Politiken spørger: Hvad er det største problem med ligestilling i Danmark i dag?

Lyt til artiklen


Foto: Mie Brinkmann

Soulaima Gourani, forfatter, debattør, virksomhedsrådgiver:
»At kvinder ikke er parate til at betale den samme pris som mange mænd for at få magtfulde positioner.

Det er helt almindeligt for de fleste mænd, der gør karriere, at de investerer i uddannelse, rejser og klør på i mange timer. For der er forskel på at passe et arbejde og at gøre karriere. Og karriere er også et spørgsmål om at bruge rigtig meget tid på sit arbejde. Det kræver afsavn. F.eks. er jeg i Budapest nu i tre dage, væk fra min familie, og jeg er også væk i hele næste uge«.

»Mændene lider jo de afsavn. Det er sådan lidt sødt, at kvinder taler om work-life-balance, men der er sgu ingen karrieremand, der har work-life-balance. Sådan skal vi ikke nødvendigvis arbejde i fremtiden, men sådan er det lige nu. For vi er i en global konkurrence. Jeg rejser fire dage om ugen og er i flere lande, end jeg kan tælle. Og der er altså et arbejdspres derude«.

Nye tal afslører, hvornår kvinder indhenter mændene på lønnen

»Kvinder er veluddannede, men vi spilder talenterne, for vi sidder i den offentlige sektor eller åbner en negleshop eller et single-pr-bureau. Hvis kvinder vil have adgang til de magtfulde stillinger, må de bestille mere og pibe mindre.

Vi klager alt for meget, og vi vil stadig væk bage boller og se godt ud. Men jeg kender ikke nogen, der kan nå det hele på den halve tid«.


Foto: Jacob Ehrbahn

Nina Groes, direktør for videnscenteret Kvinfo:
»At vores samfund ikke er gearet til at rumme den forskellighed, vi har som mennesker. I Danmark har vi Europas mest kønsopdelte arbejdsmarked med kvinder primært ansat i det offentlige og mænd på det private arbejdsmarked. Og det begynder allerede i børnehaven, hvor drengene lærer at være handlekraftige og modige, mens pigerne lærer at udvikle sociale kompetencer og være omsorgsfulde og ikke for højrøstede«.

»Da min datter startede i børnehave, var der en dukkekrog til pigerne og en piratkrog til drengene, og pigerne måtte ikke være i piratkrogen, for den skulle drengene have lov at have for sig selv. Det er lidt af et signal at sende til tre-årige piger: Gå over og leg med dukker«.

Rapport: Danske mænd er de mest kvindehadske i EU

»En undersøgelse viste, at uddannelsesvejledere i folkeskolen kun præsenterer de unge for en halv palet, for piger typisk sygeplejerske og frisør, for drenge håndværkerfag. Hver anden ung mener, at mænd er bedre politibetjente end kvinder. Hver fjerde, at mænd er bedre direktører, mens kun 2 procent mener det modsatte«.

»Nogle passer fint ind i lyserøde og lyseblå kasser, men jeg synes, det er på tide, at vi giver hinanden frihed til at være, præcis hvem vi er. Det andet er spild af talent og livspotentiale. Og vi ved også, at mangfoldighed skaber vækst og udvikling«.


Foto: Valdemar Jørgensen

Søren Villemoes, debattør, journalist og anmelder ved Weekendavisen:

»Social kontrol af kvinder med anden etnisk baggrund. Rapport efter rapport bekræfter, at problemet er udbredt og griber ind i rigtig mange kvinders helt fundamentale frihed. At påstå, at det største problem med ligestilling er amning eller bestyrelsesposter, svarer til, at man i 1980’erne under apartheid mente, at det største frihedsproblem var rygeforbud på værtshuse«.

»Undersøgelser taler om uhyggelig vold over for kvinder med anden etnisk baggrund, og at hver fjerde unge kvinde med anden etnisk baggrund ikke selv må vælge en kæreste. Og hvis de have en kæreste, må han så være dansker? Må de dyrke sex? Der er ikke bare ulighed mellem mænd og kvinder i indvandrermiljøer. Der er ekstrem ulighed mellem danske og etniske kvinder«.

Jo mere ligestilling desto mere vold?

»Vi har alle gået rundt og ikke anet noget om det her, og jeg forstår godt, at det var et betændt emne i kulturkampen og med Dansk Folkeparti. Men de forklaringer kan jo ikke blive ved. Hvis ikke man tager det her problem alvorligt, kan man da ikke kalde sig feminist.

Så hedder sagen ’hvide middelklassekvinders interessekamp’«. Ellers siger man jo, at frihedsrettigheder kun gælder hvide europæiske grupper, mens de andre selv må rode med deres underlige normer«.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her