I dag fejrer vi et af de stærkeste frihedsbudskaber i det moderne samfund: kampen for lige muligheder for alle.
Men er det nu også nødvendigt at kæmpe for ligestilling her i 2014, spørger Hans Bonde i gårsdagens Politiken og leverer selv svaret: Nej, kampen er slut, og kvinderne har sejret.
Dermed kunne kronikøren konkludere, at det ikke er kvindernes, men »Vindernes internationale kampdag«, vi fejrer i dag, 8. marts 2014.
Men gårsdagens Kronik var også gårsdagens budskab. Budskabet er uaktuelt, fordi diskursen om vindere og tabere i en kønskamp hører fortiden til.
Vi ville alle blive tabere, hvis vi opfattede kampen om ligestilling som en magtkamp, en konfrontation mellem to modstandere, hvor mændene taber, hvis kvinder får flere muligheder – og hvor kvinderne taber, hvis mændene begynder at få mere uddannelse eller at leve længere.
LÆS KRONIKEN
Professor: Vindernes internationale kampdagMan ser for sig, hvordan vi kvinder ifølge denne logik skulle ærgre os over den mandlige dominans i toppen af samfundet – men strække armene i vejret i jubel over, at vores mænd ifølge statistikken vil gøre os alle sammen til enker, fordi danske mænd lever kortere end kvinder.
Men et samfund med en høj grad af ligestilling er et samfund med frihed til den enkelte – ikke en kampzone mellem de to køn. Vi kan og skal ikke skille det ad. Vores liv hænger sammen. Vi lever sammen, vi arbejder sammen, og vi leger sammen. Det er vores fælles liv, vores fælles muligheder og derfor også vores fælles kamp.
Kampen for lige muligheder har kun vindere. Det er et fattigt samfund, som lukker øjnene for snævre strukturer og gammeldags opfattelser af mænd og kvinder, der fastholder individet i stereotyper. Derfor skal vi sætte kønnene fri – vi skal frigøre det enkelte menneske fra de snævre rammer. Ikke bare for den enkeltes skyld, men for hele samfundets skyld.
The Economist bragte for et par år siden en interessant artikel. Artiklens pointe er, at kvinder udgør verdens største økonomiske potentiale, og hvis vi kunne udnytte det, kunne vi få større global fremgang end den økonomiske udvikling i Brik-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) tilsammen.
Overskrift og hovedpointen var ’Forget China, India, and the internet. World economy is driven by women’. Jeg er enig – der er et kæmpe ubrugt globalt og nationalt potentiale i at sætte kvinder fri. Men det er vigtigt ikke at stoppe her. Lad os tage skridtet videre og ikke kun sætte kvinderne fri til at tage del i innovation og udvikling – lad os sætte begge køn fri og give kvinder og mænds fulde potentiale luft under vingerne.
Vi oplever i dag et menneskeligt spild af talent. Talentspildet sker på mange niveauer, og enhver stereotyp har to tabere.
Vi ser det blandt andet, når kvinder og mænd næsten som lemminger vælger fag og jobs, der er typiske for deres køn. Vi har Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked, hvor kvinderne dominerer den offentlige sektor og i stor stil inden for omsorgssektoren, mens 75 pct. af mændene er ansat på det private arbejdsmarked, bl.a. i håndværksfagene.
Kønsopdelingen på arbejdsmarkedet starter allerede i børnehavens dukkekroge og piratrum. Fra vi er helt små lærer piger, at de skal have sociale kompetencer, være omsorgsfulde og ikke for højrøstede – og drenge skal være handlekraftige, vilde og modige.
SE DAGENS TEGNING
KampdagenDenne udvikling fortsætter, når de helt unge skal vælge uddannelse. En undersøgelse fra Ligestillingsministeriet fra 2012 viser, at hver anden af de unge mellem 15 og 25 mener, at mænd er bedre politibetjente end kvinder, og hver fjerde mener, at mænd er bedre direktører end kvinder. Forældede billeder, som ikke kun eksisterer inde i de unges egne hoveder.
Stereotyperne lever også bl.a. hos de vejledere, der skal guide de unge i deres uddannelsesvalg. En evaluering fra Institut for Menneskerettigheder af vejlederne i den danske folkeskole viste for nylig, at de alt for ofte præsenterer den enkelte elev for en halv uddannelsespalet. Den lyseblå til drengene og den lyserøde til pigerne.
Måske er der nogle, der passer fint ind i disse kasser. Men var det ikke på tide, at vi satte hinanden fri?
Først og fremmest er det nemlig en uretfærdig begrænsning af det enkelte menneskes frihed, men det er også et eklatant spild af talent, når stereotyperne får indflydelse på valg af uddannelse og senere valg af job, karriere og livsspor.
Talentspildet sker også i drenges frafald på uddannelserne. Alt for mange drenge får aldrig en kompetencegivende uddannelse. Ligesom vi ser talentspildet, når dygtige kvinder påtager sig det fulde ansvar for familie og hjem og dermed f.eks. fravælger lederstillinger.
Mor på barsel: Er mænd mest uundværlige?Den gode nyhed er, at der er et fantastisk potentiale. Hvis vi ved fælles hjælp får ændret de fastfrosne billeder af, hvad det er muligt at gøre som mænd og kvinder, og hvilke valg vi kan træffe i livet.
Men her i landet er vi da allerede frie til at tage de valg, vi vil, og bruge de muligheder, der er i samfundet. Her har vi jo også for længst indført ligeløn, lyder indvendingen. Ja, og de steder, hvor der er gennemsigtige kollektive overenskomster, går det i den rigtige retning. Men det går for langsomt. Og nogle steder går det i den forkerte retning.
En ny kortlægning af kønnenes lønforhold på det danske arbejdsmarked, som A4 har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, viser, at for hver gang en kvinde rykker op i samfundets højindkomstgruppe (med over 400.000 kroner årlig i disponibel indkomst), rykker der to mænd op i samme gruppe med høje indkomster. En skæv udvikling, som jeg ikke mener bør være kendetegnende for et moderne, ligestillet samfund.
Længere nede i lønskalaen er der også udfordringer. Hver femte kvindelige HK'er fortæller i en undersøgelse foretaget af HK, dec. 2013, at de har oplevet at blive spurgt ved en jobsamtale, om de har nogen planer om at få børn i den nærmere fremtid. På trods af at det er klart i strid med loven.
Men hvad skal man stille op, når man sidder der alene ved bordet og endelig er kaldt til samtale? Kan det virkelig være rigtigt, at vi må lægge ansvaret for at sige fra over for denne diskrimination over på skuldrene af den unge HK-kvinde?
Det kan umiddelbart lyde som et stort og fluffy projekt at ændre stereotyper og kønsroller, som det har taget os mere end 2.000 år at segmentere og bygge op. Men det er det jo ikke. Vi har allerede rykket os utrolig meget – særlig i de sidste 100 år. Faktisk har vi rykket os så meget, at mange har erklæret ligestillingskampen for død i Danmark. Men som jeg ser det, er kampen for ligestilling en frihedskamp – og jeg oplever, at ønsket om større menneskelig frihed lever i bedste velgående i Danmark anno 2014.
Netop fordi kampen for ligestilling mellem kønnene er en frihedskamp, appellerer den bredt til det moderne menneske. Og derfor er det en fejl at tro, at der er noget som helst progressivt eller fremadrettet i at argumentere for, at vi da har fuld ligestilling i Danmark i dag – og at debatten om ligestilling herfra må være noget, der foregår i hovederne på overfølsomme og højtuddannede kvinder i Politiken-segmentet. Intet kunne være mere forkert. Lad mig give et eksempel:
Danske fædres rettigheder til at holde orlov og være sammen med deres barn er de svageste i Norden. Det har konsekvenser: Den danske mand står i gennemsnit for kun 9 procent af forældreorloven. I sagalandet Island er tallet 29 procent.
Men er spørgsmål om forældreorlov ikke kun en sag for frelste speltfeminister? Tværtimod. Ifølge Gallup ønsker næsten to ud af tre af de danske mænd at få mere orlov med deres børn.
Kvinfos nye direktør: Feminismen har ingen modstandereOg hvad der er mere interessant: Hvis man skal finde den mest progressive fædreorlovsbevægelse i Danmark i disse år, skal man snøre sikkerhedsskoene, knappe den blå Kansas-dragt og tage ud på gulvet på produktionsarbejdspladserne i industrien.
Takket være den sidste overenskomst, der gav disse mænd ret til at planlægge deres forældreorlov mere fleksibelt, har de på kun få år mere end fordoblet deres brug af forældreorloven. Fra 17 procent i 2011 til 43 procent i første halvdel af 2013. Alene fordi deres overenskomst gav dem frihed til at planlægge at være mere sammen med deres børn.
Samfundet flyttede hegnspæle, og industriens mænd udnyttede straks den nye frihed. Udviklingen ser endda ud til at fortsætte, idet udvidelsen af forældreorloven i den nye industrioverenskomst på to uger ekstra er øremærket med en uge til far og en uge til mor.
Danskernes vilje til ligestilling bliver også tydelig et helt andet sted, nemlig i politik. Ingen andre steder i samfundets magtpositioner har vi så meget ligestilling. Her 99 år efter kvindelig valg- og stemmeret har vi i Danmark den første kvindelige statsminister.
Samtidig er cirka halvdelen af partilederne kvinder, og omkring 40 procent af Folketingets medlemmer er kvinder. Blandt de folkevalgte er der altså en høj grad af ligestilling mellem kønnene. Så langt, så godt.
Men hvordan ser det ud i den del af magten på Slotsholmen, som netop ikke er folkevalgt? Her har mændene historisk domineret territoriet. For hver gang Danmark siden 1924 har haft 7 kvindelige ministre, har der i gennemsnit kun været 1 kvindelig departementschef.
Her lyder forklaringen ofte, at der selvfølgelig må være en vis grad af historisk forsinkelse i toppen af samfundet. Når ligestillingen kommer nedefra, og når der skal lange uddannelser og megen erfaring til at beklæde en af samfundets absolutte topposter, er det vel naturligt, at der går nogle år, før ligestillingen er fuldt slået igennem.
Javel, det har jeg selvfølgelig forståelse for. Idet den første kvindelige departementschef først kom til i 1953 (38 år efter at kvinderne fik stemmeret), må man forvente lidt forsinkelse, før kvindernes indtog i toppen er slået fuldt igennem.
Men udviklingen går da så trods alt den rigtige vej, selv om det går langsomt?
Næ, faktisk ikke. I dag er der blandt regeringens i alt 20 departementschefer kun 1 kvinde, nemlig i Kulturministeriet.
Vender vi blikket ud i landets kommuner, er billedet lige så nedslående for et samfund, der burde have fuld ligestilling. I Danmarks i alt 98 kommuner er der kun 9 kvindelige kommunaldirektører.
Jeg kommer selv fra det private erhvervsliv. Som kvindelig iværksætter i eget firma var jeg undtagelsen, der bekræftede reglen om, at iværksættergenet skulle være ekstra svagt hos os med XX-kromosomer. Kun 30 procent af Danmarks iværksættere er kvinder.
Hvilket spild af talent, ideer og udvikling, at et samfund går glip af den ene halvdel af befolkningens iværksætterkraft. Ligesom det var et af de største og vigtigste skridt fremad mod et moderne og velstillet velfærdssamfund, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og med et slag næsten fordoblede arbejdskraften her i landet, burde vi betragte kampen for at få flere kvindelige iværksættere som næste skridt fremad for samfundet.
Professor: Kvinder skal tilskyndes til at arbejde mereAt der er lang vej igen, kan man se på andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede selskaber i Danmark. Kun 12,8 procent er kvinder. Mon ikke man forsigtigt kan gå ud fra, at større diversitet i rekrutteringsgrundlaget og flere kvinder i bestyrelseslokalerne ville være et plus for virksomhederne selv?
Men I skal ikke gøre det for kvindernes skyld. Gør det ikke for os feministers skyld. Gør det for jeres egen.
Når jeg drøfter ligestilling med Danmarks største eksportvirksomheder, slår det mig gang på gang, hvor meget de vægter mangfoldighed og diversitet i ledelsen. Fordi de kan se på bundlinjen, at det giver dem de bedste resultater. Den erkendelse er første skridt til at få vendt udviklingen.
Men udviklingen kommer ikke af sig selv. Det er ikke en naturlov, at det går fremad for ligestillingen. Den nye regering i Spanien har netop rullet abortloven tilbage, således at det igen i EU’s femtefolkerigeste land er forbudt at få foretaget abort.
En ny global alliance mellem højreradikale politiske og fundamentalistiske religiøse kræfter ført an af USA er gået til angreb på helt basale kvindelige rettigheder som prævention. Og i vores eget lille land kæmper vi stadig med social kontrol som et uløst problem i nogle indvandrermiljøer, der fastholder især unge kvinder i ufrihed.
På internationalt plan arbejder Kvinfo for at støtte kvinders politiske og økonomiske samfundsdeltagelse i Mellemøsten og Nordafrika, hvor kvinders politiske repræsentation er den laveste på globalt plan, f.eks. blev der kun valgt 2 pct. kvinder ved det seneste egyptiske parlamentsvalg. Sammen med vores partnere støtter Kvinfo reformkræfter, som arbejder med at inddrage kvinder på alle niveauer i samfundslivet.
Hvorfor er feminisme så usexet?De kampe er det ikke givet, at de progressive vinder. Det kræver, at vi får alle med. Derfor må vi feminister stoppe med kun at prædike for den i forvejen frelste menighed. Ligestillingsbudskabet må gøres relevant i det moderne samfund.
Jeg tror, det kræver, at vi begynder med at slå fast, at ja, selvfølgelig er der forskel på de to køn.
Ligesom mænd er forskellige. Og kvinder er forskellige. Og fra vores eget liv ved vi jo, at der kan være langt større forskel inden for f.eks. en gruppe af mænd end mellem kvinder og mænd.
Men vi kan godt være forskellige og stadig have lige muligheder. Det er netop det, ligestilling handler om.
At insistere på at give lige muligheder for, at den enkelte kan udfolde sig – uanset køn, seksualitet eller etnicitet – er et grundlæggende frihedsbudskab, som appellerer så stærkt til det moderne menneske. Derfor er den moderne feminisme et frihedsbudskab mod fortidens snævre rammer og fastlåste stereotyper.
Kvindekampen er død i speltmel og magelighedDet er på dage som i dag, 8. marts, vi rejser spørgsmålet om, hvordan vi vil leve vores liv. Det er her, vi definerer vores drømme, og hvilket samfund vi ønsker.
Det samfund, jeg ønsker, er et med reelt lige muligheder for alle. Derfor er kønsdebatten en af de allervigtigste i vores samfund. For det er her, vi åbner en dør til, at vi kan være dem, vi er. Uanset hvad vi ønsker for vores liv.
God 8. marts til alle.
fortsæt med at læse
