Den anden morgen, da jeg gik tur ved Søerne i København med min datter i barnevognen, var det pludselig forår. Der sad to afrikanske flaskesamlere med morgentrætte ansigter og huerne trukket godt ned i panden. De har været væk hele vinteren, sikkert sydpå sammen med fuglene. Jeg tænkte, at jeg ville skrive om dem, at jeg ville skrive om dem i den her Kronik.
Men jeg bliver nødt til at starte et andet sted, for litteraturen mister terræn i disse år, og vilkårene for kunst, kultur, viden og dannelse bliver mere og mere negative.



























