Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

46-årig mands advokater forsøgte at få henrettelse i Texas udskudt efter fejlslagent forsøg i Tennessee.

Amerikansk dødsdømt henrettet i nat

Foto: Martin Martensen-Larsen
Foto: Martin Martensen-Larsen

En 46-årig amerikansk mand er onsdag blevet henrettet ved en dødelig indsprøjtning i den amerikanske delstat Texas.

Manden blev i sin tid dømt til døden for at have dræbt en butiksmedarbejder under et røveri i 2000.

Det er den første henrettelse i USA siden sidste uges mislykkede forsøg på at henrette den amerikanske kvinde Christa Pike i delstaten Tennessee.

Den 46-årige mands advokater havde forsøgt at få udskudt henrettelsen i lyset af Pikes mislykkede henrettelse.

Christa Pike fik to indsprøjtninger af det dødelige stof pentobarbital onsdag i sidste uge, men hun overlevede.

Efter at have ligget i respirator på et hospital oplyste hendes advokater tirsdag, at hun var kommet til bevidsthed og kunne tale.

Hun er fortsat lænket til sin hospitalsseng og er medtaget.

»Hun kan ikke bevæge nogen af sine arme. Både hendes arme og hænder er voldsomt hævede, og vi ved ikke, hvilken funktion - hvis nogen - hun vil genvinde i sine arme, siger Randy Spivey, der er en af hendes advokater.

Advokaten mener, at Pikes dødsdom i stedet skal ændres til livsvarigt fængsel.

Henrettelse i december

Organisationen Death Penalty Information Center oplyser, at det er første gang, at en fange har overlevet en dødelig indsprøjtning ved en henrettelse i USA.

50-årige Christa Pike blev dømt til døden, da hun som 18-årig sammen med sin kæreste slog en 19-årig kvinde ihjel.

Hun ville være blevet den første kvinde til at blive henrettet i Tennessee i mere end 200 år, oplyser Death Penalty Information Center.

Der har været 29 succesfulde henrettelser i USA i år - alle er blevet udført med dødelige indsprøjtninger.

Dødsstraf er blevet afskaffet i 23 ud af USA’s 50 delstater.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste mandag, at USA’s præsident, Donald Trump, har godkendt en henrettelse af en amerikansk major, der i 2009 skød og dræbte 13 mennesker på en amerikansk militærbase i Fort Hood.

Henrettelsen, som skal foretages ved skydning 3. december, vil blive den første, der gennemføres af det amerikanske militær siden 1961.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her