For ikke så lang tid siden mærkede jeg en lille klump i halsen og en forræderisk tåre, der pressede sig på. Ingen havde gjort mig ondt, tværtimod. Jeg blev bare følelsesmæssigt overvældet, da jeg på tv fulgte højtideligheden fra Berlin i forbindelse med 25-året for Murens fald. Fire årtiers hård konfrontation mellem uforsonlige blokke og ideologiske systemer var forbi. Som T.S. Eliot skrev i sit berømte digt ’The Hollow Men’: »This is the way the world ends/ not with a bang but a whimper«.
Siden dengang har vi brugt meget tid på at søge at forstå, hvordan venstreorienterede i vores del af verden kunne bakke op om de totalitære regimer på den anden side af Jerntæppet. Enhver, der har personlig erindring om, hvordan den kolde krig udspandt sig i den nære hverdag, vil formentlig kunne genkalde sig følelsen af at være imod dem, der per definition gjaldt som ’de andre’, enten de befandt sig til højre eller til venstre.
