Om tre måneder bliver mit liv helt forfærdeligt.
Ensomt, forjaget og hårdt, hårdt, hårdt. For hvis alt går efter planen, er det der, jeg nedkommer med mit første barn. Og hvis jeg skal gå ud fra flertallet af de meldinger, jeg får fra forældre i min egen generation, så har jeg og min mand skudt os selv alvorligt i foden, da vi valgte at sætte den proces i gang. Fra den dag vi valgte at fortælle nyheden om min graviditet, er vi, og især jeg, der jo bærer rundt på det synlige bevis, blevet bombarderet med advarsler og horrorhistorier om livet med børn. »Det er jo sindssygt hårdt«, er standardoverskriften, når andre unge forældre, som regel uopfordret, går i gang med at dele deres egne erfaringer med os. En anden indledning er »Det er et helt andet liv« – og det er, forstår man, ikke en positiv ændring, men en anledning til trist resignation.
