0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Har palæstinensere ikke rettigheder?

Israel har nu chancen for at få fred. Men det kræver, at israelerne vil hjælpe palæstinenserne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Majdi Mohammed/AP (arkiv)
Foto: Majdi Mohammed/AP (arkiv)
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

All that evil needs to prevail is that people of good will do nothing ...! – Martin Luther King, 1929-1968

Hvis der er noget, en palæstinenser ikke kan forstå – eller, hvis han gjorde, ikke kan tilgive – så er det den apati og det hykleri, som regeringer i den ’frie verden’, især USA, reagerer med, når det gælder spørgsmål om rigtigt og forkert i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Spørgsmål om moral og retfærdighed synes ikke at have nogen relevans, og politikken synes i det fleste tilfælde at blive afgjort udelukkende af overvejelser om, hvad kun den ene part i konflikten muligvis vil indvilge i, eller i hvert fald ikke protestere imod.

For 93 år siden underskrev den britiske udenrigsminister, lord Arthur James Balfour, et dokument, der har hjemsøgt folk i Mellemøsten lige siden. Selv om jeg ikke her vil diskutere dokumentet i detaljer, kan man i en seriøs debat om den israelsk-palæstinensiske konflikt næppe komme uden om Balfour-deklarationen på grund af dens plads i fortællingen om de folk, der er involveret i konflikten.

Balfour-deklarationen var resultatet af en imperialistisk æra, hvis fremmeste mål var at tjene Det Britiske Imperiums interesser. Det blev slået fast i drøftelserne i den britiske regering.

Der var, naturligvis, oprigtig sympati for og støtte til zionisternes plan om at give Palæstina tilbage til dets »historiske ejere«, med andre ord at overdrage landet til jøderne, repræsenteret af den zionistiske bevægelse – selv om dens historiske krav havde ligget brak i 2.000 år, selv om det jødiske samfund, som var blevet i Palæstina siden dengang, enten modsatte sig eller lod hånt om den europæiske zionistbevægelse, og selv om landet, på det tidspunkt Balfour fremsatte sin deklaration, i overvældende grad var befolket af et folk, hvis ’historiske’ krav var mindst lige så store som zionisternes.

Balfour-deklarationen, der lovede britisk støtte til oprettelsen af et »jødisk nationalhjem« i Palæstina, var et tvetydigt dokument, ligesom de fleste af de løfter, briterne gav araberne på det tidspunkt. Men Churchills memorandum, der fulgte fem år senere, var mere specifikt. I dette dokument, der klarlagde den britiske politik i Mellemøsten, blev Balfour-deklarationen stadfæstet, men umiskendeligt omfortolket.

For at citere professor Maxine Rodinson i hans bog ’Israel and the Arabs’: »Hvad skulle det lovede jødiske nationalhjem være? Ikke som nogle havde givet indtryk af, at Palæstina skulle være lige så jødisk, som England er engelsk, og Frankrig er fransk. Hensigten var ganske enkelt »en videreudvikling af det eksisterende jødiske samfund (i Palæstina, red.) med hjælp fra jøder i andre dele af verden, så det muligvis kan blive et centrum, som hele det jødiske folk på grundlag af religion og race kan have interesse i og være stolte af«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu