Lyt til artiklen
Søndag står jeg sent op, efter endnu en nat i ’Grotten’, i endnu en fremmed lejlighed med endnu en fremmed kvinde af ubestemmelig herkomst ved siden af mig, simrende af en cocktail af neuro-transmittere og alkohol jeg overhovedet ikke har overblik over, bortset fra at de får mig til at føle det, som om mit indre er belagt med brændt plastik. Jeg er ved at være for gammel til det her, en tanke jeg jævnlig har tænkt i de sidste 40 år, men som medicinindustriens nye landvindinger hele tiden får mig til at glemme igen.
Jeg tager tøj på, og hun vågner og går hen og trækker gardinerne fra – et gisp undslipper hende.
