Kunstnersammenslutninger er et af den tidlige modernismes kernefænomener. På en måde er de selve modernismens indbegreb: De opstår nærmest synkront over hele Europa mellem 1875 og 1930, og alle forskelle ufortalt sætter de oprøret som fast tilstand på dagsordenen. Det er det mål og det bål, fællesskabet er samlet omkring.
En sammenslutning er på én gang fællesskabets bedste håb og enerens platform for gennembrud. Den er alt, lige fra simpel udstillingsvæg for dem, som af den ene eller anden grund ikke kan (eller vil) udstille andre steder, til ramme om provokationer eller andre former for demonstrativ performativitet.




























