KÆRE Martin Lidegaard, grunden til, at jeg skriver til dig, er den krig, Danmark som et ud af kun fem europæiske lande netop er blevet en aktiv part i. Vi flyver nu bombetogter ind over det nordlige Irak for at udslette en sortklædt dødskult ved navn Islamisk Stat. Det er fjerde gang inden for kun tolv år, at danske militærstyrker går i krig på steder, der alle sammen befinder sig mindst 3.000 kilometer fra vores grænser, og hvis altovervejende befolkningsflertal tilhører en muslimsk trosretning.
Vores begrundelse har hver gang været den samme. Vi kæmper for kvinder og børn. Vi kæmper mod ondskab og menneskefjendsk fanatisme. Det er en enkel fortælling med stor moralsk appel, og den er svær at modstå, hvis man ønsker at føle sig som et godt menneske. Jeg er alligevel imod krigen.
