Ledende politikere viser en fatal mangel på respekt for dansk retskultur i forbindelse med regeringens antiterrorpakke. Man bilder befolkningen ind, at pakken ikke koster personlige friheder. Det gør den, skriver juristen, der er tidligere MF'er for VS. Dagen før statsministeren udskrev valg til Folketinget, offentliggjorde regeringen sin antiterrorpakke. Forslagene er sendt til høring, svarfristen er sat til 15. november, og hensigten er at få antiterrorlovgivningen behandlet og vedtaget i Folketinget inden jul. Det var under alle omstændigheder meget kort tid til så omfattende og principielt vidtgående lovændringer, som der her er tale om. Med valgkamp og eventuelt ny regeringsdannelse bliver tidspresset endnu større. Så meget vigtigere er det, at offentligheden får kendskab til og mulighed for at drøfte pakkens indhold. Justitsministeren har gentagne gange, senest ved fremlæggelsen af sin del af pakken, sagt, at kampen mod terrorismen ikke skal ske på bekostning af frihedsrettighederne og demokratiet. Initiativerne skal sikre bedre beskyttelse af det danske samfund og en mere effektiv international terrorbekæmpelse, men »uden at gå på kompromis med de grundlæggende retsprincipper og internationale forpligtelser, herunder retten til en retfærdig rettergang«. Så vidt så godt. Men er det opfyldt med de forslag, regeringen har udarbejdet? Lad os se på enkelte, konkrete hovedpunkter på de fire vigtigste områder: straffeloven, retsplejeloven, udsendelsesloven og udlændingeloven (den sidstnævnte i indenrigsministerens regi). I ændringsforslagene til straffeloven finder vi de forhøjede strafferammer for visse kriminelle handlinger, når disse opfattes som et udtryk for terror, bl.a. livsvarigt fængsel for særlig groft tyveri, groft hærværk og husfredskrænkelse under særlig skærpende omstændigheder. At maksimumsstraffen, livsvarigt fængsel, skal kunne komme på tale over for sådanne handlinger, som i sig selv ikke hører hjemme blandt de alvorligste overtrædelser, har allerede vakt berettiget opsigt. Det vigtigste er dog, hvornår sådanne handlinger skal opfattes som udtryk for terror, så livstidsstraffen kommer på tale. Ministeren havde lovet en klar definition af terror, som udelukkede tvivl om eller misbrug af bestemmelserne. I sine udtalelser til pressen har han udlagt det sådan, at det alene drejer sig om angreb på vore demokratiske institutioner. Men hvordan lyder definitionen i lovforslaget? Den siger, at terrorisme er, når disse handlinger tager sigte på »at tilføje et lands eller en international organisations politiske, økonomiske eller samfundsmæssige struktur alvorlig skade«. Der er ikke et ord om demokrati eller om landets styreform i det hele taget. Det er måske ikke det store problem, når handlingen begås i Danmark. Men terrorpakken er udtrykkelig et led i den globale kamp mod terrorisme, definitionen gælder efter sin ordlyd et hvilket som helst land med en hvilken som helst styreform. Ethvert angreb på landets politiske, økonomiske eller samfunds-mæssige struktur er per definition terror. ANC's og Nelson Mandelas kamp mod apartheidstyret i Sydafrika var efter denne definition terrorisme. Ligesom alle opstande mod kolonistyret: Gandhis i Indien, Jomo Kenyattas i Kenya, Julius Nyereres i Tanzania, Ben Bellas i Algeriet og så videre - og samtlige frihedsbevægelser i Syd- og Mellemamerika. Det er vel at mærke ikke kun et historisk problem. Definitionen omfatter også enhver modstand mod præstestyret i Teheran eller mod Saddam Hussein eller andre despoter. Den konsoliderer ganske enkelt ethvert eksisterende styre, uanset hvor diktatorisk og undertrykkende. Og det har konsekvenser også herhjemme. Dels indgår det i forslaget, at enhver form for støtte her i landet til sådanne modstandsbevægelser skal straffes, økonomisk støtte (dog 'kun' med op til ti års fængsel) og anden form for støtte inklusive sympatierklæringer (dog 'kun' op til seks års fængsel). Dels er det globale perspektiv, at vi kan blive forpligtet til at udlevere folk, som har bekæmpet deres hjemlands despoter. Ændringerne i retsplejeloven består især i en række nye beføjelser til krænkelse af privatlivets fred, bl.a. ved indgreb i meddelelseshemmeligheden. Der åbnes adgang til at aflytte vore telefoner, bryde ind i vores personlige computere og læse vores e-mails m.v., uden at der er skygge af mistanke mod os selv, nemlig hvis der er mistanke mod nogen, der har ringet eller mailet til os (hvilket man som bekendt ikke kan gardere sig imod). Justitsministeren understreger, at der ligger en retsgaranti i, at sådanne indgreb kræver en dommerkendelse. Realiteten er, at den garanti er en formalitet. I virkelighedens verden vil ingen dommer have mulighed for at nægte en sådan kendelse, når politiet begrunder den med mistanke om terrorisme. En undersøgelse fra 1988 (den eneste eksisterende) viste, at domstolene praktisk taget altid imødekom politiets begæringer om telefonaflytning (96 procent), selv om mistanken kun viste sig berettiget i omkring en tredjedel af sagerne (36 procent). Dengang gik begæringerne altovervejende på mistanke om narko-kriminalitet. Hvor langt vanskeligere vil det ikke være for en dommer at modsætte sig en begæring begrundet i terrorisme?! Når det gælder udlevering til strafforfølgelse i andre lande siger den gældende lov kort og godt, at en dansk statsborger ikke kan udleveres. Det gælder uanset, hvor grov kriminalitet der er tale om, og hvor velunderbygget begæringen er. (Der er en lille undtagelse for andre nordiske lande, men kun når der er tale om de alvorligste forbrydelser, og når personen i mindst to år op til forbrydelsen har haft bopæl i det pågældende land. Undtagelsen, som derfor vil være meget sjælden, er begrundet i, at der mellem de nordiske lande eksisterer et nært retsfællesskab, det vil sige ensartede retsgarantier, strafferammer m.v.). Desuden har det, som det også anføres i bemærkningerne til justitsministerens forslag, »tidligere været anset for et centralt princip, at der er forbud mod udlevering for en politisk lovovertrædelse«. Det afspejler erkendelsen af, at sådanne overtrædelser må ses i et andet lys end almindelig kriminalitet, f.eks. fordi de er led i kampen mod et undertrykkende system. Begge disse centrale principper fjernes fuldstændigt med justitsministerens forslag. Dansk statsborgerskab giver ikke længere nogen som helst be- skyttelse fra den danske stat (det kan for så vidt ses som et markant led i den igangværende afvikling af nationalstaten). Og begrebet politiske forbrydelser anerkendes ikke længere, hvilket for så vidt er i tråd med den førnævnte definition på terrorisme, som konsoliderer ethvert eksisterende styre, uanset karakteren af dette styre. Men justitsministerens forslag går langt videre end som så. Bestemmelserne om udlevering er ikke specielt knyttet til terrorisme. De gælder enhver mistanke, blot forholdet også er strafbart i Danmark. Hvis det drejer sig om udlevering til et andet EU-land, kræves der blot en straframme på seks måneders fængsel, mens der ved aftaler med andre lande kan kræves en straframme på et års fængsel (i begge tilfælde går vi helt ned i småtingsafdelingen), og disse meget lave grænser gælder også for udlevering af danske statsborgere. Det rejser nogle væsentlige spørgsmål, som er totalt forbigået i forslaget: 1) Hvad med udlevering til lande, som vi i modsætning til de nordiske lande ikke har et nært retsfællesskab med? Hvor der ikke findes tilsvarende retsgarantier? Eller hvor der f.eks. kan idømmes otte års fængsel for noget, som herhjemme højst kan give et år? Der er ikke i forslaget taget forbehold for disse ting, så man må gå ud fra, at det ikke skal tillægges betydning. 2) Begæring om udlevering vil typisk blive fremsat alene på grundlag af mistanke. Hvordan sikrer vi os mod ukvalificerede begæringer eller direkte misbrug f.eks. som led i politisk forfølgelse? Det nævnes ikke med ét ord. Ministeren vil formentlig sige, at danske myndigheder naturligvis vil vurdere grundlaget nærmere. Men i EU-kommissionens forslag til rammeaftale - som ministeren i denne sammenhæng undlader at nævne - hedder det direkte modsat: »Hvert lands myndighed skal anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats retslige myndighed efter kun et mindstemål af kontrol«. Det gælder i første omgang kun EU-lande, javel (selv om der allerede her er problemer, f.eks. i forhold til Italien). Men der er jo mange andre lande på vej ind, lande, som vi ikke har et nært retsfællesskab med. F.eks. har Litauen en stående udleveringsbegæring, som lugter langt væk af politisk forfølgelse, og som de danske myndigheder har valgt ikke at efterkomme, selv om personen opholder sig her i landet. Det vil blive problematisk i fremtiden. Eller tag Kemal Koc, som er dansk statsborger af tyrkisk-kurdisk oprindelse, og som blev arresteret under et familiebesøg i Tyrkiet og anklaget for en politisk forbrydelse, støtte til et kurdisk parti. Han blev frigivet efter pres fra det danske udenrigsministerium. Når Tyrkiet bliver medlem af EU, behøver man ikke at afvente, at han aflægger besøg. Man kan begære ham udleveret, og de danske myndigheder har, så vidt jeg kan læse forslagene, bare at gøre det »efter kun et mindstemål af kontrol«, uanset at han er dansk statsborger. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at justitsministeren gang på gang i bemærkningerne til lovforslagene henviser til, at den pågældende ændring tager sigte på at opfylde EU's rammeaftale om bekæmpelse af terrorisme. Der eksisterer ikke en sådan aftale. Der ligger kun et forslag fra EU- kommissionen, det er på mange punkter dybt kontroversielt, og det forhandles stadig. Måske er det blot en lapsus fra ministerens side. Men det ligner grov manipulation, især i lyset af, at ministeren få dage forinden fra Folketingets talerstol lovede, at regeringen ville arbejde for at rette de ting i EU-forslaget, som kunne true retssikkerheden, og at Folketinget løbende ville blive orienteret om forhandlingerne og taget med på råd. Nu foregiver han, at EU-forslaget er vedtaget, og bruger det som begrundelse for nogle af sine egne forslag! Indenrigsministerens bidrag til antiterrorpakken er ændringsforslag til udlændingeloven. Som noget helt nyt opregnes der nogle tilfælde, hvor der ikke kan gives opholdstilladelse, hverken i form af asyl eller af andre humanitære grunde, uanset om den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne. I samme tilfælde kan en udlænding, som allerede har fået asyl eller opholdstilladelse, udvises. Det gælder bl.a., hvis udlændingen »må anses for en fare for statens sikkerhed« eller »for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed«, og det lyder jo umiddelbart rimeligt nok. Det rejser ikke desto mindre nogle alvorlige problemer for retssikkerheden: Hvad skal der til, før en person anses for en trussel mod statens sikkerhed eller mod den offentlige orden, og hvem skal afgøre det? Begrebet 'statens sikkerhed' er udflydende, idet der kun siges, at det »især omfatter de interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 og 13« (de såkaldte statsforbrydelser), men altså også kan være andre ting, uden at det konkretiseres. Og trusler mod den offentlige orden m.v. er heller ikke afgrænset mere præcist, idet der kun anføres nogle eksempler (bl.a. deltagelse i en voldelig demonstration), som i øvrigt i sig selv kan være problematiske og fejlanbragte under etiketten terrorismebekæmpelse. Men det er kun eksempler, og hvad bestemmelsen ellers kan bruges til, præciseres ikke. Yderligere problematisk bliver det med anvendelsen af ordene 'anses for'. Der stilles ikke krav til mistankens grundlag. Vurderingen foretages af PET, og den mistænkte får ingen mulighed for at rense sig, f.eks. ved domstolsprøvelse under de almindelige retsgarantier. Det ligner en systematisering af den retsløshed, som blev demonstreret i den skandaløse mexicaner-sag, der var den direkte anledning til den nye udlændingelov i 1983. I lyset af den kritik, som på det sidste har været rettet mod PET bl.a. for håndteringen af den tidligere irakiske hærchef, har PET en stærk motivation til at gardere sig. Og det er omkostningsfrit for PET hellere at anse hundrede for meget end én for lidt for at udgøre en fare. Det bliver kun værre af, at bestemmelsen også kan anvendes, hvis det drejer sig om den offentlige orden i et andet land, og man skønner, at det indirekte kan være en trussel mod den offentlige orden herhjemme. PET's vurdering vil selvsagt via Schengen-samarbejdet og andre kanaler hurtigt blive kendt af politimyndigheder i praktisk talt alle lande. Det er en stigmatisering, som ligefrem kan være livsfarlig. Og den pågældende levnes ingen mulighed for at få prøvet sin sag. PET's vurdering kan ikke appelleres. Så meget for justitsministerens løfte om, at terrorbekæmpelsen skal ske »uden at gå på kompromis med de grundlæggende retsprincipper og internationale forpligtelser, herunder retten til en retfærdig rettergang«. Det er klart, at chokket 11. september har affødt et stærkt ønske om at værne sig mod terrorhandlinger. Vi kan måske blive nødt til at justere på lovgivningen, især for at give bedre muligheder for at foregribe terror. Antiterrorpakken indeholder selvfølgelig også sådanne elementer, som bør kunne diskuteres, så længe de kun har mindre omkostninger for den personlige frihed. Pakken som helhed er imidlertid - som illustreret ovenfor - meget vidtgående. Det er uden sammenligning den største ændring i forholdet mellem statens magtbeføjelser og den enkeltes retssikkerhed, der er sket, siden den danske retsstat blev grundlagt med retsplejereformen for 82 år siden. Jeg tror endda, man kan sige, at det er en mere vidtgående ændring end alle tidligere ændringer tilsammen. Hvis man tror på, at forslagene i pakken er et værn mod terrorisme (hvilket forekommer mere end tvivlsomt og overhovedet ikke er vurderet i forbindelse med fremsættelsen), så er det enhvers ret at ville betale prisen. Derimod er det ikke nogens ret at bilde befolkningen ind, at det ingenting koster. At der ikke gås på kompromis med de grundlæggende retsprincipper, som justitsministeren siger. Eller at det blot er en opfyldelse af de allerede eksisterende, internationale konventioner om terrorisme, som Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen har sagt. Ingen af påstandene er korrekte. Det er beklemmende således at få demonstreret ledende politikeres manglende respekt og interesse for dansk retskultur. Nu kan læseren med rette spørge: Skal vi da slet ikke gøre noget for at sikre os bedre? Jo, selvfølgelig skal vi det. Vi skal endda tage det langt mere alvorligt, end de nemme, kosmetiske, men næppe særlig virksomme forslag i antiterrorpakken er udtryk for. Den diskussion har der ikke været plads til her, men den tages gerne ved først givne lejlighed.