Ja, så skete det endelig ... Efter tre års utilfredshed med diverse arbejdspladser, skoler, chefer og for den sags skyld bare uudholdelige medmennesker, som jeg havde stiftet bekendtskab med igennem min tid under den fri ungdomsuddannelse, lykkedes det endelig for staten at få mig anbragt i, hvad man uden tvivl må kalde den diametrale modsætning til mine egne ønsker og planer. Regeringen ville gerne have mig til at marchere op og ned ad Gothersgade med en sort pelsklump på hovedet og en oldnordisk riffel over skulderen, måske endda med mulighed for at komme ud at skyde al-Qaeda-muslimer efter et år som kongens tinsoldat. Dette inderlige ønske om at hverve unge mænd til at forsvare USA's olieinteresser og suverænitet faldt desværre langtfra i hak med, hvad jeg gerne ville bruge mit liv på, faktisk som sagt nærmest det modsatte. Så min umiddelbare reaktion - efter at jeg havde siddet foran de kommunefarvede sessionsmennesker og stirret på det uheldige og alt for lave nummer, mens min ansigtsfarve skiftede fra bleg til rød til endnu blegere - var mildt sagt ikke særlig positiv. Disse få, men yderst ubehagelige minutter i mit liv blev dog forholdsvis hurtigt udskiftet med et lille håb om frelse, da en af de kommunefarvede spurgte, om jeg ville nægte. Der gik ikke et kvart sekund fra dette spørgsmål var faldet, til undertegnede officielt kunne kalde sig for militærnægter! Denne ulykkelige sessionssituation blev efterfulgt af et halvt års venten på, hvad de i et brev nogenlunde beskrev som: en uges ophold på Militærnægtertjenesten Antvortskov i Slagelse med undervisning i at være nægter. Så jeg begav mig til Slagelse, fik drukket en masse øl med de andre uheldige sjæle og hørte de gamle 70'er-ledere på stedet fortælle om, hvor frygteligt det havde været at være nægter i gamle dage, og hvor heldige vi var nu, og selv om jeg er sikker på, at et par af de andre prøvede at se heldige ud, var det, når alt kom til alt, et ret begrænset antal positivt indstillede unge mennesker, der om fredagen kunne forlade stedet igen. Dette, må jeg have lov at sige, temmelig overflødige ophold var nogenlunde lige så meget spild af tid, som det lød til at være, når man ser bort fra et par nyttige oplysninger, som de uden problemer og væsentligt billigere for staten, dvs. os alle sammen, kunne have sendt os på en A4-side i stedet. Med på vejen fik vi 1.100 kroner, som blev kaldt tøjpenge, som nok mere blev til en slags 'drik depressionerne væk'-penge, samt et årskort til Danmarks busser, tog og færger. F.eks. kunne jeg, i det år jeg var nægter, tage til Skagen og tilbage igen helt gratis, hvis jeg altså havde haft tid, lyst eller grund til det. Men heldigvis for mig måtte det jo og også betyde, at jeg kunne spare de to-tre hundrede kroner, jeg brugte på mit HT-månedskort. Men se, her havde jeg som så mange gange før undervurderet bagmændenes inkompetence. For uden hverken jeg selv eller militærnægteradministrationen vidste hvorfor, var netop disse to meget brugte zoner midt i København undtaget. Men »ja, ja da«, tænkte jeg. Det var da ikke det, der skulle ødelægge fornøjelsen for mig. Så jeg drog af sted mod det job, jeg havde valgt, nemlig som medhjælper i Copenhagen JazzHouse, væbnet med 20 Prince, men desværre også en dundrende hovedpine, der i løbet af dagen udviklede sig til en temmelig voldsom feber, så om eftermiddagen, da jeg havde slæbt de sidste hundrede kasser øl ned i spillestedets kælder, skyndte jeg mig hjem på hovedet i seng. Næste morgen ringede jeg og meldte mig syg, og sådan lå jeg så fuld af selvmedlidenhed, feber og irritation over de kedelige og ubrugelige fjernsynsprogrammer, der blev vist, lige indtil det blev fredag morgen, hvor telefonen ringede, og en monoton stemme i den anden ende sagde: »Hallo, er det Rasmus?«. Det kunne jeg jo dårligt benægte, så jeg svarede ja, hvorefter manden, som var en af 1970'er-lederne på Antvorskov, fortalte mig, at jeg havde været syg i de sidste tre dage. Det havde jeg jo sådan set godt bemærket, så jeg svarede: »Ja, det er rigtigt«. Så fortalte han mig, at JazzHouse ikke ville have mig mere, fordi jeg havde lagt mig syg i den første uge, og at jeg nu skulle komme til Slagelse igen for at finde et nyt job. Derpå sagde han, at jeg lød lidt syg, og da jeg var kommet mig over hans overudviklede iagttagelsesevne, sagde vi farvel og overlod hinanden til, hvad vi nu hver især måtte have af interessante gøremål, i mit tilfælde at gå ud på toilettet og kaste op! På dette tidspunkt, et halvt år efter sessionen, kunne jeg allerede konkludere to ting. For det første, at ordsproget 'Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere' ikke rigtig holder i praksis, og for det andet, at jeg i den grad er allergisk over for tvang! Dette blev jeg yderligere bekræftet i, da jeg startede som scenearbejder i Kanonhallen. Her bestod mine kolleger hovedsageligt af folk i jobtræning, aktivering, passivering, eller hvad man nu skal kalde det, og så et par andre nægtere. Det vil altså sige, at stort set alle var blevet tvunget til at lave noget, de egentlig ikke gad, og her vil jeg vove at påstå, at lige meget om man så tog og spurgte samtlige 'Robinson'-deltagere, EyeQ, Moses Hansen eller for den sags skyld regeringen og jo derved en af bagmændene, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, så ville de alle være enige i, at denne sammensætning af folk aldrig vil kunne blive den mindste smule konstruktiv for nogen af parterne. Og den resulterede da også i et sygefravær, der sagde spar 2 til samtlige 10.-klasser landet over, samt en fuldstændig mangel på gåpåmod og engagement, der hen ad vejen nærmest lagde sig om folk som et slør af modløshed og resignation. Så efter tre stillestående måneder, hvor jeg så småt begyndte at synes, at min pjækkekvote samt mit gode humør var brugt op, besluttede jeg mig for endnu en gang at finde et nyt udstationeringssted. Jeg måtte så for tredje gang til Slagelse. Denne gang havde jeg forberedt mig i forvejen og selv fundet et udstationeringssted gennem nogle private kontakter, nemlig som arkivarmedhjælper i Cinematekets udklipsarkiv. De forskellige folk, jeg havde mødt under jobsamtalen, virkede flinke, og jeg følte, at denne tredje gang måske ville blive lykkens gang, især fordi jeg skulle have en god lang juleferie inden mit nye job. Set i bakspejlet kan det godt undre mig, at jeg ikke tog min egen optimisme med et gran salt. Som arkivar arkiverer man ting. Mange ting. I mit tilfælde avisudklip om film og folk i filmbranchen, dødsannoncer, anmeldelser, kronikker og så videre. Jeg blev placeret i et rum med udsigt over Gothersgade og Kongens Have. Her sad jeg så alene dag ud og dag ind, begravet i uendelige mængder af udklip. I starten var det ikke slemt. Jeg fik læst nogle af artiklerne og fandt det egentlig ret spændende at høre diverse skribenters fortællinger om filmverdenen. Samtidig opdagede jeg noget ret ironisk, nemlig at min oprindeligt tiltænkte 'skæbne' to gange dagligt kom marcherende lige forbi mit vindue med højlydte trompetfanfarer, trommehvirvler og hvinende tværfløjter. Faktisk syntes denne daglige opvisning i starten at have en positiv virkning på mit humør, idet jeg da trods alt havde undgået dén skæbne. Men efter et par uger begyndte jeg så småt at føle mig fuldstændig isoleret fra omverdenen og temmelig træt af avisudklip og kaffe, og det pelsklædte optog gik mig efterhånden ret meget på nerverne. Det begyndte mere og mere at minde mig om, hvor meget hele denne værnepligtsituation tvinger folk til at gøre fuldstændig unødvendige og latterlige ting i nationens tjeneste, og hvordan jeg selv var blevet frataget min frihed, havde fået stjålet et år af mit liv på det værst tænkelige tidspunkt, nemlig midt i den periode af ungdommen, som man burde bruge på at finde sin fremtidige beskæftigelse. Faktisk udartede mit ophold på Cinemateket til at være værre end de foregående. Ikke mindst på grund af den konstante, pelsklædte og larmende militære tilstedeværelse, der fordrev de sidste rester af mit gode humør hver eneste af de få dage, hvor jeg havde et sådan. Cirka fire måneder var der tilbage af min dom, og jeg havde ikke længere fantasi til at forestille mig en smertefri afvikling heraf. Så jeg tog til Slagelse igen og sagde hej til hippierne i håbet om denne gang at finde en eller anden middelvej mellem statens straffearbejdsordning og min egen psykiske overlevelse. Jeg havde jo bl.a. erfaret, at man, hvis man intet udstationeringssted havde, så i stedet kunne møde op i Slagelse hver dag, hvorefter man så kunne tage hjem igen, og på trods af det åbenlyst åndssvage i denne regel fandt jeg, at det nok var det bedste, i og med at når jeg kom hjem fra Slagelse, kunne jeg bruge resten af dagen til at komme i gang med mit musikskriveri igen. Dette forslag fra min side var dog åbenbart meget fornærmende for den militærnægtervejleder, jeg snakkede med, for han begyndte at pruste og stønne, samtidig med at han sagde, at jeg ikke kunne tillade mig at brokke mig, og at der var mange andre end mig, der heller ikke syntes, det var sjovt at være nægter, og at jeg ikke skulle stille spørgsmål, men bare gøre, hvad der blev sagt. I mangel af bedre valgte jeg at blive dataindtaster på Statens Serum Institut. Jeg vil gå lidt hurtigt hen over dette forløb, da en beskrivelse nok ville blive nogenlunde lige så kedelig for læseren, som det var for mig i praksis. Der skete dog én bemærkelsesværdig ting i min tid på instituttet. En dag var der en politibetjent, der ringede og sagde noget i retning af »Goddag du taler med Brorson, jeg er politibetjent inde på Station x«. Jeg sagde goddag (ikke vuf!) og fik herefter forklaret, at jeg skulle til afhøring vedrørende et ottedages fravær, jeg havde haft tilbage i november. Vi aftalte en tid og sagde så farvel. Se det var jo en voldsom konsekvens, men måske en ide til uddannelsesinstitutionerne landet over, hvad angår fraværsbekæmpelse. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før og fandt det egentlig lidt spændende. Nu skulle jeg ind på en politistation og afhøres vedrørende noget umiddelbart ikke særlig slemt og glædede mig til at se, hvordan der så ud inde på sådan en station. Måske ville der endda være nogle af de dér gennemsigtige spejle, man ser i film, og alt muligt. Politibetjent Brorson kom ned i forhallen og hentede mig, og så gik vi ind på et ganske almindeligt kontor, desværre uden gennemsigtige spejle eller blodpletter på gulvet. Ved et af bordene sad en nydelig ung kvindelig sekretær. Brorson satte sig ved skrivebordet foran kvinden og lavede en 'sæt dig der'-fagt med hånden. Kvinden vendte sig om mod mig, lagde, hvad hun havde i hænderne, og indledte en streng stirren på mig. Brorson havde åbenbart læst den samme forhørshåndbog, for han kastede sig ud i en lignende stirren, bare lidt strengere. Da der var gået et par minutter, uden at nogen havde sagt et ord, slog det mig pludselig, at der måske var sket en fejl, og at de troede, jeg var en meget hensynsløs morder. Men mine tanker blev afbrudt af Brorson. »Hvordan synes du selv, det går?«, sagde han koldt og stirrede videre. Jeg tænkte mig lynhurtigt om og sagde »øhh «. Brorson kastede et opgivende blik hen mod kvinden og gentog så sit spørgsmål. »Hvordan synes du selv, det går Rasmus?«. Jeg svarede »Meget godt, tror jeg, ehh eller hvad?«. »Du er udeblevet fra militærnægtertjeneste nogle dage i november«. Jeg sagde »ja« og ventede spændt på hans reaktion. Herefter fulgte ca. en times bebrejdelser over min manglende respekt for samfundet, og Brorsons ansigt glødede i de mest fantastiske røde farver. Jeg skulle ikke tro, at en ung mand som mig kunne tillade sig at kritisere samfundet, når hans kollegaer uden brok og beklagelser stod og frøs i flere timer ovre ved den irakiske antikrigsdemonstration foran Christiansborg, og selv om jeg ikke altid lige fik fat i pointen i hans udsagn, hindrede det ikke Brorson i at fortsætte sine mere og mere aggressive irettesættelser. Jeg fik ikke sagt mere end højst et par meget ydmyge sætninger, men præsterede åbenbart, ved min blotte tilstedeværelse, at provokere ham i en sådan grad, at han til sidst opgav alt håb om, at jeg nogensinde kunne blive en god samfundsborger, og det gjorde han mig opmærksom på, før han fortalte mig, at jeg ville få en bøde på 800 kroner, hvorefter vore veje skiltes. Når folk siger til mig, at vi i den vestlige verden er frie, vil jeg ikke give dem ret. Vi er frie i det omfang, et politisk flertal finder det rimeligt - eller fandt det rimeligt for år tilbage uden senere at opdage, at verden ændrede sig. På sessionen var der f.eks. en fyr, der ærgrede sig vildt over, at han trak frinummer, for han havde sådan glædet sig til at marchere op og ned ad Gothersgade med skindhue og bagefter komme ud at skyde muslimer. Jeg foreslog ham, at vi kunne bytte, for jeg ærgrede mig lige så vildt over, at jeg ikke havde trukket frinummer. På den måde ville vi begge være blevet lykkeligere, og politikerne ville have fået, hvad de gerne ville have. Men det var ikke tilladt. De, der gerne vil lære at skyde med gevær og sprænge folk og huse i luften på den anden side af Jorden, bliver til deres store ærgrelse sendt hjem igen med uforrettet sag, og de, der nægter at være med til mere krig og ødelæggelse, tvinges til et års straffearbejde.