Den nye regering savner i sit regeringsgrundlag en aktiv og målrettet strategi og overordnet vision for et stærkt globalt samarbejde, skriver den radikale gruppeformand og lektoren i international økonomi, i dag, hvor det nye Folketing har sin åbningsdebat. I ruinerne fra Anden Verdenskrig lagde visionære politikere grundstenene til det internationale samarbejde, som vi kender det i dag. Visionen var at skabe et tættere politisk samarbejde, der kunne sikre freden og stabiliteten og fremme økonomisk vækst, udvikling og handel. Det er mere end 50 år siden. I dag er opgaven endnu mere påtrængende. Terrorangrebene i USA har demonstreret med uhyggelig klarhed, at vi er afhængige af verden på godt, men også på ondt - og at freden og velstanden ikke kan sikres isoleret i en lille gruppe af lande. Flygtninge, fattigdom og miljøproblemer trænger sig på. Krigene i Rwanda, Tjetjenien, Congo, det tidligere Jugoslavien, Etiopien, Afghanistan og mange andre steder sender bølger af usikkerhed mod vores grænser. Det er i de ruiner, vi nu skal bygge en bedre verdensorden. En verdensorden, der bygger på fred, demokrati og bæredygtig udvikling. Det er en kæmpe opgave. Det bliver en af de vigtigste opgaver for det nye Folketing og den nye regering - og for arbejdet i EU. Og der er ingen enkle svar. De, der tror, at verdens problemer kan løses med stærke militære svar, tager lige så meget fejl som dem, der tror, at det aldrig igen bliver nødvendigt at bruge militære svar. De, der tror, at verdens problemer kan løses ved frihandel, tager lige så meget fejl som dem, der tror, at alle verdens problemer skyldes frihandel. Svarene skal ikke findes i militær og missilskjold. Svarene skal ikke findes i en ureguleret markedsøkonomi. Svarene skal ikke findes i nationalisme og protektionisme. Svarene skal findes i et stærkt og bindende internationalt samarbejde. Det skal være den overordnede. Målene skal være de globale udviklingsmål udviklet og anerkendt af FN's Millenium-topmøde og af de øvrige internationale organisationer. Det er mål, som for en gang skyld er konkrete, specifikke og meget meningsfulde. Vi skal halvere andelen af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i verdens ulande, fremme ligestillingen af kvinder, nedsætte dødeligheden for spædbørn til en tredjedel og for nybagte mødre med tre fjerdele, stoppe spredningen af hiv/aids, stoppe det nuværende tab af naturressourcer og halvere andelen af mennesker uden adgang til rent drikkevand. Alt sammen inden år 2015. De mål skal vi kæmpe for. Og vi skulle gerne nå endnu længere. Den overordnede vision er et stærkt globalt samarbejde, der kan sikre freden, demokratiet og en bæredygtig udvikling. Men skal det lykkes, kræver det en aktiv og målrettet strategi. Den mangler den nye regering i sit regeringsgrundlag. Derfor vil vi give et bud. Strategien skal bygges op om seks grundlæggende akser: For det første skal vi opbygge en global retstilstand. Vi skal væk fra en verden, hvor retten følger magten, hvor den stærkes ret dominerer og over mod en verden reguleret at regler, domstole og sanktioner aftalt i fællesskab. Det skal være slut med topmødeerklæringer, konventioner og resolutioner, som aldrig bliver ført ud i livet. Globale beslutninger skal følges op med en global retstilstand. Konturerne af et sådant retssystem kan ses i opbygningen af Den Internationale Straffedomstol, i Verdenshandels-organisationen WTO, i Kyoto-protokollen og i enkelte andre globale forhandlinger. Men der er langt igen. Vi skal arbejde for en verden styret af regler vedtaget i åbne og demokratiske organisationer. Vi skal arbejde imod en verden styret af snævre interesser, økonomisk magt eller fanatisme. Der skal være lighed for loven og lige adgang til loven - nationalt, regionalt og globalt. Det enkelte menneske skal have tillid til de internationale beslutninger, og vi skal bekæmpe overgreb og ydmygelser - i verden og i Mellemøsten. Nu, som før, er det helt centralt, at vi får fulgt op på mere end 50 års vedtagelser i FN og får skabt en levedygtig palæstinensisk stat. Vi skal arbejde for, at de internationale menneskerettigheder og retten til udvikling bliver bærende for det globale samarbejde. Menneskerettigheder er universelle og kan ikke gradbøjes, og de skal i stigende omfang håndhæves gennem stærke globale regler og organisationer. For det andet skal vi have opbygget en række stærke globale organisationer med FN som den koordinerende og drivende kraft. Den nationale suverænitet vil i fremtiden bestå på grund af stærke globale organisationer - og ikke på trods af stærke globale organisationer. Kun et stærkt globalt samarbejde kan sikre et grundlag, hvorpå nationalstaten kan udvikles og trives. Hvor det lokale demokrati sikres indflydelse og solide rammer gennem globale regler. Uden fælles spilleregler vil nationalstaten blive truet af ustabilitet, et pres på skattesystem og standarder og en barskere global konkurrence. Derfor haster det med opbygningen af et stærkt regionalt og globalt samarbejde. Det vil give mere suverænitet - ikke mindre. Vi skal arbejde for et styrket og forenklet internationalt samarbejde, hvor de mange fragmenterede og forvirrede globale forhandlinger, aftaler og organisationer kombineres og kobles i få, men stærke globale organisationer. Det skal sikre sammenhængen og dynamikken i det globale samarbejde. Den første vigtige opgave er at sikre et bredt og bæredygtigt resultat af de WTO-forhandlinger, der startede i Doha i november. Det vil blive vanskeligt, men hvis EU og USA giver ulandene de nødvendige indrømmelser, kan der komme en række nye emner på dagsordenen - lige fra investeringer, konkurrenceregler og offentlige indkøb til miljø, sociale forhold, gæld og udviklingsbistand. Det er positivt. Læren fra EU har altid været, at det var nødvendigt med en bred dagsorden for at skabe fremskridt. Og for at tilgodese de mange forskellige interesser. Det samme gælder i WTO. Opgaven bliver at koble de mange aftaler i FN om blandt andet miljø og arbejdstager-rettigheder ind i WTO. Ikke for at holde ulandenes varer ude, men for at sikre, at vi alle står sammen om at sikre grundlæggende miljøregler og arbejderrettigheder. Ikke for at svække FN, men for at styrke FN, ved at gøre aftalerne mere bindende. Det næste skridt bliver at få etableret en bred international aftale og en stærk global miljø-organisation på topmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg næste efterår. Det skal være en organisation, som kan samle de mange fragmenterede miljøaftaler og programmer - UNEP, Kyoto, Montreal, Basel, biodiversitet, ørken, skov med videre - under en hat. Og som kan sikre, at de bliver overholdt. Derudover skal vi sikre os, at alle globale organisationer arbejder i sam- me retning. Målene for alle globale organisationer skal være at opfylde de globale udviklingsmål, skabe fred og sikre en bæredygtig udvikling. Den tredje opgave er opbygningen af stærke regionale organisationer. Vi tror på regionalismen som byggesten på vejen mod en stærk global konstruktion. Kun med regionalisme kan vi opbygge et velfungerende globalt demokrati. De globale forhandlinger løber i dag ind i store demokratiske problemer, fordi det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at føre åbne og demokratiske forhandlinger med 150-200 lande. Lande med fælles træk, historie og interesser må derfor finde sammen i regionale fællesskaber, som kan danne rammen om det globale fællesskab. Heldigvis går udviklingen allerede den vej med EU, MERCOSUR i Latinamerika, ASEAN i Asien og mange andre regionale initiativer. Det kræver dog en åben og udadvendt regionalisme. En regionalisme, som ikke bliver en bremseklods, og som ikke lukker sig inde bag høje toldmure, snærende standarder og indspiste interesser. Men som aktivt og åbent indgår i et konstruktivt globalt samarbejde. Det skal være visionen for EU. Og det er vores vision for samarbejdet med verdens fattigste lande. Vi skal støtte opbygningen af stærke regionale organisationer. Og vi skal invitere dem med til et åbent og aktivt samarbejde med Europa. Det er en af hovedtankerne bag Cotonou-aftalen mellem EU og 71 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Regionalismen skal blive byggestenene i et demokratisk og ligeværdigt globalt samarbejde. Den fjerde store opgave bliver at skabe en fri og åben verden med en langt stærkere fordeling og langt bedre miljøbeskyttelse. Vi tror på frihandel. En verden, hvor alle kan handle frit med hinanden, hvor de fattige lande får adgang til vore markeder, og hvor fortidens nationale mure falder væk. Det gør vi ikke, fordi vi, som nogle tror, at frihandelen i sig selv vil skabe mirakler. Men fordi kun en fri og åben verden kan sikre et stærkt globalt samarbejde. Hvis verdens lande lukker sig inde bag høje toldmure og nationalisme, så vil det internationale samarbejde gå i stå - og de svageste lande lades i stikken. Vi har derfor ingen illusioner. Frihandelen kræver en stærk global regulering og en stærk global fordeling. Derfor må vi kombinere frihandelen med stærke globale regler for miljøbeskyttelse og med bindende aftaler om en bedre fordeling af verdens velstand - helt som vi har gjort det i EU med strukturfondene eller i Danmark med de danske kommunale udligningsordninger. En bedre global fordeling er helt nødvendig både for at sikre freden og stabiliteten. For at sikre at verdens fattigste lande kan indgå på lige fod i den globale økonomi. Men også for at sikre en stærkere global vækst og velstand. En række erfaringer og teorier viser, at større lighed giver højere økonomisk vækst og mere stabilitet. Både i det enkelte land og i verden. Det er et vigtigt argument for ulandsbistand. Det er derfor ikke bare et moralsk ansvar at investere i verdens fattige mennesker. Det er også en god forretning. Millioner af mennesker mister i dag muligheden for at bidrage positivt til verden, fordi de ikke sikres en ordentlig uddannelse og sundhed. Fattigdom og manglende håb for fremtiden er den største ydmygelse for mennesker. Det giver grobund for undertrykkelse, konflikter og flygtningestrømme. At løse de problemer er i vores alles interesse. Den femte udfordring er at skabe en øget og bindende finansiering af det internationale samarbejde. Vi skal fremme de globale 'goder' og bekæmpe globale 'onder' - som fattigdom, terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og miljøproblemer - med globale løsninger. Og globale løsninger kræver globale skatter. Det er helt nødvendigt, at vi arbejder hen imod en langt mere bindende og langt mere automatisk finansiering af det globale samarbejde - helt som det er sket i EU. Muligheden kommer allerede til marts på FN-konferencen om udviklingsfinansiering. Vi skal aktivt fremme ideerne om globale skatter på ting som CO2-udslip, våbensalg, flytrafik og fælles ressourcer. Første skridt kan være CO2-skatten, hvor vi kan starte med en lav skat og så langsomt øge den over de næste årtier. Andre globale skatter kan følge efter. De visioner mangler helt i den nye regerings grundlag. Men det går ikke uden. Endnu vigtigere, i hvert fald på kort sigt, er den 'globale indkomstskat' - ulandsbistanden. Verdens rige lande må i fællesskab forpligtige sig til markant øgede bidrag til det globale samarbejde. I 1948 gav USA 2,5 procent af sit bruttonationalprodukt i Marshall-hjælp for at hjælpe Europa på fode. I dag giver Danmark kun godt en procent af bruttonationalindkomsten til løsningen af verdens problemer, og verdens rige lande giver i gennemsnit under 0,25 procent. Det er for lidt og for dårligt. Og det er brandærgerligt, at Danmark nu skærer ned på et tidspunkt, hvor andre lande endelig er ved at forstå, at de må sætte bistanden op. Vi vil kæmpe for at fastholde det danske niveau - og for at få andre rige lande til at gå med i en ny ambitiøs plan for at finansiere løsningen af verdens problemer. Den 'globale indkomstskat' skal gøres bindende og automatisk. Den sjette store udfordring er at opbygge et sammenhængenede, globalt sikkerhedssystem, der kan sikre freden og stabiliteten. Fred skal ses i sammenhæng med en stabil samfundsorden, social og økonomisk udvikling og håndhævelsen af menneskerettighederne. De elementer skal tænkes ind i en samlet sikkerhedspolitik. I områder, hvor krigen har hærget, skal freden bygges op fra bunden med genopbygning, forsoning og genskabelse af tilliden. En varig fred kan derfor ikke bygges op med våbenmagt, men kun med en langsigtet strategi og en markant større civil komponent i de fredsbevarende operationer. Derfor er det skuffende, at afsnittet om sikkerhedspolitik i den nye regerings grundlag næsten udelukkende handler om militære svar. Til gengæld er det positivt, at EU's forsvarsdimension hastigt bevæger sig væk fra et fokus på gammeldags territorialforsvar og over mod et fokus på løsningen af internationale kriser, med stærke koblinger mellem civile og militære dimensioner i konfliktløsningen. Forslagene til oprettelsen af en civil krisestyrings-kapacitet er også positive. Her bør Danmark være med, og vi bør tale for en stærk kobling til FN. I de sidste år er FN's rolle som fredsmægler og -skaber blevet undermineret af uenighederne i FN's Sikkerhedsråd. Det er derfor afgørende, at de internationale spilleregler for fredsbevarende operationer og militære interventioner udvikles og overholdes. Og det er afgørende igen at få placeret FN i spidsen for den internationale indsats for fred og konfliktløsning. Det var ikke mindst Danmark, der gik i front i etableringen af FN's militære udrykningsstyrke SHIRBRIG. En styrke, der nu er med til at sikre freden i Eritrea og Etiopien. Næste skridt må være at styrke FN's humanitære og civile beredskab. Samtidig har det vist sig - på Balkan og i Burundi - at det er vigtigt for FN at benytte regionale organisationer og aktører i den fredsbevarende indsats. Derfor skal koblingerne mellem FN og de regionale organisationer styrkes. Den store opgave bliver at skabe et internationalt system, der kan sikre freden, sikkerheden og stabiliteten i alle dele af verden gennem fælles regler og kollektiv håndhævelse med brug af forhandling, mægling, fredelige midler og støtte til langsigtet udvikling. Den opgave lykkedes ikke godt nok i det 20. århundrede, men bliver helt central i det nuværende. Det er de radikale bud på globaliseringens udfordringer. Dem håber vi, den nye regering vil bidrage til. Den nuværende globale uro og ustabilitet må ikke få os til at gå i panik. Vi må ikke sætte den nationale retssikkerhed eller de spæde fremskridt mod en international retsorden over styr i forsøget på at straffe de skyldige for katastrofen i USA. Vi må ikke ofre visionen om et stærkt globalt samarbejde i forsøget på at bygge skjold mod den globale terrorisme. Tværtimod er opgaven nu at styrke det globale samarbejde og den globale retsorden. Danmark har i årtier haft en åben og aktiv udenrigspolitik og udviklingspolitik. Det skal vi fortsat have. Vi skal arbejde for, at fordelene ved globaliseringen går til de mange - og ikke kun til de få. Vi skal arbejde for, at skabe fred og sikkerhed gennem et stærkt internationalt samarbejde og en mere retfærdig fordeling af verdens goder. Kun dermed undgår vi krigene. Kun dermed undgår vi ruinerne. Kun dermed sikrer vi en verden i fred og balance.