»Vin eller øl?«, spørger PET-chefen mig. Scenen er sat, 16. december 1999 kl. 14.30. Jeg er til afhøring hos PET på Bellahøj. Over for mig sidder PET-chef Birgitte Stampe og operativ chef Hans-Jørgen Bonnichsen. Dagen inden, da Birgitte Stampe indkaldte mig til samtale, har jeg måttet tjekke i Justitsministeriet, at det nu også er PET, som Stampe er chef for.
Baggrunden for mødet står mig ikke ganske klar – måske skal det handle om et nyligt besøg, jeg som international sekretær i Socialdemokratiet sammen med formanden for partiets udenrigspolitiske udvalg, Steen Christensen, har aflagt i Iran? Men snart viser det sig, at de to PET-chefer har et særligt fokus på det, der senere skulle blive kendt som Lenz-sagen. Der er tale om en lækage fra Udenrigsministeriet , der har eksisteret siden 1979, til fordel for den østtyske Sikkerheds- og Efterretningstjeneste, Stasi. Der er heldigvis plads til humor under samtalen på Bellahøj. Et par stavefejl i notatet fra samtalerne kommenterer Bonnichsen med, at folk gerne skal bevare deres fordomme om PET. Og da Stampe ikke kan finde et dokument, bemærker jeg: »Det kan enhver komme og sige!«.
