert fald hvis man samtidig glemmer de 10.000.000 børn under ti år, der dør i stilhed hvert år efter at have lidt nøjagtigt så meget som barnet på billedet. I Afrika syd for Sahara rammer børnedødeligheden 107 børn ud af 1000 i det første leveår. At så mange børn dør så kort tid efter fødslen, er blevet sammenlignet med, at deres mødre nærmest føder skrævende over graven. Men mødre og fædre dør også. Specialrapportøren for FN-programmet Right to Food, Jean Ziegler, skriver således: »I en verden, der flyder over med rigdom, er det en skandale af uhørte dimensioner, at 826 mio. mennesker lider af under- og fejlernæring, og at over 36 mio. mennesker dør af sult og sultrelaterede sygdomme. Vi må handle nu«. Det har han ret i, for hvordan kan man acceptere, at 20.000.000 børn lider af fejlernæring, at et barn under ti år dør af sult eller følgesygdomme hvert femte sekund, eller at et menneske mister synet hvert fjerde minut på grund af a-vitaminmangel. Sulten kræver hvert år halvdelen af det antal mennesker, der døde under Anden Verdenskrig, men som Jean Ziegler skriver, foregår denne daglige massakre i en »frossen normalitet«. Sult er blevet et masseødelæggelsesvåben, selv om retten til daglig kost er indskrevet i menneskerettighederne. Situationen er ikke bedre nu end for femten år siden. I Afrika syd for Sahara er antallet af kronisk underernærede personer steget med 5.600.000 i perioden 1998 til 2005. Dertil kommer, at den største økonomiske krise i de sidste tredive år raser i øjeblikket, og den rammer de fattigste lande hårdest. Journalisten Marc Lacey beretter i International Herald Tribune 18. april 2008 om en mor på det ludfattige Haiti, der vil give sin apatiske baby eller et af de fire andre børn til en fremmed, hvis blot han brødføder dem. Og om en far, hvis børn kun har spist to skefulde ris to dage i forvejen, og som opgivende siger: »De kigger på mig og siger, »Far, jeg er sulten«, og jeg må se den anden vej. Det er ydmygende, og det gør én gal«. På Haiti, hvor mange køber kager af olie, mudder og sukker for at stille den værste sult, men også i Mexico, Egypten, Senegal, og Malaysia og 25 andre lande ulmer uroen netop nu, og Jean Ziegler har 25. april advaret om, at borgerkrige dér kan være nært forestående. Inden den økonomiske krise gik det ellers fremad. Fattigdommen var aftagende på verdensplan, men den seneste udvikling har medført en regression på ti år. Pga. Indiens og Kinas øgede levestandard er prisen på levnedsmidler steget med 55 procent siden juni 2007, en prisstigning, som forstærkes af økonomiske spekulanter. Fødevarereserverne er brugt op, og forbruget stiger dobbelt så hurtigt som produktionen. Samtidig er olieprisen fordoblet på et år, hvilket gør det dyrere at importere fødevarer. Situationen er nu endnu mere katastrofal. Derfor bad FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, på en pressekonference om den globale fødevarekrise 29. april i Bern om blot 0,5 mia. dollar til at øge støtten til FN, for at holde 100 mio. mennesker over sultegrænsen og for at lave fødevarelagre, der undergraver spekulationen; han opfordrede samtidig til, at man fjerner landbrugsstøtten til biobrændstof. Konkret hjælp til verdens fattigste. Sultmassakren er nemlig ikke skæbnebestemt, skriver Jean Ziegler: »når et barn dør af sult, er det blevet slået ihjel«. Desværre er det os, der har gjort det, fordi det er vores ansvar, at mennesker dør, samtidig med at vi selv lever i overflod. Dels fordi vi har en handlefrihed, som de, der bruger 80 procent eller mere af deres indkomst på mad, ikke har, dels fordi vores adfærd frembringer elendighed i verden. Mennesker dør nemlig ikke kun direkte af, krig, tørke, syndflod, aids eller tropesygdomme, men også indirekte, fordi de industrialiserede lande holder tredjeverdenslandene i en knibtang, som de ikke kan slippe fri af. Den ene del af knibtangen er udlandsgælden, som oftest er blevet stiftet af korrupte magthavere. Haitis ekspræsidents formue svarer til landets gæld, nemlig 4,6 mia. kr. Tilbagebetalingen af, hvad Jean Ziegler kalder »ondskabens gæld«, kræver ikke blot daglig lidelse og dødsofre, men hos de 0-5-årige også uigenkaldelige fysiske men, der dækker alt fra bremset vækst til hjerneskader som følge af underernæring. Disse børn lider grusomt, fordi Den Internationale Valutafond kræver, at udviklingslandene planter bomuld, kaffe og bananer; de såkaldte ’cash crops’, der udelukkende bruges til at betale gælden af med, og som i modsætning ’subsistence crops’ ikke ernærer befolkningen. Men det er ikke i den industrialiserede verdens interesse at slette gælden. For ud over at tjene fedt på høje renter og renters renter så kan vi med Valutafondens hjælp importere ikke- eller let forarbejdede varer og råvarer med en lav avance, f.eks. kaffe, og eksportere højtforarbejdede varer med en høj avance, tilbage til tredjeverdenslandene – ligesom i kolonitiden. DR’s Afrikakorrespondent, Jørgen E. Petersen, påpegede i bogen ’Afrika på støtten’, at kontinentet ikke har den nødvendige infrastruktur for at handle internt. Kolonimagterne byggede veje og jernbaner fra indlandet til havnebyerne, hvorfra varerne blev udskibet. Det betyder, at landene ikke handler indbyrdes, men også at afgrøder kan rådne op, mens mennesker dør af sult 200 km derfra. Forfatteren foreslog derfor, at Europa skulle hjælpe dem med det problem. Europa sov i timen, og nu har Kina og Indien overtaget rollen som koloniherrer i deres indbyrdes kamp om Afrikas råstoffer. Det giver kapital til lande med olie og mineraler, men produktionen af varer med høj avance er stadig begrænset. Det vil den danske regering nu gøre noget ved. Udviklingsminister Ulla Tørnæs fortæller i sin Kronik ’Afrika skal i fokus’ (Pol. 15.4.), at hun har nedsat en Afrikakommission. Den økonomiske vækst, kvindernes uddannelse og deltagelse i samfundet og udviklingsbistanden til Afrika skal øges. Sidstnævnte skal stige til to tredjedele af den samlede bistand, eller godt tre milliarder kroner om året. Det lyder jo fint nok. Desværre risikerer projektet at blive en sovepude, som Afrikaforsker Stig Jensen påpegede i Orientering 10. april. Det vil tage år flere år, før vi ser forslagene, henstillingerne behøver ikke at blive fulgt op med handling, og det er længe siden, at forskerne har indset, at pakkeløsninger som »væksten skal fremmes« ikke virker på kontinentet Afrika. Her er det lokale og differentierede tiltag, der skal gennemføres efter forudgående feltstudier. Dertil kommer, at det er hykleri at tale om udvikling på verdens fattigste kontinent, samtidig med at man opretholder landbrugsstøtten i Europa og USA. Landbrugsstøtten er den anden del af knibtangen. Ulla Tørnæs skriver, at »Den samlede officielle internationale bistand til Afrika svarer til ca. 250 kr. per afrikaner«. Med en befolkning på ca. 840 mio. giver det 210 mia. kroner. Men den globale landbrugsstøtte er på 349 mia. dollar eller 1748 mia. kroner! Den vestlige verdens årlige landbrugsstøtte er altså større end den samlede afrikanske udlandsgæld, der i 2008 er på 250 mia. dollar eller 1250 mia. kr. Denne konkurrenceforvridning kan afrikanerne ikke stille noget op over for; f.eks. sælges spansk frugt i Dakar til halv pris af den senegalesiske, og kvægopdrættere på kontinentet er trængt af billigt europæisk kød. Hvad skal man så gøre ved det? Tredjeverdenslandenes udlandsgæld skal eftergives, og landbrugsstøtten i de industrialiserede lande ophæves. Udviklingsbistanden skal stige fra 0,7 procent af BNP til mindst 1,0 procent i de industrialiserede lande. Tredjeverdenslandenes produktionsniveau skal op. Afrika har ikke gennemlevet den ’grønne revolution’, som berigede den vestlige verden i efterkrigsårene. Derfor skal landbruget nu mekaniseres. I Rwanda er der kun én traktor til 40.000 landboere. Europa må, som Stig Jensen og Jørgen E. Pedersen siger, skabe en fælles politik for Afrika; og, kunne man tilføje, for alle verdens sultende. Ifl. FAO’s direktør, Jacques Diouf, vil »en anden grøn revolution« kunne brødføde 12 mia. mennesker. I Sydamerika og Asien kan vi hjælpe nogle af landene med at gennemføre jordreformer. I det hele taget er demokratiske tiltag en forudsætning for økonomisk vækst. Pressefrihed, infrastruktur og demokrati favoriserer distributionen af madvarer og er kort sagt forudsætningen for udvikling. Endelig skal den industrialiserede verden nedlægge handels- og toldbarrierer. Vi må selv være klar til at sætte forbruget ned. Millioner dør af fejl-, underernæring og følgesygdomme, mens vi andre dør af fejl-, overernæring og følgesygdomme! Det kræver 700 g vegetabilske fødevarer at producere 100 g animalske, det er absurd, hvis de ekstra 600 gram tages ud af munden på dem, der sulter. I øvrigt er CO{-2}-udslippet 80 gange større ved produktionen af 1 kg kød end af 1 kg mel. Det er også sundere at spise mindre kød og flere grøntsager. Endelig er det en forbrydelse mod menneskeheden at hælde biobrændstof på bilen. Biobrændstof har forårsaget en prisstigning på majs på hele 60 procent. Desuden kræver en tankfuld lige så meget majs, som kan ernære et barn i Afrika i et helt år. Er disse forslag utopiske? Javist. Men vi har en moralsk pligt til at forhindre, at endnu flere uskyldige lider af sult og nød. Kan vi bekæmpe en situation, hvor fædre og mødre skammer sig over ikke at kunne skaffe mad til deres børn, vil vi samtidig fjerne den skam, som vi selv burde føle ved at leve i luksus, mens hver sjette verdensborger ikke kan ernære sig eller sine. Er det håbløst blåøjet at tro, at der bliver foretaget andet end lappeløsninger? Også det. Kommissær Mariann Fischer Boel har flere gange udtrykt glæde over, at fødevarepriserne stiger, senest på P1’s Orientering fredag 25. april. Det er forrykt, med mindre ulandene ikke bare får lov til at dyrke ’subsistence crops’, men også lov til at spise en del af dem selv. Desuden har regeringen på den samlede oppositions hasteforespørgsel 30. maj erklæret ikke at ville imødekomme Ban Ki-moons anmodning om ekstraordinær krisehjælp for at afhjælpe fødevaremanglen globalt. Derved gør den danskerne medansvarlige for den halve milliard mennesker, der vil dø de næste femten år, hvoraf 150.000.000 vil være børn som pigen fra Ayod. Rigdommene er nu lige så ulige fordelt som i Frankrig før revolutionen i 1789. Der er derfor to muligheder: Enten begynder vi at foretage en kontrollabel omfordeling af ressourcerne, eller vi venter på, at de fattige bliver så mange og så sultne, at de vil kræve deres andel selv. Når det sker, vil de næppe nøjes med 0,7 procent. Kilder: Jørgen E. Petersen, Afrika på støtten: overvejelser om en ny kolonipolitik, København 1993. Erik Millstone og Tim Lang, Food Atlas, Brighton 2003. Jean Ziegler, Empire de la honte, Paris 2007.