Behovet for at lave film må føre til oprettelse af åbne, digitale filmværksteder i kommuner eller amter, på samme måde som man har gjort det med musikskolerne, mener lederen af Kort- & Dokumentar Filmskolen, der her folder sin vision ud. Film og tv optager en stor del af folks tid. Men der er sket noget nyt. Billedet af publikum i sæderne og seere i sofaen skal i dag suppleres med forestillingen om aktive film- og tv-skabere. En positiv udvikling, fordi det vil styrke gode demokratiske formål, at flere kan håndtere de visuelle medier. Ganske ligesom det har været en forudsætning for, at alle kunne deltage i et demokratisk samfund, at de kunne håndtere det skriftsproglige. Filmteknikken er blevet så forholdsmæssig billig og filmaktiviteter på indgangsniveau antager et sådant omfang, at tiden er inde til at forholde sig til det på samfundsniveau. Behovet for at lave film må føre til oprettelse af filmværksteder, hvor alle kan få adgang til at blive indført i de levende billeders praksis. Filmværksteder, hvis tekniske kerne er optageudstyr, lys, lyd og redigeringer, og hvor et fagpersonale kan vejlede i at tilrettelægge de visuelle historier, håndtere udstyr og planlægge produktion. Med andre ord: støtte den tekniske driftssikkerhed, give folk gode aktive oplevelser med samfundets ny teknologi, og udvikle kvaliteten i det nye folkemedie. Tiden er inde til at skabe et offentligt finansieringsgrundlag for at oprette åbne digitale filmværksteder i kommuner eller amter, på samme måde som man allerede har gjort det med musikskoler. Ved at samle filmkompetence, ressourcer, udstyr og så videre, der i dag findes under hver sin ressourcesvage institution, får man meget mere ud af pengene. Det bliver ikke dyrt, og gevinsten er kontant: Åbne lokale filmværksteder vil hurtigt udvikle sig til omdrejningspunkter for visuel kommunikation til glæde for alle samfundssektorer. Derfor må især politikerne inden for kultur- og fritidsområdet på banen. I takt med, at de små dv-kameraer er blevet udbredt, er der ideelle teknologiske betingelser for at lave film, og selvom mange bruger dem ligesom fotografiapparatet til personlige registreringer af familie- og rejsebegivenheder, stopper det ikke her. Ved at overføre sine optagelser til computerens harddisk har man mulighed for at tilrettelægge og klippe optagelserne i tidslinjen af sit program, før den redigerede version spilles ud på bånd. Nu er filmen klar til premiere på tv-apparatet hjemme, i skolen, firmaet, kulturhuset eller på det lokale tv. Filmfolk kalder det demokratiseringen af filmmediet, fordi alle, som har råd til at anskaffe sig filmens grundudstyr, kan komme til orde. Det burde snarere hedde udbredelse, for én ting er at anvende de nye medier, én helt anden er at udnytte deres muligheder. De tekniske effekter og adgangen til at lægge filmstumper på internet eller vise dem i lokal-tv eksisterer, men som med andre unge medier står den formmæssige lidt på 'Elefanten i legetøjsbutikken'. Det udtrykker ikke nødvendigvis reflekterede demokratiske udsagn, eller giver grænseoverskridende oplevelser at slå over på auto, trykke på den røde optageknap, bruge zoom som kikkert og konstruere tju-hej i hjemmeredigeringen, og før man behersker filmgrammatik og indhold, forbliver filmene alene interessante for en snæver kreds af familie og venner, hvis primære belønning er at se sig selv. Hvad der vises, er sjældent præget af god form og godt indhold. Demokratiseringen af filmmediet er lige så lidt en realitet, som skrivningen ville være, hvis man uddelte kuglepenne til folk, der ikke kan skrive. Forudsætningerne er ellers gode nok, for som biologiske og sociale væsner er det en integreret del af alle menneskers arv at kunne aflæse, hvad man ser, og klipningens moderne grammatik har vi også tilegnet os gennem de sidste 100 års filmkultur. Men hvor kan man søge hen for selv at udfolde sig kvalificeret i mediet? Ikke til grunduddannelsesinstitutionerne. Selvom folkeskolelovens formålsparagraf om alsidig personlig udvikling er smuk og god, lever tidens stærkeste personlighedsdannende medie et liv i skyggen. For skolelæreren, som vil præsentere filmmediets aktive sprog, udvikler produktion sig ofte til et organisatorisk mareridt. Men læreren er 'lovligt' undskyldt: De første skridt kunne være taget på seminarierne, men her leder man forgæves efter et lovgrundlag for undervisning i visuelle medier. Enkelte hf- og gymnasiehold lyser op som de eneste seriøse bud på teoretiske og praktiske film- og mediefag. Men hvor går vi hen, når skoletiden er ovre? Enkelte daghøjskoler har grundlæggende filmforløb. Men her er ingen adgang, hvis man ikke tilhører den særlig definerede målgruppe. Produktionsskolerne for de unge er et andet bud. Her er lukket, hvis man ikke er under 25 år og skal afklares om sin uddannelsessituation. Højskolerne da? Jo, enkelte har filmlinjier, men hvem kan rive et halvt eller helt år ud af kalenderen i næste uge? Ingen steder er der åben adgang for alle til at lave film og lære at lave film. Det er der heller ingen, der siger, at alle skal. Lige så lidt som alle skal spille fodbold, gå i teatret, til koncerter eller på udstillinger. Men hvor findes et tidssvarende tilbud om at lave film og lære at lave film sammen med andre? Jo, som traditionsbevidste danskere har vi et es i ærmet: Vi går til folkeoplysningen. Betingelserne er opfyldt: Fællesskabet, som er en grundværdi, findes i overmål i filmproduktion, det samfundsrelaterede er der, det lokale, de danske historier, identiteten, sammenhængen, helheden og alle de andre rigtige ord, som de sidste års betænkninger og rapporter om samfundets tilstand munder ud i, får betydning i relation til deltagelse i filmprojekter. Men vi går forgæves. Filmen er kommet til folk, men ikke til folkeoplysningen. De nye medier er i aftenskoleprogrammerne repræsenteret af it. Til sammenligning ligner filmproduktion mere pro- jektvirksomhed og den form for løbende aktivitet finder ikke hjemmel i den nuværende lov. Den er ikke egnet til at skulle finde sted for 14 deltagere hver mandag 19-22. De sporadiske videokurser, som gør oprør mod betingelserne, har umulige vilkår, for filmproduktion foregår i blokke dag og aften, uge, weekend, måned, forår, sommer, efterår og vinter. Kort- eller langvarigt. Videoteknik findes kun sporadisk på undervisningsstederne, som højst har tilkæmpet sig en flig af bevillingerne, og hvor udstyret er uden support og driftsikkerhed. Det er problematisk for nutidens videnssamfund ikke at have skabt rammer for filmaktivitet i hverken undervisning eller folkeoplysning. Svaret på den udfordring er at oprette åbne digitale filmværksteder. Digitale, fordi digitale medier lægger sig op ad hinanden. Og når man nu ikke ved, i hvilken retning den tekniske konvergens går, har man i det mindste en pant i fremtiden i et digitalt multimediemiljø af tekst, billede, redigering, internet med net-tv. Digitale filmværksteder vil placere sig i centrum af den teknologiske udvikling, være steder, hvor man får føling med den teknologiske udvikling og skærper sanserne. For når folk prøver at producere film, oplever de altid noget spændende: Ved at lære fortælleredskaberne at kende opdager de, hvor let der kan manipuleres. Film er forførelse, siger man. Derfor styrker førstehåndskendskab til film og tv den måske væsentligste demokratiske kompetence: eEvnen til at skelne og derfor se massemediernes programmer som udtryk for valg og redigering. Filmværkstederne skal have en åben profil med adgang for alle til at producere under ytringsfrihedens ideal. Man kan skabe et miljø, hvor man kan møde andre med samme forudsætninger eller interesser, enkeltpersoner, grupper, foreninger eller institutioner, som det ene øjeblik er de skabende, i det næste de oplevende. Det vil styrke de regionale netværk, at man kommer samme sted, producerer i fællesskab og viser produktionerne for de nære målgrupper. Alene derfor vil aktiviteter på åbne digitale filmværksteder have betydning for lokaldemokratiet. Man kan informere, opleve og udtrykke den måde, man forstår sin tilværelse på i fiktiv form, eller komme tæt på, den personlige historie med dokumentarfilm. Man kan undersøge og eksperimentere. Filmværkstederne vil være kreative kraftcentre. Demokratisering af medierne handler i dag ikke alene om at få værkerne vist. Fokus skal flyttes fra kvantiteten i visning til kvaliteten af de kortfilm og tv-programmer, der produceres. Derfor skal et filmværksted ikke forstås som et udstyrsdepot, men et sted for både teknisk og programmæssig backup og især en udvikling af hver bruger og brugergruppes indgangsniveau. Filmproduktion kræver produktionstekniske og dramaturgiske kvalifikationer, som det ikke er indlysende, alle har. Tag f.eks. manuskript, planlægning, instruktion, interview, kamerahåndtering, lyd, lys og redigering. Derfor skal filmværkstederne bemandes med filmfolk, som har en pædagogisk og serviceminded, profil. Derved kan værkstederne også betjene uddannelsesinstitutioner, som ikke selv har den fornødne knowhow eller et produktionsapparat. Det er synd, at man i så mange institutioner kun kan tilbyde halve løsninger på at være filmaktiv, når man ved at forene kræfterne i et filmværksted kan byde på faglighed og fælles økonomi. Driften af et digitalt filmværksted koster fire millioner om året for lokaler, teknik og personale. I en startfase kan der åbnes et filmværksted i hver landsdel, ideelt set i hvert amt og med tiden i hver kommune. Penge til det formål vil være givet godt ud og kan opfattes som en besparelse, hvis man tillader sig at se samfundsøkonomi under et. Det er meget reelt, for alle områder af samfundslivet kan have glæde af hver sin type film og filmaktivitet. Miljø- og socialområdet, trafik-, undervisnings-, familie- og sundhedsområdet, arbejdsmarkedsområdet og især - kulturen, det mest vidtspændende forvaltningsområde med de laveste budgetter. Som sidegevinst kan en kommune selv få del i fremtidens visuelle kommunikation. Hvem skal så betale denne aktivitet, som er til glæde for deltagerne, demokratiet og filmbranchen? Det skal brugerne, kommunen/amtet og staten i fællesskab og ideelt set: det lokale erhvervsliv og av-virksomhederne på sponsorbasis. På samme måde som når man indbetaler til et hold i folkeoplysningsregi eller lægger kontingentet til fodboldklubben, skal udøveren selv betale en del, fordi det er rimeligt og signalerer engagement. Kommunernes forvaltninger, som varetager områderne kultur, fritid og folkeoplysning, skal engagere sig i samtidskulturen ved at give rammer i form af lokaler og driftsstøtte. Kommunens vilje til en indsats for en folkeoplysning i filmmediet er afgørende. Staten skal betale den del, som vedrører rekrutteringen af de dygtigste talenter til filmbranchen. Den kan samtidig ske på filmværkstederne på grundlag af de kriterier, Det Danske Filminstitut bestyrer. Her er faktisk allerede en øvelse i gang, som henvender sig til toppen af talentpyramiden, hvor opgaven er at finde og formidle de bedste filmskabere videre til den professionelle branche. En bevilling til det, man kalder eksterne værksteder, er dukket op, men er nærmest illusorisk lav. Med lidt mere vilje kunne det udvikle sig til statens andel i åbne filmværksteder, hvor den fremgang, dansk film er inde i, kunne plejes bedre. Ved at kommunen støtter tilbuddet til alle om at lave film, og staten kan udvælge de bedste, ville man gå ind i en talentudvikling, som siger spar to. Det burde være en af grundværdierne i et stærkt demokratisk samfund at opstille rammer for alle, der sikrer en blomstring af en befolknings potentiale. I videnssamfundet Danmark skulle vi i særlig grad være bevidste om værdien af at investere i 'biosoftware'. Så meget for visionen. I virkelighedens verden har partierne i de færreste kommuner overhovedet en lokal medie- eller filmpolitik i modsætning til landspolitikernes politik om massemedier, der uophørligt er til debat. Men det behøver ikke være svært, for det handler alene om at pleje initiativet hos ildsjælene og give rammer for engagement, så det ikke brænder ud. Den metode har tidligere, da højskolerne opstod, kunnet trække vores samfund op til noget, vi er stolte af i dag. Filmen skal tænkes ind i kommunernes folkeoplysning og kulturbudgetter hellere først end sidst. Når de åbne filmværksteder skal etableres, vil de ikke leve godt, hvis de underordnes bestående institutioner: De adskiller sig fra lokal-tv, hvis prioritet er nyheder og reportager. Her vil der være indbygget en interessekonflikt i at skulle overholde deadlines og fylde sendeflader i den ene ende og udvikle kvalitet på filmværkstederne inden for dokumentar, fiktion, musikvideo og filmkunst i den anden ende. Omvendt vil der på værkstederne med sikkerhed blive produceret film, som kan styrke det lokale tv. Tættest på åbne digitale filmværksteder finder vi Kulturministeriets påtænkte medieskoletjenester, som man nu som forsøg tilbyder at placere på amtsbasis over hele landet. Herfra kunne ressourcer findes, som var øremærket til børn og unge. Godt tænkt for skolegangen, men hvorfor ikke integrere denne delaktivitet i et filmværksted for alle? Der vil være interessesammenfald omkring knowhow og teknik. Daghøjskoler og produktionsskoler kunne i realiteten også lægge billet ind til deres filmforløb på værkstederne. Om det er en god idé, vil nok afhænge af lokale forhold. Først og fremmest skal filmværksteder konstitueres, så der ikke opstår interessekonflikter i forhold til den løbende åbne adgang. Filmværksteder kan alene finansieres politisk, på basis af et overblik, som skuer videre end institutionernes interesse i at få tilført midler eller etablere filialer. De vil leve mest engageret som selvejende institutioner med driftstilskud. Nøglen til, at det kan ske, ligger i hænderne på de nye kommunalpolitikere. Udfordringen ligger ikke i, hvad et filmværksted koster at drive, men i, om det lykkes at skære gennem kassetænkningen og disponere efter helhedens interesser. I film giver udtrykket at nå langt med få midler mening. Måtte det samme ske i politisk regi. Filmen er kommet til folk. Og mens vi imponeret bevæger os mod den teknologisk store multimediefremtid, kan vi være sikre på, at lysten til at fortælle historier består. Behovet for at tolke sit liv og manifestere sin identitet er der altid. I dag er der mange, som vil skrive deres nutidshistorie med filmens grammatik.