En mumie fra en roman, der flyder sammen med et billede i en avis, graffiti, elektroniske billedflader - er der mere zap i dét end i at læse fem-seks romaner sideløbende? Lederen af Den Danske Filmskoles animationslinje ser på de ny medier som én fælles fortælling. En roman. Jeg ligger i min seng med en bog, det er en roman. Jeg læser følgende: »Der er billeder som bliver ved med at dukke op mange år efter. Han står i en nattemørk villahave og ser op på husets stuevinduer. En hånd som indefra presser et hvidt gardin mod en rude. Hånden ses ude fra en mørk have og lyset fra rummet projicere en silhuet af en kvinde op på gardinet. Et hjerteskærende skrig skærer gennem natten og gardinet farves rødt omkring hånden, der griber om stoffet i en pludselig krampe og flår det ned. En metalblå gardinstang falder sammen med stoffet og lyset går ud. Skrigene fortsætter. Han løber for at komme rundt om huset og ind. En havedør med sorte rudehuller kommer til syne i mørket. Han sparker sprosser og småruder ind i rummet og falder i en regn af glasskår og træsplinter ind på det blanke parketgulv. Han ruller rundt og kommer adræt op at stå. Stilhed og mørke. Ekkoet af skrigene og braget fra den smadrede dør ringer i hans øre. Et eller andet sted i mørket; lyden af løbende fødder. Han tager forsigtigt et skridt frem og skubber til den halvåbne dør ind til dagligstuen. Langt borte kan han høre hoveddøren blive åbnet og forsigtigt lukket igen. Næsten lydløse fodtrin forsvinder ud i natten. Han rækker ud og tænder lyset. Alt i stuen er væltet rundt. Hen over sofaen ligger kvinden. Hun er spiddet gennem hjertet med et langt spyd og blodet løber ned ad hendes blottede ben. Bag hende står Den Peruvianske Mumie, krumbøjet og dødningebleg. Den brune gaze hænger i trævler fra de magre ben og arme, det hvide kranie stirrer med sorte øjenhuler på den forvredne kvindeskikkelse. På væggen bag mumien står tegnet INK{ns}A skrevet med blod. Så forsvinder synet og han bliver klar over at den døde kvinde har hans kones tøj på ...«. Jeg lukker bogen og lægger den forsigtigt på mit natbord. Klokken er to om natten og jeg har igen læst for længe. Jeg skal tidligt op i morgen og har brug for en god nats søvn. På natbordet ligger tre andre romaner med hver sit bogmærke. Godnatlæsning til forskellige stemninger. Jeg slukker lyset og ruller mig sammen under dynen. En morgenavis. Den næste morgen bladrer jeg søvnigt gennem morgenavisen. Ulykker, død, fattigdom og kendte menneskers helt almindelige liv flimrer forbi mine øjne. Et billede fra et slumkvarter fanger mine øjne. Artiklen handler om narkotika og vold. Billedet forestiller to mænd, der sparker til en tredje, som ligger i den beskidte rendesten. Bag dem på en høj mur kan man se en udflydende graffiti. Midt på muren i øjenhøjde er der et billede af en lille firkantet flaske og bogstavet A. INK{ns}A! Tegnet fra nattens romanlæsning. Virkelighed og fiktion smelter i et splitsekund sammen. Så larmer overskrifterne videre med deres daglige orientering om verdens gang. En graffiti. Fra toget ser jeg igen i et hastigt glimt graffitien på en mur. Den lille blå flaske og det store A mellem andre kryptiske meddelelser og en enkelt forståelig sætning, 'trip på lort', står der. Så er toget forbi, og andre landskaber drejer frem. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke har lagt mærke til tegnet før. Det så slidt ud. En dokumentarfilm. Om aftenen ligger jeg henslængt foran fjernsynet, mens jeg skøjter rundt mellem kanalerne. Et eller andet sted i Tyskland rammer jeg tredje afsnit af en serie om berømte terroristbevægelser. Jeg har set afsnit fem og er interesseret, så jeg bliver hængende. Det handler om Lysende Sti, den peruanske terroristgruppe, der har plaget landet siden midten af 70'erne. Pludselig er filmholdet i en ørken, hvor efterladte mumier og kranier ligger spredt ud over det hele. En maskingeværbevæbnet indianer viser rundt. Dette er kapitalismens værk. Gravrøverne graver mumierne op, plyndrer dem for guld og tekstiler, der er ca. 2.000 år gamle, og efterlader de døde i sandet. Antikviteterne opkøbes af lyssky amerikanske handelsmænd, der smugler dem ud af landet. Lysende Sti har nu organiseret det sammen med deres narkotikasmugling for på den måde at skaffe midler til deres revolution. Der er et nærbillede af et hvidt kranie med et tegn ridset ind i panden. Det er INK{ns}A-tegnet! CNN. Jeg oplever i fragmenter. CNN's billedflade består nu af fire forskellige elementer. Der er det aktuelle billede, nedenunder løber et tekstbælte med de seneste, indkomne nyheder, til højre er et lille felt med aktie- og valutakurser, og til venstre står oplysninger om den aktuelle udsendelse. Man kan så forestille sig, at seeren samtidig taler i sin mobiltelefon for at fuldkommengøre billedet. Det er muligt. Vi ved det for vi sad alle klistret til skærmene i dagene efter 11. september. Vi så DR, TV 2 og CNN i en stor blanding for at få det, hele med og for at blive renset for rædslen. Så det er ikke kun det moderne 'unge' menneske, der kan opleve på denne måde, det kan vi alle. Fragmenterne. På mit natbord ligger der fire-fem romaner, jeg læser skifte- vis i dem alle. Jeg har en sjette bog med i morgentoget, for dem på natbordet er for store og tunge. Jeg kender mange, der ubesværet konsumerer bøger på den måde, samtidig med at de udtaler sig kritisk om zapper-generationen, der ser fjernsyn med remotekontrollen. Fragmenterede oplevelser er ikke noget nyt, det nye er, at det er fortættet og tempofyldt. Kan vi holde til det? Der er dem, der mener, at vi kan holde til hvad som helst, at der ikke er nogen ende på antallet af medier og muligheder. Set fra distributørernes synspunkt er det godt med mange muligheder. Der skal jo også indhold til, så set ud fra kunstnerens synspunkt er det vel også godt, for det er blandt andet os, der skal skabe indholdet. Det kunne der komme en masse godt ud af, men da det samtidig skal være billigt og hurtigt produceret, så kommer der for det meste noget skidt ud af det - fordi der for kunstnerne ingen tid er til fordybelse. Det er romanforfatteren, som har den tid, og derfor baseres de fleste film og tv-serier på romaner. Men det kunne være anderledes; ikke fordi der vil gives mere tid til fordybelse i den enkelte produktion, men fordi den moderne fortæller kan give sig selv muligheden for at brede sig ud over hele mediebilledet. Fordybelsen vil ikke ligge i det enkelte værk, men i sammensmeltningen af mange værker. Kunstneren kan vælge. Han kan vælge at skabe enkelte værker over lang tid med mulighed for fordybelse i sin emnekreds eller vælge at producere mange mindre enheder, hvor han så kredser om sin motivkreds i fragmenter. Denne mulighed er til stede, fordi der skal produceres så meget og så meget forskelligt. Det kræver koncentration og overblik. Men det gør al kunstnerisk virksomhed. Den nutidige fortæller har en bred vifte af muligheder til rådighed: video, film, romaner, teater, internet, mobiltelefoner, cd-rom'er, dvd'er, computerspil og så videre. Et enkelt udsagn har svært ved at trænge igennem mediejunglen, og først når tre eller fire forskellige medier tages i brug, er det muligt at råbe større dele af verden op. Historien. Alle taler om, at fortællingen er det vigtigste, men hvad er det for en størrelse? Fortællingens historie har sin egen beretning. Først var der historiefortælleren ved bålet. Fortællingen fremlægges mundtligt: »Her forleden dag da jeg stod ude i junglen under det store træ. Jeg ventede på dyret. Jeg havde fulgt sporet til det sted. Pludselig hørte jeg en svag lyd bagved. Jeg vendte mig om og der stod en gigantisk tyr. Den mytologiske tyr ...«. og så videre. Fortællingen er interaktiv. Alle de andre omkring bålet kan komme med tilråb og forslag, det fungerer godt, og fortællingen havde fundet sin form. Der er en begyndelse, en klar retning, et dramatisk vendepunkt og en slutning med en overraskende kulmination - den mytologiske tyrs voldsomme endeligt for eksempel. Ud af dette voksede andre former. Trubaduren og teateret. De bygger på samme princip, en fortæller, der formidler en fortælling til nogle modtagere. Fortælleren befinder sig på en scene eller det, der ligner, og historien bevæger sig derfra over i tilskueren. Antallet af formidlere vokser, da skuespillerne træder ind på denne scene, men metoden er den samme. Fortællingen foregår i et organisk rum, hvor fortælleren afsender sin beretning og samtidig sanser modtagernes oplevelse, enten ved at de verbalt meddeler deres reaktioner, eller de udsender lyde og vibrationer, som klart og tydeligt formidler, hvad der foregår mellem dem, og hvordan de modtager beretningen. Først med romanen kommer der et mekanisk mellemled. Romanen er nedfældningen af fortællingerne i en slags simpel hukommelse. Små sorte prikker på hvidt papir, som man lader øjnene bevæge sig hen over. Når det gøres, opstår der fantastiske billeder i hovedet på læseren. Et uovertruffet medie, der ikke kan overgås af de kostbareste spillefilm. Der er intet så godt og fabelagtigt som ens egne indre billeder, men her er det ikke mere muligt for fortælleren at ændre noget i forhold til modtageren. Historien er afsendt og kan modtages, så længe modtageren forstår sproget og måden, sproget er brugt på. Hvor teateret kan ændre sig med tiden og i forhold til tiden, får romanen vanskeligheder, når sproget har forandret sig for meget. Kierkegaard kan oversættes til nydansk, men det anses ikke for god tone. Shakespeare nyfortolkes og bearbejdes i det uendelige. Filmen er på samme måde som romanen en fastlåst form. Den levende fortæller er forsvundet og erstattet af en mekanisk fremføringsmaskine, og den har et problem, som bogen ikke har. Filmen kan ikke standse. Når først den er startet, ruller den frem til slutningen. Fortælleren skal på forhånd sikre sig, at modtageren får de rigtige informationer, og modtageren får ikke den mulighed med film, som bogen giver, man kan standse op og begynde forfra eller læse slutningen først, hvis nu der opstår tvivl om, hvad der foregår. Den fælles fortælling. 11. september 2001 smelter alle disse medier sammen, og i et historisk splitsekund er vi alle tilskuere til den samme fortælling. Vi kan ikke undslippe, for den er overalt. På tv, i radioen, på nettet og i mobiltelefonerne. Jeg befinder mig på mit arbejde, Filmskolen, hvor en elev modtager en SMS på sin mobil, en ven fortæller ham, at en flyver er fløjet ind i World Trade Center i New York. Vi bliver enige om, at det er en vandrehistorie, og fortsætter vores gøremål. Dog ikke længe, for nu begynder informationerne at strømme ind fra alle kanter. Lidt efter står vi på skolens bibliotek og ser flyver nummer to ramme det sydlige tårn, og kort tid efter ser vi bygningerne styrte sammen. Alt går i stå, og som i trance fastfryses verden i overværelsen af denne frygtindgydende fortælling. Medierne er et kort øjeblik vores hjælpere. Som altid, når noget er hot news, kaster de sig over materialet. Til tider kan denne kasten sig over virke hysterisk, journalisterne ligner et kobbel hunde, men på denne dag er det relevant og godt. Vi skal ud af trancen, vi skal bearbejde chokket, vi skal forstå, og den gentagne visning af de to flyvere på vej mellem de høje huse, deres præcise indflyvning i bygningerne og de voldsomme eksplosioner har til formål at befri os. Og det lykkes, vi kommer gennem det, og vi er sammen om det. Men allerede en måned senere, da bombningen af Afghanistan starter, er vi ikke i så høj grad indstillet på at opleve den som en fælles historie, og DR-aflysningen af samtlige udsendelser virker hysterisk. Ansvaret. Den moderne kunstner har alle disse muligheder, og de kan bruges, hvis han har viljen til det. Det kræver indsigt i mange computerprogrammer og medietyper, men det er muligt i dag, hvor programmerne er ved at have udviklet en fælles brugerflade. Der følger et ansvar med, men det gør der jo altid. Det har ikke forandret sig. I 70'erne troede vi (min generation), at kunsten skulle opdrage. Kunstneren vidste, hvordan alting hang sammen, og han var forpligtet til at bruge sine evner som formidler til at forandre verden. Læs: arbejde for en socialistisk revolution. »Der kommer til at flyde blod«, som en ung Ebbe Kløvedal udtaler, siddende på en trappesten foran sit kollektiv. En voldelig revolution er uundgåelig for at fjerne det uretfærdige samfund. Sådan var situationen i lille rige Danmark dengang, og jeg har ikke hørt ham eller hans ligestillede tage afstand fra udtalelserne, så de mener det vel stadig. Det er ikke den slags ansvar, jeg taler om, for hvad fører den slags revolutions- og voldsromantik til? Jeg taler om et kunstnerisk ansvar, hvor kunstneren stiller spørgsmål, men overlader svarene til modtagerne. Der er intet så godt som det, man selv finder ud af. 'Den fragmenterede forbindelse'. Næste morgen læser jeg denne Kronik i avisen, og jeg bliver klar over, at alle de små fragmenter, jeg har oplevet, er en del af en stor fortælling. De er bevidst fremstillet for at fortælle en historie ved hjælp af mange forskellige medier. Selv Kroniken er en del af fortællingen. 'Den fragmenterede forbindelse' hedder den, og den handler om en dansk venstreorienteret, der engang i 70'erne får startet en række begivenheder, der ændrer hans liv på katastrofal vis. Hans liv, men også en masse andres liv. Og fortællingen ender i dag, lige nu i 2001, hvor fortiden indhenter ham. Langsomt, men sikkert sker det. Den er overalt i små uskyldige bidder, men for den energiske samler er det muligt at samle sig et overblik. Jeg beslutter mig for at tage del i oplevelsen og ser spændt frem til næste udspil. Lad det komme.