TYSKERNE fjernede Berlinmuren med en hast og grundighed, som om den kunne slettes fra historien. Men det tomrum, som Muren gennemskar, står endnu. På bare 75 år forsvandt fra dette punkt fem historiske byer fra europakortet: kejserens Berlin, Weimarrepublikkens, nazisternes, Øst og Vest. De sidste 25 års prestigebyggerier knejser med demonstrativ robusthed som spredte borge i landskabet - glastårnene på Potsdamer Platz, kanslerkontoret, holocaustmonumentet, den amerikanske ambassade og den britiske - rejst som volde vendt mod verdenshistoriens næste flodbølge.
BERLINMUREN var en kendsgerning i skyggen af hvilken alle metaforer falmede. Så længe den stod, kunne ingen roman og ingen film drømme nogen mere fantasifuld samtid op. Muren var en åben port - til nazismen, krigen, holocaust. Muren var et troldspejl, hvor man i resterne af Anden Verdenskrig så de truende konturer af den tredje. Europas og Tysklands deling var så bizar, egentligt ubegribelig, at man i årtierne efter 1945 levede i en form for dobbeltvirkelighed: på den ene side eksploderede forbrugersamfundet i velfærd og vellevned, på den anden forblev halvdelen af Europa i ufrihed og det, der måske er værre endnu: løgn.
