Autocamperen skyder som en hvid pil lige ind i Centraleuropas hjerte, Bratislava. Eller pil er nok så meget sagt. Vi slingrer med klirrende bestikskuffe gennem gaderne for at finde forstaden, hvor campingpladsen Zlaté Piesky befinder sig.
Slovakiets hovedstad er unionens sjetterigeste region, men vi ser ikke andet end forfaldne, slummede bygninger og slukørede mennesker, der står og venter på sporvognen. Eneste tegn på rigdom er de mange autohandlere, hvis prangende luksuskøretøjer ligner en hån mod beboerne på disse kanter.


























