Når en virksomhed investerer i kunst, er det klart overforbrug. Siger mange. Og så har virksomheden for mange penge.
Hvis en ansvarlig arbejdsplads overhovedet har et overskud, bør den i stedet investere i ny produktudvikling, hensætte til konsolidering, ekspandere, opkøbe konkurrenterne eller bare give de ansatte mere i løn. I det sidste tilfælde har argumentet lydt således: Har en virksomhed endelig præsteret et overskud, er det også de ansattes fortjeneste. Er disse ansattes velbefindende ikke vigtigere end et eller andet modernistisk kunstværk, som meget få ser, og endnu færre forstår? Naturligvis er spørgsmålene forkert stillet. For det er netop for at forbedre de ansattes velbefindende på arbejdspladsen, at virksomheden køber kunst. Dermed skabes nemlig betingelsen for oplevelser af en anden karakter end de gængse. At købe kunst med stil handler ikke om at forbruge et overskud. Det handler derimod om at skabe en anden slags overskud. Dette nye overskud kan ikke måles i penge. Det er mentalt. Ingen virksomhed ville slippe godt fra deres kunstindkøb, hvis der kun stak forfængelighed bag initiativet, og formålet udelukkende var at udsmykke virksomheden selv. Æstetikken er hverken årsag eller anledning. Det er ikke rollen som sponsor, virksomheden ønsker at tage på sig, når den går på kunstindkøb. Sponsorvirksomhed henvender sig til en verden uden for virksomheden, om end den trækker virksomhedens navn med sig. Når museer eller store samlere køber kunst, gør de det heller ikke som mæcener. Hensigten er ikke primært at støtte de billedkunstnere, som man måtte købe værker af, men at støtte kunsten som helhed. Kunstneriske erhvervelser til mange mennesker har et ganske andet formål. Man kunne kalde formålet for oplevelsespolitik. Det er langsigtede investeringer i medarbejderens kreative fantasi, intellektuelle produktivitet og tankemæssige dristighed. Enhver virksomhed vil gerne give sine medarbejdere en oplevelse, både når de på arbejde, og når de ikke er det. For at være effektiv må man med mellemrum tage en pause, en pause, der ikke så meget har karakter af afbrydelse som opladning.
