Hvem skal lave maden i den familie, du skal være en del af i fremtiden? Du eller din partner? Og hvem skal skure gulve, hente børnene i institution og skrue skruer i væggen? Det er 17-20-årige unge blevet spurgt om i en undersøgelse, som erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy har foretaget.
Svarene viser, at der er langt igen, før de danske hjem er helt ligestillede. Det siger direktør for Kvinfo Nina Groes. For både de unge mænd og kvinder forventer i høj grad, at kvinderne står for rengøring, madlavning og børnepasning, mens mændene klarer gør det selv-arbejdet.



























