0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Børn i bevægelse

Børn betragtes som hjerner på stativ i mange daginstitutioner og skoler, hvor man har tilvalgt hjernerne og fravalgt kroppen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Børn betragtes som hjerner på stativ i mange daginstitutioner og skoler, hvor man har tilvalgt hjernerne og fravalgt kroppen. Derfor bevæger børnene sig for lidt, skriver formanden for det nye statslige råd Forum for Motion, der holder konference i dag. Kronikøren er dr.med.

Der er efterhånden megen dokumentation og erfaring for, at hovedet sidder på kroppen. Om det omvendte også er tilfældet, synes mere kompliceret. Meget tyder på, at flere og flere barnehoveder ikke rigtig får kroppen med i skoleårene. På den ene side har der aldrig før været så mange børn, der deltager i organiseret idræt og motion. Det kulminerer ved 12-års-alderen, hvor to ud af tre børn er aktive i idrætsforeninger, og hvor yderligere en sjettedel deltager i motionsaktiviteter uden for den organiserede idræt. Man kan regne med, at tre fjerdedele af danske børn får tilstrækkelig motion ud fra en sundhedsmæssig vurdering.

På den anden side har vi så op imod en fjerdedel af børnene, som det kniber gevaldigt for. I denne gruppe af de fysisk mest inaktive børn er omfanget af motion i hverdagen så beskedent, at der allerede i skoleårene kan konstateres sundhedsmæssige faresignaler. Hvis ikke udviklingen vendes, vil de menneskelige og samfundsmæssige omkostninger efter en snes år vise sig hos en fjerdedel af den danske voksenbefolkning i form af hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed, type 2-diabetes, fedme og psykosociale problemer. Det er disse perspektiver, som er baggrunden for, at der i år, som led i regeringens folkesundhedsprogram, for første gang herhjemme er blevet nedsat et statsligt råd vedrørende motion - Forum for Motion.
I sin tid startede andre statslige råd som Alkohol- og Narkotikarådet, Tobaksskaderådet og Ernæringsrådet også på baggrund af bekymringer og et sæt skræmmebilleder. Imidlertid har Forum for Motion også en rar sag. For det er både naturligt og rart for mennesker at bevæge sig.
Spædbørn og småbørn kan ikke lade være. Men ligesom alle spædbørn på et tidspunkt fravænnes modermælken, er det nu sådan, at op imod hvert fjerde barn systematisk 'fravænnes' bevægeapparatet. Måske starter det med, at barnet sættes i en stol, der fikserer kroppen og forhindrer det i at kravle eller gå. Ikke kun ved måltiderne (hvor det kan være ganske praktisk at sidde), men måske også i længere tidsrum uden for måltiderne i en hoppestol eller en barnestol. Foran legebordet - og senere måske foran fjernsynet og computerskærmen. Langsomt og sikkert vænnes kroppen til, at man slet ikke behøver at bevæge sig for at have det rart.
I vuggestuen og børnehaven sidder børnene i længere tid rundt om bordene - når pædagogikken slippes løs på børnenes hjerner. Det varer nok ikke længe, før det også skal dreje sig om både engelsk og it. Forældrenes, lærernes og politikernes behov skal også tilgodeses, og det er der principielt ikke noget forkert ved. Vi skal bare være opmærksomme på, at denne 'hjernetid' tages fra kroppen - den krop, der skal bære hovedet de næste 80-100 år.
Når barnet kommer i skole, sker det for en tredjedel ikke på to ben, men på fire hjul. Måske bærer forældrene endog tasken helt ind i skolegården. Og når klokken ringer til frikvarter, bliver barnet inden døre. Spil, leg og luft er ikke længere en naturlig del af skolelivet.

Hvis vi går et halvt århundrede tilbage, var det yderst sjældent, at man ved sessionen kunne finde unge mænd med fedme. Men fra 1985 til 1995 steg andelen fra 0,5 til mere end 5 procent - en tidobling på ti år.
Modsat hvad mange tror, kan denne udvikling ikke forklares ud fra ændringer i kosten. Faktisk er fedtindtagelsen i befolkningen faldet i det senere år - uden at det dog kan siges med sikkerhed, at den er faldet hos de grupper, der har udviklet overvægt og fedme. Men det er et generelt problem i debatten om folkesundhed, at der er langt mere fokus på kost end på motion. Ugebladene er fyldt med stof om mad, helsekost og kosttilskud. Her tæller motion ikke så meget. Heller ikke på de mange helsemesser og andre aktiviteter, hvor sundhed er på dagsordenen.

På den ene side er det vigtigt at sammenkæde motion og kost - bl.a. fordi motion kan opfattes som måske det vigtigste kostråd. På den anden side mister man ved sammenkædningen de vigtige selvstændige argumenter for, hvorfor daglig motion er vigtig. Motion skulle gerne være mere end et middel til at holde vægten. Derfor ser vi det som et aktiv i videreførelsen af folkesundhedsprogrammet, at Forum for Motion - i samarbejde med de mange aktører på området - kan få opmærksomhed på, at det at bevæge sig er et naturligt gode.

At motion er forbundet med sjov og glæde. Problemet er så, at denne erkendelse glider ud af ens bevidsthed, hvis kroppen fravænnes bevægelse. Hvis man i flere år ikke har bevæget sig mere end fra lænestolen til elevatoren og derfra til bilen, oplever ens krop ikke længere nogen naturlig tilskyndelse til at blive rørt. Heri ligger den store pædagogiske udfordring, som altså allerede præsenterer sig for op imod en fjerdedel af børnene.

Børn er ikke kun børn, men også piger og drenge. Og pigers og drenges motionsvaner - og sundhedsadfærd i øvrigt - er højst forskellige. At der f.eks. er dobbelt så mange fede drenge som piger, skyldes absolut ikke, at pigerne er mere aktive end drengene. Det er snarere et udtryk for, at en del af pigerne både er inaktive og småtspisende. Og sidstnævnte cocktail er urovækkende, for på længere sigt vil disse piger kunne få svære følgevirkninger både på grund af inaktivitet og underernæring.

Piger og drenge er også forskellige, når det gælder frafaldet fra idræt.

Den fysiske aktivitet topper omkring 12-års-alderen, men herefter sker der et markant fald til 17-års-alderen, hvor kun knap halvdelen deltager i idræt eller dyrker motion. Og frafaldet er markant større blandt pigerne. Der ligger en stor udfordring i at få mere indsigt i de sociale og kulturelle forhold, der ligger bag disse adfærdsmønstre. De er vel at mærke ikke alene danske fænomener. Faktisk klarer danske børn sig meget godt i europæisk målestok, men det er vigtigt ikke at hænge sig i gennemsnit. Gennemsnitsbørn findes ikke.

Udviklingen i mønstret for børns motion i hverdagen indebærer en tydelig polarisering mellem idræts- og motionsaktive børn og den mindretalsgruppe af børn, der stort set ikke får motion i hverdagen.

Som det gælder for andre sundhedsproblemer, f.eks. rygning, er der tale om en polarisering inden for befolkningen. I familier, hvor forældrene har kortere uddannelser, er relativt flere børn fysisk inaktive.

Forældrene - og måske især moderen - betyder meget som rollemodeller.

Her er det vigtigt at se på, hvad der bidrager til den rollemodel, der skaber fysisk inaktive børn. Det er sandsynligt at længere uddannelse er ensbetydende med mere viden og større bevidsthed om, hvorfor det er vigtigt at være fysisk aktiv. Samtidig kan det vises, at grupper med kortere uddannelser ser mere fjernsyn end grupper med længere uddannelser.

Hverken fjernsyn eller computer forhindrer nødvendigvis fysisk aktivitet, men der bliver mindre og mindre tid til den spontane motion, jo mere underholdning fra tv og computerspil og så videre lokker til stillesiddende adfærd. Og det er nok ikke realistisk - som ellers foreslået af radiolægen Carsten Vagn-Hansen - at lokke danskerne til at gøre tv-apparaterne afhængige af strøm fra en motionscykel foran tv'et! »Det skal være lettere at være dansker«, foreslog daværende statsminister Poul Schlüter i 1980'erne.

Det var vist ikke møntet på kroppens brug. Men udsagnet er faktisk dækkende for mange danskeres kropsvaner. Radioens morgenprogram er uden morgengymnastik. Man tager bilen til arbejde, og arbejdspladsen er i dag ofte en kontorstol foran en computer. Tager man toget, står man i kø for at komme op ad den rullende trappe - mens den almindelige trappe både er bredere og halvtom. Indkøbene foretages i bil. Skovstierne er mange steder uforstyrret af menneskeliv.

Ovennævnte er selvfølgelig kun den halve sandhed, for der er heldigvis også mange danskere, der går, cykler, tager trappen, slår plæne, løber i skoven og går til gymnastik, svømning, fodbold, dans og så videre.

Problemet er bare, at den del af befolkningen, der ikke deltager i idræts- eller motionsaktiviteter, samtidig er dem, der bliver mere og mere fysisk dovne i hverdagen. For hvem det er blevet »lettere at være dansker«. Hvis man er i fysisk form, er det naturligt at tage trappen til både første og fjerde sal. Er man derimod kommet i dårlig form, opleves trappen som en barriere - der bedst forceres med elevator.

For fysisk handikappede personer er det et gode, at samfundet i stigende grad indrettes således, at det er muligt at bevæge sig omkring ved egen hjælp. Elevatoren er et godt eksempel. Men altså også et eksempel på, at førlige mennesker kan blive vænnet til, at man ikke behøver bruge benene for at komme omkring. Desværre er det ikke altid let at komme til at bruge trappen i stedet for elevatoren. For mens elevatoren ofte er meget synlig ved indgangen til en bygning, er trappen mange steder gemt mere af vejen - som en nødforanstaltning. I selveste Sundhedsministeriet skal man således være stedkendt for at finde trappen.

Trappen er ikke det eneste eksempel på, at man i den fysiske planlægning har nedprioriteret rugbrødsmotoren i forhold til andre motorer. I børnenes hverdag er det f.eks. skolevejen, der bekymrer. Forældrene er bekymrede over trafikken - og skaber derved mere trafik ved selv at køre børnene. Få skoler har gode adgangsmuligheder for gående og især cyklister. Mange steder er der helt kaotiske trafikforhold foran skolen, når børnene skal sættes af i det hektiske morgenliv. Mere fredeligt er det til gengæld for disse børns muskulatur, især på de dage, hvor der ikke er idrætstimer på programmet.

Dette skal ikke dreje sig om antallet af idrætstimer. Vigtigere er det, at ministerier, kommuner, skoleledere, lærere, organisationer og forældre får øjnene op for de sundhedsmæssige aspekter. At motion i hverdagen er afgørende for børnenes udvikling og sundhed, både i fysisk, psykisk og social henseende. I første omgang er det selvfølgelig vigtigt, at alle bliver bekymrede over den faktiske udvikling af sundhedsproblemer hos de børn, der er fysisk inaktive. Men det er afgørende, at vi kommer videre og vender bekymringerne til initiativer og handling. For vi ved meget om de sundhedsgavnlige effekter af motion.

Kataloget bliver tykkere, og det drejer sig ikke kun om det fysiske helbred. Motion modvirker hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed, slidgigt, fedme, type 2-diabetes og flere andre fysiske sygdomme. Men det er nu også vist at hjernefunktionen stimuleres, og tendensen til depression mindskes. For både børn og voksne betyder bedre fysisk form, at de sociale muligheder øges. Det skyldes bl.a., at energi og selvværd vokser.

Det kniber måske mere med vores viden om, hvordan inaktive børn kan motiveres til at være mere aktive. Pædagogikken må tage højde for, at piger og drenge har forskellige vaner og sociale normer. Det er også vigtigt at være opmærksomme på forældrenes rolle. Børnenes motionsvaner kan næppe ændres markant uden opbakning fra forældrene. Og hvis forældrene i forvejen er blevet vænnet til, at »det skal være lettere at være dansker«, kan pædagogikken nemt kæntre på grund af manglende forankring i hverdagen.

Vores største barriere mod forbedrede motionsvaner hos børn er måske af kulturel art. Det gælder daginstitutionsområdet og i endnu højere grad skoleverdenen (og i allerhøjeste grad ungdomsuddannelserne): Hovedet prioriteres højere end kroppen. Børnene betragtes som hjerner på stativ. Det har f.eks. været holdningen hos skiftende undervisningsministre og andre med overordnet ansvar for børns udvikling. Når talen har været om krop og bevægelse, har man mest henvist til, at det hører under forældrenes ansvarsområde. Skolerne har tilvalgt hjernerne - og fravalgt kroppene (stativerne).

Forum for Motion er interesseret i at skabe samarbejde med dem, der har en rolle at spille, når det gælder børns motionsvaner. For heldigvis er der steder på danmarkskortet, hvor der gøres noget for at vende udviklingen. Hvor man gør noget for at få mere ud af de sparsomme idrætstimer, og hvor der også er fokus på skole-hjem-transport, frikvarterer og på skolelivet i øvrigt.
Kampagner er ikke vejen frem. Hvis de er gode, kan børn og forældre nok huske, hvad de drejer sig om - men de fører ikke i sig selv til ændringer i holdning og adfærd. Det ved man bl.a. fra evalueringer af store satsninger som f.eks. BBC's 'Fighting fat - fighting fit'.

Derimod er det vigtigt at understøtte gode lokale initiativer og gøde jorden for at flere ildsjæle kan blive inspireret. Til det formål er det vigtigt med opbakning fra centralt hold, og det gælder også om, at vi får mere viden om motion, ikke mindst de psykosociale aspekter. Her synes der at mangle forskningsbaseret viden.

I kulturdebatten har det været fremført, at der i nyere tid er kommet for stærkt fokus på kroppen. I den forbindelse kædes undertiden overdreven interesse for tøj, kosmetik og æstetik sammen med det at dyrke motion. Ofte høres kritiske bemærkninger om 'motionsbølgen' - måske fordi den kædes sammen med fitnesscentrenes dyrkelse af det æstetiske.
Det er rigtigt, at der i det kommercielle univers er fokus på kroppen.

Men en stor del af opmærksomheden drejer sig nok så meget om at sminke og dække det skrøbelige stativ (der bærer hjernen), som at synliggøre den funktionelle krop. En krop, der fungerer, er æstetisk - og der er ikke nødvendigvis noget narcissistisk eller uetisk i at interessere sig for kroppens vedligeholdelse. Man kan ikke komme i fysisk form ved hjælp af massage eller piller. Der er ingen smutveje til fysisk form - medmindre man smutter uden om elevatoren og tager trappen i stedet.

Det er vigtigt, at de begrundede bekymringer om den fysiske form hos mange danske børn kanaliseres ind i et koordineret arbejde for at ændre vaner. Hvis ikke der gøres noget nu, vil vi opleve, at flere og flere børn udvikler sig til voksne individer med et større spektrum af sygdomsproblemer - der alle vil kunne henføres til fysisk inaktivitet.

Udviklingen for den enkelte vil ofte kunne vendes, hvis lægemidlet motion ordineres, det er aldrig for sent. Men det er langt mere rationelt at bruge det som forebyggelsesmiddel.

I disse tider, hvor inaktive børn bl.a. sidder og ser på elitesport i fjernsynet, og hvor der nu er planer om, at også børn skal engageres som elitesportsfolk, er det vigtigt at fremhæve følgende:

Folkesundhedsproblemet fysisk inaktivitet løses ikke gennem sport alene, og slet ikke elitesport.

Det er selvfølgelig godt for sundheden at gå til idræt et par gange om ugen - men det er den daglige motion, der tæller på længere sigt - bl.a. for dem, der måske på et tidspunkt holder op med at være aktive inden for den organiserede idræt. Det drejer sig først og fremmest om motion i hverdagen - hvad enten det er motion man dyrker , eller den man får som led i almindelige daglige gøremål. Der er efterhånden megen forskning, der underbygger de meget enkle anbefalinger om den daglige motion: Den voksne krops vedligeholdelse kræver sammenlagt en halv times daglig motion, barnets kræver en time. Men de 60 minutter kan sammensættes på mange måder - og det hele tæller med: at gå til og fra skole, cykle, lege (i frikvarteret f.eks.), løbe på rulleskøjter, spille bold, tage trappen, gå tur i skoven, osv., osv.

For de børn, der får denne dosis af daglig kropslig glæde, vil det falde naturligt at fortsætte som voksne med blot en halv times daglig motion.

En beskeden indsats for egen sundhed. Og en beskeden indsats for folkesundheden.

</