De har indtil videre taget fejl. Jeg tænker på dem, der i løbet af historien har forudsagt, at begrebet religion ville uddø.
Man forstår dog udmærket, at teorien opstår, for der er noget umiddelbart oplagt ved at forestille sig, at mennesket i takt med oplysning, videnskabelig indsigt og velstand vil blive mere og mere uafhængigt af det irrationelle og til sidst helt opgive tanken om noget guddommeligt.
Imidlertid befinder vi os i en epoke, hvor religiøsitet fylder påfaldende meget, og det skyldes ikke blot, at vi med ekstra intensitet i kraft af islam har fået det religiøse ind på livet.
Det skyldes også, at presset vokser på den enkelte i denne individets og sekulariseringens og præstationssygens del af verden, hvor et vist mentalt skibbrud breder sig.
Kristne Sørine Gotfredsen vrøvler om næstekærlighedMennesket søger efter noget, der kan skabe hvile og mening – noget, som man med teologen Paul Tillich kan beskrive som en søgen efter dybet – »… det, som De uden noget forbehold tager alvorligt«, som det lyder i en Tillich-tekst fra 1948.
Dermed ikke sagt, at tidens religiøsitet er særlig formuleret endsige bekendende, for det er den langtfra. For mange er den luftig og udogmatisk og kommer mest til udtryk som længsel efter at få et indre tomrum fyldt op med noget, der ikke føles så vilkårligt.
Til næste år fejrer vi 500-året for reformationen og den lutherske teologi, og også her i landet vil vi komme til at diskutere, hvad Martin Luther og protestantismen kom til at betyde for Danmark og folkekirken. Og ikke mindst hvordan troen i dag skal have sin plads iblandt os.
Folkekirken mister medlemmer, og som præst ved man alt om, hvad det vil sige at arbejde for en sag, der af mange stadig opfattes som døende. Det må være anderledes trygt at være advokat eller lærer og vide, at ens branche vil bestå.
Problemet er ikke kun, at flere danskere melder sig ud af kirken eller undlader at få deres børn døbt. Problemet er – og det er dét, der gør mest ondt – at frafaldet er knyttet til et kolossalt tab af viden. Det gælder i forhold til folkekirken og dens daglige virke, som mange ikke ved meget om, men ikke desto mindre har masser af holdninger til. Og det gælder i forhold til kristendommen og den lutherske udgave af den, som vi alle er grundet i.
Den seneste ateistiske kampagne, der målrettet gik efter at få folk til at forlade folkekirken, fremstod som et præcist billede på den manglende indsigt i den teologiske og kirkelige historie, som vi er en del af.
Når den viden mangler, falder man tilbage på klicheer og stivnede fordomme, hvilket kom til syne, da der fra ateisternes side blev ironiseret over, at præsten jo bare står på prædikestolen og ’gætter’. Eller da der på plakater blev spurgt om, hvorfor det gennem medlemskab af kirken skal koste noget at tro.
Det interessante ved en sådan kampagne er, at den faktisk kredser om problemstillinger fra før Luthers tid. Den efterspørger præster, der med autoritet kan være en slags garant for Guds eksistens, skønt Luther netop definerede gudsforholdet som noget, der ikke skal sanktioneres af en præst. Og den antyder, at den troende gennem betaling til kirken fremstår ekstra from, skønt opgøret med denne forestilling var en grundsten i kritikken af den katolske kirke.
SE OGSÅ:
Kampagnen øser af stiliserede forestillinger fra en anden epoke og springer reelt både reformationen og oplysningstiden over i sit syn på kristendom, og et kolossalt europæisk åndskapitel ligger som en dyb forståelseskløft imellem tidens udfarende ateister og den, der ved lidt mere om udviklingen.
Dette vidensmæssige hulrum er desværre kendetegnende for en bredere tilstand, hvilket man som præst får demonstreret gennem vielses- og dåbssamtaler. Menigmand ved stort set intet om Luther og grundbegreberne i protestantismen, og i mangel af bedre læner man sig op ad den populært overleverede kristne karikatur, hvilket skaber den paradoksale situation, at mens mange danskere- hvad teknologi og terapeutisk selvindsigt angår- er helt moderne, er de- hvad tro og kristendom angår- uhyre gammeldags.
Herudaf vokser den holdning, at der mangler sammenhæng mellem kristendommen og det moderne liv, mens den troende ofte mistænkes for at være en smule ude af trit med en progressiv tankegang. En norm, der jo blev effektivt næret med det moderne gennembrud sidst i 1800-tallet og Georg Brandes’ legendariske foragt for kristendom, der stadig præger vores kultur.
Jeg antog for nogle år siden, at islams tilstedeværelse ville få flere til at indse, hvordan netop kristendommen kan indgå i udvikling og moderne tankegang, men her var det mig, der tog fejl. For nok har tidens konflikter fået mange til at overveje forholdet mellem religionerne, men lige så meget er der opstået en generel skepsis over for overhovedet at være religiøs.
Når vi snart skal diskutere Luther og reformation, vil nogle måske opdage, i hvor høj grad trådene herfra har betydning i dag. Vi har bare glemt det, eller vi har aldrig lært det, eller vi har overtaget tidens antagelse af, at det grundlæggende ikke er vigtigt.
For at kunne samle de tråde op må man på god luthersk vis begynde med at overveje sit eget forhold til at tro. Jeg stammer ikke selv fra et religiøst hjem, men er vokset op i klassiske kulturkristne rammer, hvor der kun blev sunget salmer til jul.
Jeg har ikke fået en åbenbaring, der har gjort mig troende, og jeg har heller ikke mødt ét bestemt menneske, der banede en afgørende vej. Det skulle da lige være Søren Kierkegaard. Troen er i løbet af mit liv vokset frem som en gradvis fornemmelse af, at det eneste meningsfulde er at se mennesket som sat i verden af noget andet, som det er draget til ansvar for. Al dets manglende styrke taget i betragtning.
Efter at have mistet den ungdommelige følelse af usårlighed kan man begynde at indse, at de dybeste kræfter i mennesket må grunde i noget andet end mennesket selv. Som Martin Luther og Søren Kierkegaard samstemmende siger, så er det gennem erfaringen af egen afmagt – også kaldet syndighed – at mennesket forstår, at det i sidste ende må forlade sig på Gud, og er denne spire først blevet lagt i sindets dybe muld, præges man af den hver dag.
Så bliver det med tiden sværere at forstå den nutidige tro på mennesket som et væsen, der på udtalt vis kan udgøre en primær kilde til mening i sit eget liv, og som troende kommer man til mere og mere at stå i opposition til dette selvrådende menneskesyn.
Hertil vil nogle nok sige, at dette jo viser, at kristendommen er ude af trit med samtiden. Ja, på sin vis. Med sit klare og selvforsagende kærlighedsbudskab og understregningen af vores utilstrækkelighed er kristendommen altid på kant med det, mennesket selv vil og synes. Og derfor også med verdslige strømninger og ideologier.
Men det afgørende er, at den kristne trods dette til fulde kan leve i enhver tid, fordi kristendommen er tidløs. Den kommer ikke af tiden, men af evigheden, og det er denne sans for at være omsluttet af en vilje, der rummer os alle, men bryder med vores forstand, som vi er i færd med at miste.
Derfor kan man hævde, at tro til en vis grad hænger sammen med indsigt. Ikke indsigt forstået som højintellektuel eller filosofisk tænkning, men som indsigt i at være forbundet med noget, der er gået forud, hvilket i dette land er uløseligt knyttet til reformationen. Og mange ved det ikke.
Sørine Gotfredsens debatbog er både fortvivlet og interessantNår jeg hvert år spørger et nyt hold konfirmander, om de ved hvem Martin Luther er, og de stort set alle tror, at jeg taler om Martin Luther King, forstår man, hvilket smalt perspektiv vi vokser op med. I både historisk, åndelig og religiøs forstand mangler vi selve forudsætningerne for at kunne overveje, hvad det i alle aspekter vil sige at være et menneske.
Jeg er ikke tilhænger af mere håndgribelig religion i det offentlige rum. Den mere demonstrative trosudfoldelse gavner ikke sameksistensen og kommer nemt til at udgøre en modsigelse af Jesu afgørende opgør med lovreligion.
Martin Luther har lært os, at det er meningsløst at forestille sig, at man kan gavne sin position i verden ved at overholde religiøse påbud, og det protestantiske samfund hviler på en erkendelse af, at troen ikke kan ses som en præstation. Men jeg er til gengæld varm tilhænger af mere religion i vores diskussioner og samtaler både i det nære og i det offentlige.
For et folk, der lever med en så tavs og forlegen tilgang til religiøsitet som vi, får stedse sværere ved at forholde sig til egen historie og nuværende tilværelse og magter heller ikke at begribe, hvad det religiøse kan betyde for andre. Hvilket mødet med islam så tydeligt har demonstreret.
Vi lever – med kirkehistoriker Leif Granes ord – her til lands i en »næsten total forglemmelse af den kristne tænkning som kulturel faktor«. Dette skrev Grane i 1968 med understregning af, at det står endnu værre til her end i flere andre europæiske lande, og tilstanden har ikke forbedret sig siden.
Vi vil blive tvunget til at indse, at en civilisation, hvor kristendommen langsomt ties væk i medier, i skolen, i undervisning generelt og i menneskers samtaler, er en civilisation, der risikerer at størkne i et for lille erkendelsesmæssigt rum. Vi vil opleve, at det enkelte menneske midt i velfærd og umiddelbar lykke og tilfredshed i stigende grad kan mærke tomhed i det indre, og vor tids samtaler – bestemt også i politisk og samfundsdebatterende forstand – viser det.
Der findes en udtalt fokusering på penge og vækst samt en fantasiløs tro på, at velfærdsstaten har svaret på stort set alle menneskelige problemer. Systemet skal bare løbende justeres.
Det lyder som en banal erkendelse, men det skal stadig siges: Vores menneskesyn er for materielt, og antallet af politikere og debattører og andre, der formår at tolke mennesket i lyset af andet end velfærd, økonomisk lighed og præstationsevne, er for lille. Hvilket dog ikke forbløffer. For hvor lærer vore børn i dag at forholde sig til store eksistentielle spørgsmål? Taler de med deres forældre om alle deres religiøse overvejelser, når de begynder at tage form? Ikke ifølge min erfaring.
»Af og til kan du nå længere ved at udtrykke dig lidt mere behersket«Vi opdrager langt hen ad vejen vore børn i et rum, hvor de tvinges til at vende blikket indad og iagttage sig selv og søge alle kræfter i sig selv, fordi vi med vores manglende forståelse for det åndelige og religiøse skærer store perspektiver ud af menneskelivet. Hvis man ikke hen ad vejen får disse bragt til live, vil en del af ens indre forblive nedfrosset, og det er kun naturligt, at vi får flere politikere, forskere, journalister og personer i det hele taget, der tænker og taler på det noget iltfattige niveau, som vi ser i dag.
Det er muligt, at stat og kirke med tiden må skilles i dette land. Jeg håber det ikke, for den store ramme om den enkeltes trosliv er yderst velfungerende og burde ikke kunne krænke nogen.
Men det gør den, og modstanden vil sikkert vokse, hvormed adskillelsen i længden bliver svær at undgå. Imidlertid vil kristendommen naturligvis også eksistere uden folkekirken, og det store spørgsmål i dag er snarere, hvad der vil ske med os, hvis vi ikke får slået hul på den religiøse lammelse.
Hvad sker der med det moderne danske lykkelige, men også mere triste menneske, hvis det ikke bliver i stand til at forholde sig mere åbent og nysgerrigt til muligheden af, at vi står i forhold til Gud? Hvad sker der, hvis man afskæres fra tanken om, at vi får vores dybeste kræfter fra noget andet end os selv?
Vi nærmer os et stort Luther-år, der bør blive anledning til at få indblik i en afgørende historisk baggrund for vores liv i dag. Man kan sagtens kritisere Martin Luther og dele af hans teologi, og det skal gøres.
Men hvordan man end vender og drejer det, var Luther med til at skabe forudsætningerne for, at vi på én og samme tid kan leve i den moderne verden og være mennesker, der tror på Gud. Vi har bare glemt det, eller vi har aldrig lært det, eller vi er efterhånden nået helt derhen, hvor vi ikke længere kan forestille os, at det virkelig er vigtigt. Det er dér, vi for alvor tager fejl.
fortsæt med at læse
