0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorfor er det kun venstrefløjens gøren og laden, der er blevet undersøgt?

Adam Holm spørger: Er vi blinde på det højre øje?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Polfoto
Foto: Polfoto

Synd. Tidligere leder af De Konservative Ole Bjørn Kraft er en af de politikere fra højrefløjen, som kunne trænge til at blive kigget i kortene.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For ikke så lang tid siden mærkede jeg en lille klump i halsen og en forræderisk tåre, der pressede sig på. Ingen havde gjort mig ondt, tværtimod. Jeg blev bare følelsesmæssigt overvældet, da jeg på tv fulgte højtideligheden fra Berlin i forbindelse med 25-året for Murens fald. Fire årtiers hård konfrontation mellem uforsonlige blokke og ideologiske systemer var forbi. Som T.S. Eliot skrev i sit berømte digt ’The Hollow Men’: »This is the way the world ends/ not with a bang but a whimper«.

Siden dengang har vi brugt meget tid på at søge at forstå, hvordan venstreorienterede i vores del af verden kunne bakke op om de totalitære regimer på den anden side af Jerntæppet. Enhver, der har personlig erindring om, hvordan den kolde krig udspandt sig i den nære hverdag, vil formentlig kunne genkalde sig følelsen af at være imod dem, der per definition gjaldt som ’de andre’, enten de befandt sig til højre eller til venstre.

Som gymnasieelev i anden halvdel af 1980’erne og dengang venstreorienteret var jeg involveret i et par bataljer med jævnaldrende medlemmer af både Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom. Der var buksevand, flaskekast og en enkelt blodtud. Intet verdenshistorisk drama, men dog et par skvulp i det store ideologiske bassin, som vi alle forsøgte at navigere i. Mange (af os) har siden fået indsigt i faren ved firkantede synspunkter og har gjort op med egen åndelige uredelighed, voldsromantik per stedfortræder og utopier, hvis teoretiske fundament man kun begreb en flig af og mest anså for at være et nyttigt middel til at jage en skræk i livet på de foragtelige bedsteborgere.

Nu hvor jeg selv er en sådan bedsteborger med lakerede gulve og klassisk musik til morgenkaffen, er jeg ikke i tvivl om, at venstrefløjens gøren og laden – alle gode intentioner ufortalt – var værst, fordi den sanktionerede ensretning og ufrihed for folk, der ikke var så privilegerede at leve i åbne, pluralistiske samfund. Marxismen og leninismen var i forskellige afskygninger toneangivende inden for dele af de kunstneriske miljøer, pædagogikken, den humanistiske og socialvidenskabelige forskning samt enkelte aviser og hjørner af Danmarks Radio. Men selv om revolutionens fortrop og dens viljeløse medløbere formåede at gøre livet særdeles surt eller sågar farligt for dem, der ikke abonnerede på de vedtagne doktriner, var det borgerlige flertalssamfund aldrig på nippet til at bryde sammen og kapitulere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter