Det offentlige rum er blevet til en kampplads om tal. Der går næppe en dag, uden at politikere, eksperter og journalister henviser til den ene og den anden undersøgelse og fremhæver specifikke tal som det indlysende argument for, hvilke særlige indsatser der er påkrævet. Tal i sammenlignelige tabeller er det moderne spanskrør, der bliver svunget over os alle.
Man nøjes ikke længere med voksne. Som lærer i en 4.-klasse har jeg netop gennemført den obligatoriske nationale trivselsmåling med mine elever. Med 44 spørgsmål, hvoraf de fleste har 5-6 svarkategorier, er man vitterlig gået all in på at anvende børn som kilde til at fremstille tabeller. Men spørgsmålet er, om målingen giver et retvisende billede af elevernes trivsel, og om det alene er det, undersøgelsen tager sigte på at måle?
