»Det er brevene, der er de værste«, sagde min ven, da jeg fortalte ham, at jeg var blevet arbejdsløs og skulle på dagpenge: »De er holdt i en helt særlig tone, der virkelig gør én deprimeret; min kone var ved at gå helt ned over dem«.
Og det er rigtigt nok. Brevene, man modtager fra a-kasse og jobcenter er på forunderlig vis formuleret på en måde, hvor det gøres klart, at man er kommet i uføre ved at bringe sig selv i den lidt skamfulde situation, at man nu ligger andre til last ved at være på overførselsindkomst.




























