Måske var filosoffen Schopenhauer ikke så pessimistisk, når han talte om øjet, der ser alt, blot ikke sig selv, mener den unge kronikør af tyrkisk baggrund, som har følt trang til at ytre sig i debatten om sameksistens. »Øjet ser alt, blot ikke sig selv«, har den pessimistiske Schopenhauer udtalt. Dette udtrykte den tyske filosof omtrent under tidspunktet for osmanniske (og muslimske) storhedsfornemmelsers begyndende forfald og godt før terrorangrebene på vartegnene for den amerikanske (og tilsyneladende det meste af den vestlige) identitets- og æresfølelse, der samtidig udløste det medfølgende danske udlændingevalg 20. november i år. Kendetegnende for de fleste af alle tidens herredømmer og manifestationer har været det manglende øje, øjet, der ikke betragter, men ser indad med navlepilleri og navlebetændelse til følge. Den for tiden uundgåelige og omsiggribende debat, der retter sig mod danske og vestlige værdier, har spændt fra korstogs- og hellig krigs-udtalelser, overlegenhedsfølelser på og fra snart sagt alle religiøse og særligt ikkereligiøse lejre, nazismepejlinger og -projektioner, had til muhame danske øldrikkere, bekæmpelse af indvandrerflygtninge-bedragerisk samfundsnasseri, kvindeundertrykkelse og middelalderlige (tvangs)tanker. Der har været tæppebombning fra alverdens sider og menneskehoveder, og der er udtalt betænksomme og beregnende filosofiske tanker om den danske kulturs forfald i løbet af de næste to generationer. Ja, klasse- og kulturkamp-sytringer er præsenteret af selv den Arken-fortabte Ole Hyltoft, der blandt andet mener, at sådan én som mig med min krumme ryg (og vel sabel; det kunne være glemt i skyndingen) kaster mig på maven mod Mekka seks gange dagligt. Nu sker muslimsk bøn i bedste fald fem gange i døgnet, men den danske kultur- og religionsbevidste elite er jo veloplyst, så det er sikkert mig selv, der i mit indadvendte blik har nedsablet sandheden og dens tilpassede forståelse. Der har været renset ud, og demonstrative udtalelser har fundet berettigelse i demokratiets menneskelige navn. Det er både godt, sundt, underholdende, men også tankevækkende. I selvransagelsens hellige navn skal jeg derfor forsøge at betragte diskussionen udefra, idet den dog tager afsæt indefra, for diskussionerne har hovedsageligt handlet om mig og mine kultur- og trosfæller. Indledningsvist, må jeg dog indrømme, at jeg faktisk under forløbet har tabt lidt af tråden og den fine kvindelige intuition, men det har også gjort ondt, for der er blevet fortalt mørke sandheder og udtrykt had, men omvendt er det vel i sådanne uklare situationer, at den logiske tankegang må bestå sin prøve. Den kultur, og trosarv, som mine anatolsk-tyrkiske forældre har givet mig som evig ledsager på min rejse gennem livet, bygger på ansvarligt fællesskab åbenhed, taknemmelighed og generøsitet såvel over for medlemmer af fællesskabet, som andre mennesker og andre værdier. Og den forudsætter som det væsentligste respekt, tolerance og ydmyghed og er indlært gennem sund og disciplinær opdragelse. Det sidste er nødvendigt for opbygning af selvrespekt, rygrad og tilpasningsevne og er da også på tilsvarende vis katastrofalt manglende hos mange efterkommere af indvandrere og/eller flygtninge, hvis forældre ikke har magtet opgaven. Det kan skyldes en blanding af afmagt, social deroute, ressourcesvaghed og et passiviserende socialt system. Denne kultur- og trosarv giver, såfremt den videreføres og praktiseres på menneskelig anstændig vis, et meget stærkt fundament for familiær og social sikkerhed. Og selv om den bygger på fællesskabets bedste, så evner den, der vil evne, at kunne tilpasse sine individuelle behov med respekt for hele fællesskabet. Værdigrundlaget for ikke alene mig, men også for andre herboende muslimske indvandrere af forskellige generationer og med diversificerede kulturbaggrunde, synes ikke væsensforskelligt fra de ti kristne bud og den aktualiserede danske antijantelovs tese. Andet er, hvordan værdigrundlaget fortolkes og efterleves og desværre af mange fra alle lejre endog fortabes. Når nogle herboende muslimer synger klagesange og nægter at blive undervist i idræts-, biologi- og religionstimer, så er det mig inderligt imod, fordi de er nutids- og samfundsutilpassede og mangler en grundlæggende respekt for den danske indlæringsproces. Men dog er de det ikke mere end de tyske nonner, der nægter meget af det samme i Bayern. Det sidste bliver dog blot nævnt i en lille notits i diverse internationalt orienterede danske dagblade og tiltrækker sig i øvrigt ikke nævneværdig ophidset opmærksomhed. Blot skal her nævnes, at Koranen aldrig har tilladt koloniserende og menneskerettighedskrænkende udbredelse af islam. Og i tråd med dette har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dette efterår anerkendt den tyrkiske regerings forbud mod det tyrkiske fundamentalistiske islamiske parti,Refah Partisi, med den simple begrundelse, at dets partipolitiske program byggede på udemokratiske og undergravende principper. Religioner og demokratiske processer skal ikke misbruges med henblik på efterfølgende at underkende selv samme. Som kulturel muslim er det frustrerende at være tilskuer til, at min religion, der så ofte (også til tider af mig selv) sammenblandes med min kulturelle baggrund - bestandigt misforstås og misfortolkes af islamiske fundamentalister og samtidig gør mig og min baggrund til medoffer for alskens frustrerende afmagt og had. Men jeg vender mig samtidig mod den vestlige og danske befolkning og kultur/religions elite, der i det manglende selvværds navn føler sig truet og drager lige så misforståede og forsmåede konklusioner. Samtidig glemmer man alt om egne tidligere koloniseringstendenser, der har ført til menneskeligt forfald og fortabte kulturer. Hvor var religionsforståelsen og kulturhensynet dengang? Hvor er forskellen? Den påståede uforsonlighed mellem de kulturelle og religiøse forhold og værdisæt hævdes at udgøre det skridende fundament for ikke kun den danske, men hele den vestlige kulturarv. Det hævdes, at muhame dansk ukontrolleret udnyttelse af den danske gæstfrihed undergraver den danske godhed og elskværdighed og stiller en dum naivitet til skue. Kunsten er her almen psykologi; netop at lære at give uden frygten for at tabe, men samtidig sætte krav og grænser, såfremt modparten drager utilsigtet fordel af gavmildheden - det sidste har jeg lært at praktisere som følge af bekendtes, herunder nogle danskeres, opførsel. Og netop det at kunne give uden frygt for at lide tab afhænger af ,at det, der gives af og med, har sin egen styrke. Ellers vil det hurtigt skrumpe ind og synes ilde tilredt desperationens mørke favntag. Og det er faktisk dette desperationens favntag, som synes så krampagtigt efter 11. september 2001. Og den er krampagtig fra såvel danskhedens som visse islamisters side. Hvis krampen fortsætter, så kvæler man enten det omfavnede, eller også taber man det på gulvet. Den darwinistiske lære - som såvel utilpassede islamister som bayerske nonner tager stærkt afstand fra - bygger på forståelsen af, at overlevelse er betinget af evnen til at tilpasse sig. Og at den bedre tilpassede har udsigt til at kunne overleve. Denne lære bør alle parter i denne tilsyneladende endeløse identitets- og kulturdebat tage udgangspunkt i. Tidens, livets og kulturens gang skal ses i de omgivelser, som tiden, livet og kulturen befinder sig i; netop en stadig udvikling, der ikke kan bremses, og som reagerer fjendtligt, hvis der bremses op. Den danske (og vestlige) kulturarv er som den tyrkiske, engelske, pakistanske, tyske, amerikanske, marokkanske etc. i stadig udvikling. Og det er der intet galt i. Mennesket bliver jo ældre, får rynker og dør. Dog mangler menneskets kulturarv den menneskelige evne til at dø. Kulturarven vil over tid og sted ændre sig. Den vil være påvirkelig for verdens og andre kulturers og nationers larm og inkonsekvens. Men den vil blive mere moden og velovervejet. Hvis den var upåvirkelig, ville den jo være utilpasselig og dermed svag. Mit ene flag - det danske Dannebrog med sit kristne hvide kors - danner med sin temperamentsfulde røde farve baggrund for mit andet, det tyrkiske, og omvendt. Men mens det danske Dannebrog dalede ned fra himlen, så stiger det tyrkiske til vejrs med sin hvide stjerne og halvmåne. Og mens Thomas Helmig synger om at stå og banke på, så vibrerer den tyrkiske popdreng Tarkan med sin begærlighed og vilje til at dø for sin elskede på grønne dale, der ligger mellem bebjergede floder. Og det er livets, kulturens og nationernes dilemma. Udfordringen er at søge den løst og tilpasset efter tidens ånd, sammenblande den med goderne fra det hele. Det kræver ansvarlighed og åbenhed fra alle parter, og det kan lade sig gøre, for jeg har igennem tiden fået mine forældre til at sluge både kameler og ikke-halalslagtede lam, og den endelige forståelse fra deres side skyldes ikke mindst opbygningen af gensidig respekt og afhængighed, men også tro og vilje. Desværre kan indlæringsprocessen for en sådan ansvarlighed og åbenhed være lang, såfremt snæversynetheden har været livets omklamrende ledsager. Og det er det, der er baggrunden for alverdens intolerancer,og manglende evner til sameksistens, at man ser for lidt og måske alene for meget af det dårlige, og man så samtidig betragter det observerede som den fremmedes fjendtlighed, der vil én til livs. Og så begynder øjet ellers at vende for meget udad for egen beskyttelses skyld. Hvis den danske kulturarv af danskere selv stilles til skue som næsten fortabt, så (for)tabes den. Men hvis den identificeres, tros på og med sin styrke gøres tilpasselig for forandring, så vil den overleve med fornyet styrke. Og den danske kulturarv har nogle smukke dyder at kunne tage fra de herboende udlændinge, herunder det familiære sammenhold, respekten for ældre og ikke mindst gæstfriheden og gavmildheden. Og herboende udlændinge kan lære om den danske selvstændighed, målrettethed og effektivitet. Menneskelige krav som tolerance, respekt og vilje til forandring er universelle og gælder selvsagt også for herboende udlændinge. Respekt kommer ikke af ingenting, den er bygget på gensidighed. Vend derfor det øje - om det er blåt, grønt, brunt eller flerfarvet- såvel udad som indad og kig ikke alene på, men se livets virkelighed. Det øje, der vender for meget den ene vej, kan intet løse, og det er alene tjent i sit eget selskab. Mangfoldighed og åbenhed kan kun gøre stærk, men der skal tros på og arbejdes for det. Forandring, der hviler på traditioner, ikke alene fryder, men gør stærk. Så længe menneskeheden har levet på denne jord, har forandringer været bærende og nødvendige. Danskheden har da overlevet selv kartoflens indtog for nogle hundrede år siden. Har det gjort den danske kulinariske arv svagere? Nej den har været med til at definere den! Øjne, der ikke alene ser, men observerer og lærer, er nødvendige, såfremt alverdens kulturelle arv ikke skal fortabes i selvgodhed i løbet af de næste to generationer. Schopenhauer kan ikke have været så pessimistisk endda.