Lyt til artiklen
»We want the world, and we want it now«. Sådan gjaldede det fra barrikaderne og kollegieværelserne dengang for nu snart 50 år siden, da ungdomsoprøret var med til at sætte dagsordenen.
Noget særlig reflekteret eller sofistikeret udsagn kan man ikke påstå, at der var tale om, indimellem kunne det nærmest lyde som forkælede børn, der stampede i gulvet for at få deres vilje, og der var ikke så sjældent markant afstand mellem ord og handling, men der var råstyrke i det, selvtillid og vrede, en uforfærdet, udadrettet indignation, der ville gøre op med passivitet og stilstand og opfordrede til fællesskab, retfærdighed og fælles handling. Der skulle ske noget.
