I morgen er det kvindernes internationale kampdag. Fra Fælledparken, fra tribuner rundt om i landet, fra tv, aviser og på internettets fora skal vi igen høre om kvindens undertrykkelse og især det uretfærdige i den manglende ligeløn.
Det er en vital del af de moderne feministiske forestillinger, at kvinder helt sikkert er forfordelt på arbejdsmarkedet. Vi lever jo i et mandsdomineret samfund. Det ved vi alle jo.
Godt nok har de fleste danskere vel efterhånden erkendt, at piger og kvinder klarer sig bedre i uddannelsessystemet end drenge og mænd, og at hankønsvæsner har en langt større risiko for at falde igennem samfundets net som narkomaner, alkoholikere, udstødte, hjemløse, selvmordere ... Men uligelønnen viser vel, hvor kvindeundertrykkende vort samfund stadig er – eller hvad?
Typisk lancerede Socialpædagogerne, Fagligt Fælles Forbund, Det Nationale Ligelønsnetværk og FOA (social- og sundhedsassistenterne) 1. november 2011 for andet år i træk en kampagne, der hævdede at: »Når nu kvinder får 18 pct. mindre i løn end mænd, så er det vel også rimeligt, at kvinder arbejder 18 pct. mindre. Og hvis vi lige holder fast i det regnestykke, så har kvinderne minsandten sidste arbejdsdag 1. november i år! Eller rettere, sådan burde det være. Kom nu ind i ligelønskampen. Find os på Facebook eller på HOLD FRI RESTEN AF ÅRET«.
Mor på barsel: Er mænd mest uundværlige?Kampagnen foregik via plakater ophængt på gadeskilte og husmure, via Facebook og postkort, som kvinder kunne sende til chefen med besked om, at fra nu af holdt de skam fri.
Når man som mand læser disse ord, rammes man med det samme af skam og skyld over at tilhøre et så overprivilegeret køn, der lever højt og flot på andres arbejde i et så udpræget mandssamfund. Og det er vel egentlig også kampagnens formål.
Men er det rigtigt, at der er uligeløn i Danmark, og er det korrekt, at den beløber sig til hele 18 pct., altså næsten en femtedel mindre end mændenes løn? Hvis der virkelig var massiv uligeløn, hvorfor var der så i 2011 kun to klager over manglende ligeløn i Ligebehandlingsnævnet?
I 2008 nedsatte regeringen den såkaldte Lønkommission, der blandt andet havde til opgave at undersøge lønstrukturerne i den offentlige sektor.
Rapporten, der lå klar i 2010, påviste overraskende, at der ingen nævneværdige ligelønsproblemer er inden for de enkelte fag, men at lønforskellen viser sig på tværs af faggrupperne.
Det giver for eksempel flere penge at arbejde inden for it og teknik end at arbejde i social- og sundhedssektoren. Men de kvinder, der arbejder inden for ingeniørfagene får i udgangspunktet det samme som mænd, mens de mænd, der arbejder inden for velfærdsområdet får det samme som deres kvindelige kolleger. Lige løn for lige arbejde.
Ganske vist er det korrekt, at den samlede lønforskel imellem mænd og kvinder er mellem 14 og 18 procent. Men det skyldes altså, at mænd og kvinder er beskæftiget inden for forskellige områder og med forskelligt engagement i karrieren. Tager man højde for det, er forskellen i de to køns løn ifølge Lønkommissionens undersøgelse kun 3 til 6 pct., som må siges at høre til marginalerne.
Lønkommissionen har nemlig regnet sig frem til, at en meget stor del af lønforskellen mellem mænd og kvinder skyldes kvindernes forkærlighed for fleksible job, deltidsarbejde, lang barselsorlov, omsorgs- og sygedage inklusive barnets og tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Hvis man omregner disse velfærdsgoder til pengebeløb, vil man kunne se, at kvinder faktisk tjener langt mere end normalt beregnet, fordi man udelader de skjulte løngoder af beregningerne.
Kvinfos nye direktør: Feminismen har ingen modstandereHøjtuddannede kvinder, som for eksempel jurister, sigter typisk ikke i det lange perspektiv på at arbejde som advokater inden for det private område med lange arbejdstider og høj løn, f.eks. som partner i et firma, men mod mindre velbetalte jobs i det offentlige med mulighed for fleksible og korte arbejdsdage.
Lønkommissionen konkluderer: »Denne analyse viser, at mænd over livet tjener mere end kvinder, og at forskellen først og fremmest skyldes, at kvinder arbejder færre timer gennem arbejdslivet end mænd, og at de trækker sig tilbage fra arbejdslivet før mænd. Til gengæld arbejder kvinder så mere i relation til børn og familie. De to køn har da også stort set samme antal timers fritid til rådighed«.
Når initiativtagerne bag kampagnen ’Hold fri resten af året!’ konfronteres med disse oplysninger, slår de på, at overdrivelse fremmer forståelsen. F.eks. siger HK’s næstformand, Mette Kindberg, at målet er opmærksomhed om problematikken: »Man kunne for eksempel godt have inddraget, at noget af lønforskellene skyldes, at flere mænd er ledere. Nu laver vi så en gimmick på det totale tal for lønforskellen. Vi laver sjov med noget alvorligt«.
Alt i alt skal kvinderne ikke gå på barrikaderne for højere løn, de skal ikke strejke eller lave fysiske blokader som mændene, nej, der appelleres til den dårlige samvittighed over ’udbytningen’ af kvinderne.
Professor: Kvinder skal tilskyndes til at arbejde mereEn paternalistisk kvindestrategi, der fremhæver kvindernes svage og udsatte situation på arbejdsmarkedet og kræver handling fra samfundets og mændenes side: »Det er jer, der skal slås for os. Det er jer, der skal løse vores problem«. Og alt tyder på, at mændene vitterlig gennem deres arbejdskampe har løftet begge køn op på et globalt set uhørt højt lønniveau.
At påpege en urimelig 18-pct.s samlet lønforskel mellem mænd og kvinder ville være korrekt, hvis vi levede i et samfund med borgerløn, hvor alle skulle modtage den samme indkomst uanset indsats.
Så i virkeligheden argumenterer kampagnen for en borgerløn, hvor ’Dovne Robert’ og direktøren skal have det samme udbetalt, men pakket ind som uligeløn.
Der er altså ingen signifikant uligeløn i Danmark i dag. Men hvad med det faktum, at mænd gennemsnitlig har længere arbejdstider, ansættelse i det højtlønnede private, men mindre fleksible erhvervsliv, øget jobmobilitet og lederjobs, hvor de gennemsnitlig tjener væsentlig mere end kvinder? Betyder det så ikke, at mænd har langt større økonomisk råderum end kvinder?
Faktisk ikke, vel at mærke hvis man inddrager dels den omfordeling mellem kønnene, der foregår via det offentlige, dels den pengeoverførsel, der foregår fra mænd til kvinder inden for husstanden. Lad os se nærmere på det. Undersøgelser fra sidste år viser, at velfærdssamfundet medfører en massiv omfordeling i kvinders favør via overførselsindkomster.
Kvindernes lavere gennemsnitlige nettobidrag i den erhvervsaktive alder og længere middellevetid betyder, at en gennemsnitlig nyfødt pige over sit livsforløb kan forvente at modtage 1,6 mio. kr. mere fra det offentlige, end hun betaler.
Til sammenligning forventes en gennemsnitlig nyfødt dreng at komme til at betale 0,6 mio. kr. netto til det offentlige gennem sit liv. Mænd forsørger altså stadig kvinder, men nu i høj grad over velfærdsstatens udligninger. Det betyder imidlertid ikke, at kvinderne yder mindre end mændene. De gør det blot andre steder, for eksempel mere i relation til børn, familie og barsel, det ’skjulte bnp’.
Hertil kommer, at mange familiers fællesøkonomi er med til at udjævne det økonomiske rådighedsbeløb mellem mand og kvinde, så de potentielt har samme disponible forbrug, selv om de ikke tjener det samme.
Med ’disponibel’ tænkes der på, hvad hvert enkelt menneske i en husstand har til rådighed. Ser man på hele billedet over de to køns indkomster, viser det sig, at de danske kvinder samlet set har en større såkaldt ækvivaleret disponibel indkomst (479 mia. kr.) end de danske mænd (475 mia. kr.).
Tre ud af fire kvinder står for vasketøjetEn del kvinder nyder med andre ord rigtig godt af de store indtægter, som deres karrieremænd genererer, og når man tager i betragtning, at kvinder typisk gifter sig med noget ældre mænd, der endog også i gennemsnit har en fire år kortere levetid end hustruen, har mange kvinder også stor chance for at forsøde deres alderdom, når manden er gået bort.
Gennem den kollektive pensionskasse ATP betaler mændene i øvrigt også til kvindernes pension, på trods af at der er tale om personlige indbetalinger. Der bliver nemlig ikke taget hensyn til, at kvinder som sagt lever omkring fire år længere end mænd, hvorfor en kvinde i gennemsnit får 97.000 kr. mere end en mand til at forsøde sit otium med.
I februar 2013 offentliggjorde ATP ydermere en undersøgelse, der overraskende konkluderede, at: »Kvinders pension stort set [er] upåvirket af barsel, orlov og deltid«. Årsagen er, at eftersom folkepensionen er indtægtsreguleret, får kvinder, som ikke har sparet så meget op til pensionen, del i et forhøjet folkepensionstillæg, der udligner mændenes indbetalinger.
Paradoksalt nok er de skandinaviske ’kvindevenlige’ barsels- og omsorgsregler i høj grad også den faktor, der er med til at skubbe kvinderne væk fra kampen om høj løn og stillinger. Det er ikke diskrimination, ikke ’glasloft’, ikke ’old boys’ network’, men et velfærdssystem, der trækker kvinderne i retning af familie og nære relationer.
Intet tyder på, at denne prioritering er noget, kvinder bliver tvunget til. Kvinder stemmer typisk på partier, der lover dem en bred vifte af velfærdstilbud.
Hvis vi ser nærmere på kønsprofilen på dem, som stemmer på partier, der typisk kæmper for velfærdsstaten med alle dens offentlige arbejdspladser og kvindelige velfærdsordninger, er det i høj grad kvinderne selv.
Ifølge Ritzaus opinionsundersøgelse udført for Voxmeter i marts 2011 ville en rød blok alene og altså uden de radikale få flertal i Folketinget med 52 procent, hvis det kun var kvinderne, der kunne stemme.
Se tallene: Så lidt får kvinder ud af af uddanne sigPå samme måde er der meget stor skepsis mod EU hos danske kvindelige vælgere, bl.a. fordi man er bange for, at EU-harmoniseringer vil rulle de kvindevenlige danske velfærdsordninger tilbage. Et sigende eksempel er de kvindelige folketingspolitikere, der har stemt for et helt års barselsorlov med fuld løn til sig selv. Det giver minimum 648.000 kr., som er den minimale årsløn for et medlem af Folketinget.
På trods af at der altså er ligeløn, og at kvinder i høj grad har opnået de ønskede velfærdsordninger, der til gengæld dæmper muligheden for at gøre karriere, har vi i Danmark statsstøttede kvindeorganisationer som Kvinfo, der traditionelt ret ensidigt sigter på at favorisere kvinder f.eks. med millionbelønninger til fakulteter, der ansætter kvindelige professorer og bestemte kvindeandele af bestyrelsesposter i danske virksomheder.
Løn til mænd og kvinder tvinges nu frem i lysetEr det ligestilling? Bør staten ikke forholde sig neutralt og støtte alle borgere frem for kun at støtte ét køn?
Nutidens kvinder har altså et lige så stort disponibelt forbrug som mænd, de kompenseres på pension for perioder med graviditet, og der er i dag ligeløn for samme arbejdsindsats. 8. marts, det er vindernes kampdag.
Til lykke! Det er jer vel undt. Og heldigvis deler I jo også med jeres mænd, der dermed også bliver vindere. Vi er ikke hinandens naturlige fjender.
fortsæt med at læse
