I Danmark har vi en pædagogisk tradition for en vuggestue- og børnehavepædagogik, hvor barnets leg tillægges en grundlæggende betydning for dets udvikling, dannelse og læring. Man lærer at kravle ved at kravle, at hoppe ved at hoppe, man lærer at tænke ved at tænke. Man lærer at bygge med klodser gennem at have klodserne i hånden og opdage, at man kan sætte dem oven på hinanden. Gennem børnenes liv og leg med hinanden lærer de noget om sig selv, og samtidig får de vigtige erfaringer med at være sammen med andre, børn såvel som voksne.
Vi har en tradition for en praksis, hvor pædagogen møder børnenes initiativer med interesse, og hvor hun tager udgangspunkt i deres optagethed, når hun tilrettelægger aktiviteter, som skal understøtte deres udvikling og læring. Børnene leger, og de lærer. De er – alene eller sammen – i legens univers, hvor man glemmer tid og sted, og hvor virkelighed og fantasi smelter sammen. De træner og bliver efterhånden dygtige og sikre i deres kroppe, og de øver sig i at håndtere redskaber og legetøj med stadigt større virtuositet. Deres projekt går ud på at lære verden at kende og at kunne begå sig i den.
