Man får en kræftsygdom, bliver behandlet, får at vide, at man er helbredt, men man skal alligevel til kontrol. Det er dette mærkelige limbo mellem at være rask og så alligevel være i risiko, der udløser angsten. For alle ved, at når lægen siger: ’Du er rask’, så er det ikke en 100-procents garanti; der er en risiko for tilbagefald.
Ude hos sekretæren på kræftafdelingen får man stukket et kort i hånden, en mødedato er aftalt, og man vender sig mod elevatoren, kører ned på jorden og går ud i det fri. Næste gang man skal herind, skal man til kontrol. Omtumlet, voldsomt berørt og måske følelsesmæssigt ude af trit med sig selv er man nu ’ude’ igen – og alligevel ’inde’ i.


























