All that evil needs to prevail is that people of good will do nothing ...! – Martin Luther King, 1929-1968 Hvis der er noget, en palæstinenser ikke kan forstå – eller, hvis han gjorde, ikke kan tilgive – så er det den apati og det hykleri, som regeringer i den ’frie verden’, især USA, reagerer med, når det gælder spørgsmål om rigtigt og forkert i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Spørgsmål om moral og retfærdighed synes ikke at have nogen relevans, og politikken synes i det fleste tilfælde at blive afgjort udelukkende af overvejelser om, hvad kun den ene part i konflikten muligvis vil indvilge i, eller i hvert fald ikke protestere imod. For 93 år siden underskrev den britiske udenrigsminister, lord Arthur James Balfour, et dokument, der har hjemsøgt folk i Mellemøsten lige siden. Selv om jeg ikke her vil diskutere dokumentet i detaljer, kan man i en seriøs debat om den israelsk-palæstinensiske konflikt næppe komme uden om Balfour-deklarationen på grund af dens plads i fortællingen om de folk, der er involveret i konflikten. Balfour-deklarationen var resultatet af en imperialistisk æra, hvis fremmeste mål var at tjene Det Britiske Imperiums interesser. Det blev slået fast i drøftelserne i den britiske regering. Der var, naturligvis, oprigtig sympati for og støtte til zionisternes plan om at give Palæstina tilbage til dets »historiske ejere«, med andre ord at overdrage landet til jøderne, repræsenteret af den zionistiske bevægelse – selv om dens historiske krav havde ligget brak i 2.000 år, selv om det jødiske samfund, som var blevet i Palæstina siden dengang, enten modsatte sig eller lod hånt om den europæiske zionistbevægelse, og selv om landet, på det tidspunkt Balfour fremsatte sin deklaration, i overvældende grad var befolket af et folk, hvis ’historiske’ krav var mindst lige så store som zionisternes. Balfour-deklarationen, der lovede britisk støtte til oprettelsen af et »jødisk nationalhjem« i Palæstina, var et tvetydigt dokument, ligesom de fleste af de løfter, briterne gav araberne på det tidspunkt. Men Churchills memorandum, der fulgte fem år senere, var mere specifikt. I dette dokument, der klarlagde den britiske politik i Mellemøsten, blev Balfour-deklarationen stadfæstet, men umiskendeligt omfortolket.

For at citere professor Maxine Rodinson i hans bog ’Israel and the Arabs’: »Hvad skulle det lovede jødiske nationalhjem være? Ikke som nogle havde givet indtryk af, at Palæstina skulle være lige så jødisk, som England er engelsk, og Frankrig er fransk. Hensigten var ganske enkelt »en videreudvikling af det eksisterende jødiske samfund (i Palæstina, red.) med hjælp fra jøder i andre dele af verden, så det muligvis kan blive et centrum, som hele det jødiske folk på grundlag af religion og race kan have interesse i og være stolte af«. »Indvandringen skulle begrænses i forhold til landets økonomiske muligheder for at modtage nyankomne. Der var ingen hensigt om at foranledige, at det arabiske folk, sprog eller kultur i Palæstina uddøde eller underordnede sig«. Memorandummet blev udsendt, netop som Storbritannien forberedte sig på et møde i Folkeforbundet, som skulle godkende det britiske mandat over Palæstina. Briterne gjorde det klart over for den zionistiske organisation, at den skulle godkende denne omformulering, hvis den ønskede, at det britiske mandat over Palæstina skulle sanktioneres. Og den zionistiske organisation godkendte den. Dermed tog den – for igen at refere Maxime Rodinson – officielt afstand fra planen om en jødisk stat, selv om organisationen stadig håbede, at projektet ville blive virkelighed. Naturligvis er det en kendsgerning, hvad der skete med det arabiske folk, sprog og kultur i Palæstina. Det vil jeg ikke gå nærmere ind i, for det er allerede veldokumenteret for dem, der er nysgerrige efter at finde sandheden og har integritet til at anerkende den, når de finder den. Det er tilstrækkeligt at sige, at Palæstina af 1948 allerede er forsvundet fra verdenskortet; hele byer er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til israelske bosættelser. En vigtig bestemmelse i FN’s resolution 181 af 29. november 1947, der anbefalede en deling af Palæstina, var, at rettighederne for alle dem, der var bosat i Palæstina, skulle overholdes. Den israelske stat bruger denne resolution som det internationale grundlag for sin oprettelse, men har ignoreret alle efterfølgende FN-resolutioner, der opfordrer til, at palæstinensere, der blev fordrevet under krigen i 1948, kan vende tilbage og få erstatning for deres tabte ejendom. Sagen om den palæstinensiske diaspora rejser fundamentale, moralske, filosofiske, sociale og politiske spørgsmål: Er retten til selvbestemmelse universel, eller skal den håndhæves i nogle tilfælde og tilbageholdes i andre? Med andre ord: Har palæstinenserne samme rettigheder som den sorte befolkning i Sydafrika, eller har de ikke? Jeg har altid fundet det besynderligt at møde rationelle, logisk tænkende mennesker, som vil opretholde oprindelige folks ret til selvbestemmelse, men som er mindre sikre, når det gælder palæstinenserne. Hele historien om Mellemøsten i det forrige århundrede har overvejende handlet om outsideres forsøg på at påtvinge palæstinenserne en skæbne, som de ikke selv har valgt. I 2010 er problemet at få ret og uret i fortiden til at harmonere med virkeligheden i dag. Hvis vi skal tage Benjamin Netanyahus seneste erklæringer for gode varer, så vil Israel ikke acceptere en suveræn og uafhængig palæstinensisk stat i Vestbredden og Gazastriben eller anerkende 10 millioner palæstinenseres umistelige rettigheder. Den simple kendsgerning, som næppe nogen politisk retorik vil kunne skjule, er, at den arabisk-israelske konflikt grundlæggende handler om palæstinenserne. Det er først og fremmest dem (nogle vil sige kun dem), der skal involveres i bestræbelserne på at finde en retfærdig og holdbar løsning på den 93-årige israelsk-palæstinensiske konflikt. Palæstinenserne er blandt de højest uddannede folk i Mellemøsten. De har ikke behov for beskyttere eller tilsynsførende. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) er deres eneste legitime repræsentant. Siden OSLO-aftalen i september 1993 har der i Israel været en stigende erkendelse af, at palæstinensernes rettigheder skal opfyldes på en eller anden måde, men den nuværende israelske regering siger til palæstinenserne: Det er jeres problem, I må løse det, så godt I kan, men vi vil ikke tage ansvar for, hvad der er sket i de seneste 62 år. Med Oslo-aftalen blev Israel og PLO enige om at løse konflikten i henhold til FN’s Sikkerhedsråds resolution 242. Denne resolution er ikke ukrænkelig, hverken juridisk eller moralsk. Den er ikke lov modsat de resolutioner, der gik forud for den, og de hundredvis af andre resolutioner, der er fulgt siden 1967. At der konstant bliver refereret til denne resolution (der blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd på et tidspunkt, hvor der ikke var et eneste arabisk medlem af rådet), giver den ikke større juridisk vægt.