Den aften fik jeg et pludseligt panikslag! Måske var det en ubevidst fornemmelse af, hvad der ville ske.
Jeg tænkte på et Danmark, hvor alle havde ytringsret – ytringsfrihed – men ingen havde ytringspligt. Jeg tænkte på et Danmark uden professionelle journalister. Jeg tænkte på et Danmark, hvor det at kigge under gulvtæppet og der, hvor man nu ellers gemmer fakta og bilag, var en frivillig opgave: alles ret. Men ingens job. Og ingens pligt.
Jeg blev så bange for tanken, at den første ting, jeg gjorde dagen efter, var at tegne et avisabonnement. Ikke fordi jeg ikke ellers har adgang til aviser; på biblioteket flyder de rundt, men fordi jeg trængte til selv at give et lille bidrag for at undgå en fremtid, som fyldte mig med angst.
Og så tog jeg på arbejde. Mit job – min pligt – er at stille informationsbærende materialer – i bred forstand inkluderer dette også mennesker – til rådighed ud fra nogle kriterier som kvalitet, alsidighed og aktualitet. Jeg er bibliotekar.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar