Kunstnersammenslutninger er et af den tidlige modernismes kernefænomener. På en måde er de selve modernismens indbegreb: De opstår nærmest synkront over hele Europa mellem 1875 og 1930, og alle forskelle ufortalt sætter de oprøret som fast tilstand på dagsordenen. Det er det mål og det bål, fællesskabet er samlet omkring.
En sammenslutning er på én gang fællesskabets bedste håb og enerens platform for gennembrud. Den er alt, lige fra simpel udstillingsvæg for dem, som af den ene eller anden grund ikke kan (eller vil) udstille andre steder, til ramme om provokationer eller andre former for demonstrativ performativitet.
En kunstnersammenslutning er altid både gruppen og den enkelte, og samtlige medlemmer er underlagt den samme dynamik, hvad enten de vil det eller ej. De er hver for sig del af en mekanisme, der historisk har ligget et sted mellem salon des réfusés og klubhus.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar