Nu må det være nok med bagtalelsen og den klichéprægede slaphed i EU-diskussionen. Det er på tide at finde udveje, der er farbare, og løsninger, der lader sig realisere.
Der er nu gået måneder, siden chokket fra Brexit-afstemningen ramte og fik meningsdannere fra alle lejre til at tale om EU’s krise, snarlige sammenbrud, irrelevans – til nød hvor slemt det vil være, om det går så galt.
Meget få har brugt tid og spalteplads på at fortælle om alt det vigtige, vi har opnået gennem EU-samarbejdet, ikke mindst fremskridt, der er kommet de der ’helt almindelige mennesker’ til gavn – både inden for arbejdstagerrettigheder, forbrugerbeskyttelse herunder databeskyttelse, miljø og natur, kvinders ligestilling, antidiskrimination osv.
Britisk brexit-minister udelukker ny folkeafstemningEn stribe gevinster, som vi aldrig havde fået, hvis vi ikke havde arbejdet sammen. Selvom mange love langtfra er som mit venstregrønne gemyt ønsker, er de normalt til det bedre. Beslutninger i EU træffes af folkevalgte, og blandt vælgerne er der (træls nok) lidt for mange, der stemmer på højrefløjen, men det er altså ingen grund til at afblæse EU’s demokrati – skønt det af til kunne lyde sådan fra f.eks. Enhedslisten.
Grundlæggende ligner Europaparlamentet det danske Folketing med sine politiske kampe, sejre, nederlag – og kompromiser.
EU er et enestående samarbejde mellem 27 (28) suveræne stater, der har puljet dele af deres suverænitet og endda flettet vigtige demokratiske mekanismer ind i dette ’overstatslige’ system med åbenhed samt parlamentarisk deltagelse og kontrol. Men her er også vidstrakt mulighed for indflydelse til nationale parlamenter og deres vælgere. Hvis demokratiet altså bliver brugt – af alle. Ingen bør kunne undslippe demokratiets byrde, end ikke vælgerne!
Men meget af EU’s virkemåde er ukendt selv for dem, der ellers følger godt med i samfundsdebatten. Skønt den demokratiske struktur i EU grundlæggende er enkel at beskrive, henligger den oftest i mørke.
En hovedårsag er, at de fleste politiske ledere skubber ansvaret fra sig – endda tit med ord om at EU er meget ’kompliceret’, ’teknisk’ osv. – mange af dem taler til og med ’EU-mesopotamisk’ så selv ikke den interesserede lægmand fatter en bjælde. Medierne fritager så bekvemt sig selv fra at overvåge EU, og vælgerne hægtes af. Det er ikke underligt at EU-lovgivningen under de vilkår bliver næsten spøgelsesagtig.
Så helt kort: Europaparlamentet er i dag medlovgiver på stort set alle områder og ubestrideligt folkevalgt. Det er organiseret i politiske partigrupper, som vi kender det hjemmefra. Rådet består af landenes regeringer, der står til ansvar for deres nationale parlamenter. Parlamentet og Rådet er alene om at vedtage EU’s love. Vigtigst at huske her: Ingen andre end de folkevalgte kan lovgive.
Kommissionen er udpeget af medlemsstaternes regeringer og godkendt af Parlamentet – altså demokratisk. Kommissionen er ikke en regering (selv om den indimellem optræder, som om den var, den består mestendels af tidligere topministre og har tit svært ved at holde fingrene væk).
Kommissionen har ganske vist beføjelser, som minder om regeringers, den fremsætter lovforslagene, og den kan under visse stramme vilkår trække dem tilbage, hvis den synes, vi politikere har lavet for meget om, det sker dog sjældent. Endelig er det Kommissionens ansvar at sikre, at medlemsstaterne overholder fællesskabets lovgivning.
Kommissionen er altså ganske magtfuld, men kan ikke agere uden de folkevalgtes accept. Vi, vælgere og valgte, er altså selv ansvarlige for, hvad der vedtages og sker i EU.
Det er derfor på høje tid at få rettet op på de forsømmelser og skævheder, der kan rettes op under EU’s eksisterende traktat. Tiden er nemlig slet ikke til traktatændringer! Som landet ligger, og debatten udfolder sig, ville en ny traktat-proces blive en Pandoras æske, hvor alle udemokratiske, selvtilstrækkelige og højreekstreme onder slippes fri.
Den næsten unisone bagtalelse af EU er jo virksom. Selvfølgelig er der fejl og mangler, en bygning som EU har aldrig før været rejst, og også jeg synes da, det er sjovt at lege med ombygningsforslag som f.eks. Christel Schaldemoses og Jens Rohdes kronik i Politiken 16.7. eller Thomas Pikettys idé om et europæisk tokammersystem (Pol. 9.7.). Men går vi i gang nu, kan EU-huset nemt forvandles til et nedrivningsprojekt. Derfor gælder det om først at få det, vi har, til at fungere. Og det kan vi, hvis vi vil.
Det egentlige demokratiske underskud i EU kan overvindes, hvis EU’s demokratiske muligheder faktisk blev brugt. Og her kan Folketingets Europaudvalg, et af de mest oversete instrumenter, blive en vigtig platform. At alle EU’s medlemslandes parlamenter i dag har europaudvalg til at inddrage parlamentarikerne og forberede rådsmøderne, er oprindeligt SF’s fortjeneste.
Vi havde gode erfaringer med Folketingets Markedsudvalg og fik det med i det såkaldte ’Nationale Kompromis’ efter nejet til Maastrichttraktaten juni 1992. I Edinburgh fik vi aftalt de danske vilkår med de fire forbehold, som gav ja til Maastricht maj 1993. I Edinburgh blev også andre aftaler indgået, f.eks. om europaudvalgene.
Men desværre er den parlamentariske deltagelse svundet ind. Folketingets Europaudvalg marginaliseres, mens fagudvalgene for længst er hægtet af. Fra mine sidste år i Folketinget (1994-2004) husker jeg, hvordan ministeren før rådsmøderne kom i samråd i de fleste fagudvalg, som efterfølgende forberedte EU-ordførere til Europaudvalgets rådslagning med ministrene op til rådsmøderne.
LÆS KRONIK
Riv Europaparlamentet ned!Allerede dengang var det dog vakkelvornt, bl.a. var Udenrigsministeriets baggrundsnotater skræmmende og utilgængelige A4-dynger! Havde vi ikke vakse rådgivere, var vi på den. Men nu er dette parlamentariske led nærmest væk.
Miseren kan forklares med, at Folketingsmedlemmer i forvejen har meget at lave og næppe ønsker sig flere opgaver, mens ministerierne på den anden side sjældent har været vilde med, at politikerne blandede sig.
I visse centrale ministerier betragter man vist nærmest Folketinget som en subversiv bule, der ødelægger pæne menneskers arbejde. I Udenrigsministeriet har man heller ikke opdaget, at Europaparlamentet er medlovgiver. I deres notater til Europaudvalget nævnes parlamentet som ’høringsberettiget’. Det vrøvl havde nær kostet det danske EU-formandskab dyrt i foråret 2012.
Her er mildt sagt rum for forbedring. Tænk, om vi kunne få europaudvalgene i medlemslandene inddraget aktivt i regeringernes arbejde i Rådet! Tænk, om bare de danske mf’er insisterede på, at centraladministration leverede korrekte og læsbare papirer! Tænk, om rådslagningen med ministrene reelt klædte dem på til forhandlingerne i Rådet, så alle kom velforberedte!
Så kunne de forhandle og om nødvendigt efterfølgende redegøre hjemme for forløb og (nødvendige) kompromiser. Samtidig burde man udbygge det tværgående europæiske partisamarbejde i de nationale parlamenter og i Europaparlamentet.
EU’s beslutningsproces virker tung, men blev den ordentligt forankret i de nationale parlamenter og transparent i alle led, kunne vi sikre den demokratiske deltagelse og legitimitet. Og immervæk er det 500 mio. mennesker, der skal lovgi-ves for – det er vel o.k., at det tager tid.
Problemerne, der skal håndteres, er til at få øje på: flygtninge- og immigrantstrømme, som de færreste seriøst forestiller sig vil tørre ud, multinationale selskabers dominans, it-sårbarhed, skatteunddragelser for ufattelige milliarder, voksende ulighed, udpining af naturen, truende miljø- og klimakriser, terror mv. Udfordringerne har for en stor del rødder i globaliseringen, der jo ikke går væk. Ingen kan hamle op med dem alene, selv ikke de største af EU’s medlemslande. Problemerne lader sig kun håndtere, hvis vi arbejder sammen.
Det, mennesker med meget ret frygter, er altså globaliseringen. Men når EU-demokratiet bliver uigennemskueligt som nu, kommer mange til at opleve EU som del af problemet i stedet for som redskabet til at løse det. Bliver EU fremstillet som utilnærmeligt, burokratisk, ja identisk med globaliseringen, er vi ilde faren.
Kalamiteterne er nogenlunde de samme i de fleste ellers ret forskellige EU-lande. Når jeg i det følgende holder mig til den danske politiske virkelighed, er det ikke bare, fordi det er den, jeg kender bedst, men også fordi selv et lille land som Danmark kan blive en vigtig spiller, hvis vi tager os sammen til at bruge EU’s demokrati og ad den vej sætte skub i de andre. Skal situationen forbedres: Begynd hos dig selv!
Umiddelbart ser det sort ud med ambitionsniveauet for EU hos flertallet vores politiske ledere. Lars Løkke lover at begrænse EU’s indflydelse, samme sang synger Søren Pape. Ingen af dem har været konkrete. Derfor er det ikke muligt at tjekke deres politik og påstande om for stor indflydelse til fællesskabet.
Jo, vi har da spottet kritik af velfærdsrettigheder for andre EU-borgere, der arbejder og betaler skat i Danmark. Men den EU-lov, Danmark her støder ind i, har den danske regering (Anders Foghs) og danske mep’er selv været med til at vedtage. Har der vist sig urimeligheder, kan de rettes, hvis man kan finde flertal for det, men så skal der mobiliseres politisk i EU, gerne som ovenfor beskrevet.
Nogle tilpasninger kan Danmark i øvrigt selv lave. Regeringsønsket om at svække EU’s miljøkrav vil derimod mislykkes, som vi så det med landbrugspakken. De fælleslove, der bremser Løkke her, bl.a. vandrammedirektivet, vil han næppe vove at angribe.
Løkke efter møde med Merkel: EU skal holde sammenOg Mette Frederiksen? Hun er klarere: EU skal samle sig om arbejdstagerrettigheder, bekæmpelse af skattesnyd og kontrol med EU’s grænser. Men hvad med beskæftigelse, forbrugerbeskyttelse, klima og miljø? Har hun sit partis opbakning i Danmark og i EU til at afvikle alt det som EU-politik? Vil hun det selv? Det tror jeg faktisk ikke.
Liberal Alliances ønske om at deregulere markedet er derimod en reel mulighed (trussel!). Partiet går efter et indre marked uden regler, der begrænser store virksomheders udfoldelser.
Det samme hører man fra EU’s gammeldags industrilobby ’Business Europe’ (hvor Dansk Industri er medlem). Strategien ligner Juncker-kommissionens program ’Better Regulation’, en krydsning af minimalstaten og et bureaukratisk monster.
Dette program, som jeg af pladshensyn ikke kan redegøre nærmere for her, fik i første omgang opbakning fra Rådet og et flertal i Parlamentet og dermed den nødvendige demokratiske legitimitet. Nu lysner det dog: EU-parlamentets socialdemokrater og mange liberale er efterhånden på linje med os Grønne i kritikken.
Men alarmklokkerne bimler: F.eks. sagde den som konkurrencekommissær fortræffelige Margrethe Vestager for nylig, at EU skal holde op med at detailregulere alt muligt. Hun var ikke konkret, men har tidligere været klar om Kommissionens ’Big on big things – small on small things’: Det meste om miljø og natur skal ud af EU’s fælleslovgivning, det må medlemslandene klare selv. Men er dette også Radikales position? Jeg vægrer mig ved at tro, at de er enige med Vestager her.
Så er der SF og Alternativet. Alternativet skal nok følge med styrkelsen af EU-demokratiet og også den grønne dagsorden, bare vi er rare nok. Og SF? Kampagnen om forbeholdsafstemningen viste, at SF er alene om at vedkende sig hele EU-platformen. Vores EU-engagement er imidlertid ikke ’ukritisk’; som i Folketinget er vi i Europaparlamentet fuldt på banen og kæmper den bistre kamp mod højrefløjen for vores venstre-grønne projekt.
Heldigvis ved vi også, at der er vælgeropbakning til EU’s klima- og miljøpolitik. Lukker vi ned for de politikområder som EU-opgaver, bliver EU bestemt ikke mere populært hverken i Danmark eller i resten af Europa.
Selv Dansk Folkeparti har sporadisk støttet EU’s miljøsatsning. Men DF’s EU-politik er i øvrigt ubeskrivelig, den minder om en hønsegård, hvor ræven er kommet ind: Udmeldingerne om EU flagrer forvildet i mange retninger. Er det afsløringen af deres vælgerbedrag fra forbeholdsafstemningen eller generelt skrækken for ansvar, der panikker dem?
På mange punkter ligner DF’s politik dog Enhedslistens. Men EL er konsekvent. Partiet holder urokkeligt fast i den gamle venstrefløjs EF-modstand fra 60’erne og 70’erne. Ingen nye indsigter endsige ideer har rokket dem: EU er kapitalens projekt, det er udemokratisk, og de vil erstatte det med mellemstatsligt samarbejde, hvor ingen stater er forpligtet af noget som helst andet end den gode vilje, Nordisk Råd og Europarådet er deres lysende forbilleder.
Disse udmærkede organisationer kan ikke undværes, men det er ikke ligefrem dem, der sætter hverken den nordiske eller den europæiske dagsorden. I det omfang medlemsregeringerne kan enes, sker det på ’erklæringsplanet’, men skal der komme politik ud af det, må der sættes forpligtende magt bag – EU!
Endelig er det værd at huske at det mellemstatslige samarbejde er regeringssamarbejde (’intergovernmental’ hedder det på engelsk), og det er som nævnt uden åbenhed og uden reel parlamentarisk kontrol.
Hvis man som EL anser det mellemstatslige samarbejde for idealet, må det glæde dem at nationalstaterne ikke bare er stærke i EU’s beslutningsproces (og givetvis vil være det fremover – de færreste af os ønsker at nedtone vores nationale identitet og demokrati) men at det ’mellemstatslige’ præg i de senere år er blevet mere fremtrædende.
Hvor regeringslederne tidligere mødtes to gange om året, mødes de nu næsten hver måned. De prøver at sætte sig på de vigtigste beslutninger og holde sig fri af indblanding både fra de nationale parlamenter og Europaparlament. Møderne er lukkede, det er de store, der bestemmer – hvis der altså overhovedet kan bestemmes noget under disse vilkår.
Sagen er jo, at hvis man skal klare så store problemer som flygtningestrømmene, er det umådeligt hjælpsomt at få parlamenterne med og gennem forhandlinger og kompromiser lavet brugbare løsninger – som vi ellers gør i EU’s fælleslovgivning. En slem bivirkning af alt det resultatløse møderi er, at det signalerer magtesløshed til EU’s befolkning. At den regeringsmodel skulle være en demokratisk endsige venstreorienteret gevinst, er svært at se.
Den demokratiske beslutningsproces er hjertet i EU’s ’overstatslighed’, med den kan vi imødegå de udfordringer, globaliseringen giver os, og på en måde, så børnebørnene kan se frem til et værdigt, sundt og i bedste forstand rigt Europa, der også kan præge den globale udvikling. Men påtager vi os ikke dette demokratiske slid og lader i stedet EU gå under i uforpligtende mellemstatslighed, er det svært at få øje på farbare veje uden om det truende kaos.
fortsæt med at læse
