Individualismens egocentrering er blevet som et stort, klodset bumletog uden bremser. Vi elsker os selv ihjel i forsøget på at nå forjættede mål via et liv på skinner. Uden at have den ringeste anelse om, hvad og hvor målet egentlig er. Ligger det overhovedet på vores linje? Eller kører vi på et sidespor? Vi har så travlt med at nå endestationen, at vi glemmer noget væsentligt: Bag stop-skiltet venter døden. Og den er der ikke meget grin ved.
Det er vejen til livets remise, der er interessant. Så er det ikke bedre at standse op, tage den med ro og se sig omkring? Stige af bumletoget og gå? Man når at se mere ved en lavere hastighed. Det ved alle. Alligevel lader de fleste til at have glemt, hvordan man bremser. Eller også bliver de skubbet i ryggen af atten andre, der stæser af sted i blinde, mens de selv febrilsk forsøger at holde hælene i jorden.
