Fra bolignød til arkitektonisk øjenfryd. Det almene boligbyggeris historie er ikke kun en historie om sociale frem- og tilbageskridt. Kronikøren, der er ph.d. og arkitekt, ser på det arkitektoniske ry. Et udvalg under Økonomi- og Erhvervsministeriet skal vurdere de økonomiske og juridiske aspekter ved at sælge landets 520.000 almene boliger. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har klart tilkendegivet, at spørgsmålet ikke er, om de almene boliger skal privatiseres, men hvordan . Og det selv om erfaringer fra Storbritannien ellers viser, at privatisering vil øge den sociale polarisering på boligmarkedet. I 1980 åbnede Margaret Thatcher for salg af offentlige boliger, og siden er over to millioner blevet solgt. I én forstand altså en bragende succes. Men salget har samtidig skærpet modsætningsforholdet mellem dem, der har, og dem, der ikke har. De fattigste og mest marginaliserede er blevet henvist til de ringeste boliger. Det betyder, at kriminalitet og sociale problemer er blevet yderligere koncentreret i de boligområder, der ikke har haft det købedygtige publikums interesse. Tilsvarende må det formodes at gå i Danmark, hvis eller når de almene boliger sættes til salg. Almen betyder ifølge Nudansk Ordbog noget, »som berører de fleste el. alle«. Og det har været intentionen, lige siden den almene danske boligbevægelse spirede frem i begyndelsen af 1900-tallet: På den ene side en opfattelse af bolig-forsyningen som et socialt ansvar; på den anden over-bevisningen om, at boligbyggeri for menigmand er et område, hvor arkitektur har en særlig forpligtelse. De to sider smeltede sammen. I nogle byggerier og perioder mere overbevisende end i andre, men generelt har det almene boligbyggeri været et fornemt flagskib op gennem det 20. århundrede, både socialt og arkitektonisk. Gennem årtier har det i høj grad været herigennem, dansk byggeri og arkitektur har udviklet sig. Helt frem til Første Verdenskrig blev de elendige boligforhold, som fulgte med industrialisering og eksplosiv byvækst, kun afhjulpet af private initiativer i form af filantropi (f.eks. Lægeforeningens Boliger) og selvhjælps-foreninger (f.eks. Kartoffelrækkerne). Men under krigen spidsede bolignøden til i en sådan grad, at de offentlige instanser - stat og kommune - indså, at en samfundsmæssig indsats var uomgængelig. Der blev nedsat en bolig-kommission, som skulle se på boligforsyningens lovgivningsmæssige og finansieringsmæssige problemer; de første sociale boligselskaber så dagens lys og fik mulighed for at optage lån gennem Statens Boligfond. Samtidig opførte Københavns Kommune en række midlertidige bolignødsbebyggelser, som banede vejen for et nyt syn på bebyggelsesmønster, beboermiljø, arkitektur og socialt engagement. Tidens fremmeste arkitekter var involveret. Inspireret af især den tyske arkitekt Heinrich Tessenows simple, men kultiverede haveboliger blev der i 1918 opført en bebyggelse ved Vigerslev Allé, tegnet af Henning Hansen, og i 1919 en bebyggelse ved Haraldsgade og Lersø Park Allé, tegnet af Anton Rosen. Kanslergadeforliget mellem SR-regeringen og V i 1933 banede for alvor vej for det almene boligbyggeri. Med lov om støtte til boligbyggeri blev der afsat en beløbsramme på 30 millioner kroner til opførelse af boliger for den mindrebemidlede del af befolkningen. Der kunne ydes statslån på op til 95 procent af anskaffelsessummen, mens de resterende 5 procent skulle finansieres af boligselskabet. Samtidig blev der stillet krav om kommunal kaution. For at der kunne ydes støtte, skulle boligselskabets vedtægter godkendes af Indenrigs-ministeriet, og afkast skulle geninvesteres i nyt boligbyggeri. Dermed var den almennyttige tankegang blevet lovfæstet. Byggeaktiviteten kulminerede i 1935 med 23.000 boliger. Heraf halvdelen i hovedstaden. Med krigsudbruddet i 1939 nåede det almene byggeri et lavpunkt, og boligmanglen var stor ved krigens afslutning. Men der var politisk vilje til at løse problemerne: 30. april 1946 vedtog Rigsdagen enstemmigt den såkaldte byggestøttelov - danmarkshistoriens til dato mest progressive boliglovgivning. Det almene boligbyggeri kunne statslånefinansieres med op til 97 procent af anskaffelsessummen - med mulighed for op til 20 års rentelempelse og afdragshenstand. En børnetilskuds-ordning gav familier med en almindelig indkomst en reduktion i huslejen i forhold til antallet af børn. Hensigten var at give børnefamilierne mulighed for at flytte ind i lejligheder, der størrelsesmæssigt passede til børneantallet. Tanken var at opføre 30.000 boliger årligt og over en årrække at opbygge et boligoverskud, som gjorde det muligt at påbegynde en sanering af den gamle boligmasse. Materialemangel og deraf følgende øgede byggeomkostninger gjorde dog, at det ikke gik helt som tænkt - men de politiske intentioner var til stede. Samtidig byggede boligpolitikken ikke kun på opstilling af kvantitative rammer; den indeholdt også kvalitative visioner - ikke mindst takket være en betænkning om 'Det fremtidige boligbyggeri', som et sagkyndigt udvalg havde udarbejdet for Indenrigsministeriet. Betænkningen førte i 1947 til oprettelsen af både Boligministeriet og Statens Byggeforskningsinstitut, og de diskussioner om byggeriets industrialisering og organisering, som er så velkendte i dag, tog deres begyndelse. Et af datidens mest fremsynede boligselskaber var Foreningen Socialt Boligbyggeri, der blev stiftet i 1933 på initiativ af den entusiastiske advokat, Rasmus Nielsen. Op gennem 1920'erne havde han som privatperson stået for opførelsen af flere fine rækkehusbebyggelser, tegnet af Thorkild Henningsen. Blandt de kendteste er Bakkehusene ved Bellahøj fra 1921 (tegnet sammen med Ivar Bentsen). Flere af de arkitekter, som først Rasmus Nielsen og derefter Foreningen Socialt Boligbyggeri benyttede, besluttede i januar 1934 at slå sig sammen i ét arkitektfirma: Kooperative Arkitekter. Fællesskabet bestod fra starten af Ivar Bentsen, Dan Fink, Edvard Heiberg, Vagn Kaastrup, Karl Larsen, Alex Olsen og Harald Petersen. Det tætte og kontinuerlige samarbejde mellem Foreningen Socialt Boligbyggeri og Kooperative Arkitekter førte til et betydningsfuldt udviklingsarbejde inden for dansk boligbyggeri. Erfarin- gerne fra ét byggeri blev overført til det næste. Fejl og mangler blev forsøgt rettet; bebyggelsesformer og lejlighedstyper løbende justeret og videreudviklet. Meget lig nutidens tanker om 'partnering': et tæt samarbejde mellem byggeriets parter både fra start til slut i byggeprocessen og gerne fra byggeri til byggeri. Resultatet var nogle af datidens betydeligste boligbebyggelser i Københavnsområdet - blandt andre Ryparken/Lundedevænget (1932-35), Blidah Park (1933-35), Bispeparken (1940-41) og Bellahøj (1948-53). Alle blev projekteret ud fra den internationale modernismes krav om lys, luft og grønne områder i form af parkbebyggelser med solorienterede boligblokke. 1800-tallets usle spekulationsbyggeri med for-, side- og baghuse var i 1910'erne og 20'erne blevet erstattet af karrébebyggelser med et parklignende areal i midten, hvor børnene kunne lege, men hovedtrapper og opholdsstuer blev fortsat placeret mod gaden, køkken og kamre mod gården. Med lanceringen af den solorienterede stokbebyggelse blev bebyggelserne placeret i parklignende områder. Lejlighederne er orienteret efter solen og ikke efter gaderne, altanerne vender ud mod åbne, beplantede græsarealer, mens gavlene vender ud mod gaderne. De parallelt opmarcherede blokke blev dog hurtigt afløst af mere varierede og sammensatte bebyggelsesformer - en udvikling, der kulminerede med opførelsen af Bispeparken, der hverken var karré-, stok- eller vinkelbebyggelse, men et eksempel på, hvordan arkitekter forsøgte at skabe mere varierede bebyggelser ved at forene det bedste fra de forskellige byggerier og tilpasse bebyggelsen en given grunds karakter. Lejlighederne i 1930'ernes bebyggelser var små, men lyse og bekvemmelige - med toilet og bad, varmt vand og faste skabe, hvilket var store fremskridt efter datidens målestok. Boligen bestod oftest af et forholdsvis stort fælles opholdsrum, et eller to små sekundære rum og et minimalistisk, men gennemrationaliseret køkken. Opholds-stuen var først suppleret med en altan, siden kom altan-karnap-systemet, der åbnede lejlighederne yderligere mod de grønne områder og gjorde opholdsrummet lyst og luftigt. Der blev også arbejdet med fleksible lejlighedstyper, hvor yderligere rum kunne lægges til efter beboernes behov - og pengepung. Efter krigen blev bebyggelserne større, og butikker og fællesfaciliteter blev føjet til. Samtidig blev lejlighederne rummeligere, byggeriet højere og afstandene mellem blokkene længere for til sidst at ende i punkthuset, højhuset, som vi kender det fra Bellahøj, hvor det er lykkedes både at udnytte den enestående udsigt ud over Øresund og bevare en parkagtig karakter i området. Bebyggelsen var i øvrigt det første forsøg med industrialiseret boligbyggeri herhjemme. 1930'erne, 40'erne og begyndelsen af 50'erne var en gylden tid for det almene boligbyggeri i Danmark. Primært fordi politiske visioner - i form af fremsynet lovgivning og gunstige finansieringsvilkår - gik hånd i hånd med socialt engagerede og fagligt kompetente arkitekter, der allierede sig med entusiastiske boligforeningsfolk. Ikke kun Kooperative Arkitekter, men også betydelige arkitekter som Povl Baumann, Kay Fisker og C.F. Møller var involveret. Den fremsynede lovgivning og de gunstige finansieringsvilkår fra 1946 blev udvandet i løbet af 1950'erne. Politikerne liberaliserede, og det almene boligbyggeri fik det svært. Samtidig satsede Boligministeriet på en rigid industrialisering af byggeriet. Det førte til De Store Planer, som siden er blevet stærkt kritiseret. Primært fordi mange bebyggelser fremstår trøstesløst anonymt og uden identifikation. Byggeskader er et andet problem. Hvad der overses er, at der ofte er tale om veldisponerede og rummelige lejlighedsplaner. Og i den store skala - set på afstand - markerer flere af bebyggelserne fra dengang sig med stor arkitektonisk styrke. Høje Gladsaxe ved Utterslev Mose er et af de fornemste eksempler. 1960'ernes almene byggeri danner i vid udstrækning grundlag for den højteknologiske og langt mere raffinerede industrialisering af byggeriet, som er på dagsordenen i dag. Også de seneste årtier har det almene boligbyggeri spillet en væsentlig rolle i byggeriets udvikling. Et par sporadiske nedslag: - Tegnestuen Vandkunsten vandt i 1972 Statens Byggeforskningsinstituts konkurrence om tæt-lavt boligbyggeri. Den blev udskrevet som en reaktion på 1960'ernes store, ensformige bebyggelser. Vinderprojektet, der var inspireret af svensk træhusarkitektur, lagde vægt på intimitet og tryghed og på brugerinddragelse i projekteringen. Tinggården, som bebyggelsen kom til at hedde, blev opført i Herfølge og indviet i 1978 (anden etape 1983-84) - med Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB) som bygherre. - Som reaktion på den omsiggribende tæt-lav-bevægelse udskrev det nu nedlagte By- og Boligministeriet i 1983 en arkitektkonkurrence om fremtidens etagehus - med henblik på at fremkalde nye industrialiserede metoder i etagehusbyggeriet. Konkurrencen blev vundet af Arkitektgruppen i Aarhus med et projekt baseret på et præfabrikeret søjle-plade-system i beton, der giver principiel stor fleksibilitet i både rumdisponering og facadeudformning. Principperne i vinderprojektet blev i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne realiseret i tre meget forskellige forsøgsbyggerier: Engen i Rødovre, Søtoften på Frederiksberg og Odinsgård på Holmstrup Mark vest for Århus. Alle tre byggerier blev opført af almene boligselskaber. Sammen med Erhvervsfremme Styrelsen udskrev By- og Boligministeriet i 1994 en idékonkurrence om Proces- og Produktudvikling i Byggeriet (PPB). Deltagerne var konsortier bestående af entreprenører, arkitekter, ingeniører. Formålet var at udvikle og afprøve ideer om nye samarbejdsformer, processer og produkter i byggeriet. Projektet resulterede i flere forsøgsbyggerier med almene boligselskaber som bygherrer. Eksempelvis 100 Comfort House-boliger på havnen i Aalborg, tegnet af Boje Lundgaard & Lene Tranberg, der bl.a. bygger på udvikling af lette, højisolerede facadeelementer med store integrerede glaspartier, og 72 Casa Nova-boliger i Herning, tegnet af Nova 5 Arkitekter, som har været med til at bane vejen for opførelse af elementbaserede etageboliger i træ. I 1997 udskrev boligselskabet Arbejdernes Kooperative Byggeforening (AKB) en konkurrence om '100-års boligen'. Den blev vundet af Tegnestuen Vandkunsten og projektet opført i år 2000, Prinsessegade 56-60 på Christianshavn. Her gives der et bud på nutidig huludfyldning i den gamle bygningsmasse - både teknisk, funktionelt og formgivningsmæssigt. Om end mange af intentionerne i de nævnte vinderprojekter aldrig blev realiseret på grund af snærende areal- og økonomikrav, så viser eksemplerne, at den almene boligsektor spiller en meget afgørende rolle i de forsøg og eksperimenter i byggeriet, som er en forudsætning, hvis byggebranchen skal have en chance for at udvikle sig og være konkurrencedygtig på et stadig mere internationalt marked. Det ser dog ikke ud til at være en opfattelse den nye liberale regering deler. Vel har der i den almene boligbevægelse været eksempler på socialdemokratisk selvtilstrækkelighed og kammerateri - men generelt har den været præget af beboerdemokrati og selvforvaltning. Vel lider det almene boligbyggeri i dag under et dårligt ry - men det skyldes, at politikerne har været alt for længe om at erkende, at når sociale problemer stuves sammen i én bebyggelse, så mister selve bebyggelsen sin almene karakter og bliver sorteper i form af nedvurdering og faldende renommé. Trods træghed er der udvist vilje til nytænkning og fornyelse de senere år. Kort før folketingsvalget i november barslede SR-regeringen således med et forslag om almene medejerboliger, som skulle sikre lejerne større indflydelse på deres bolig og dermed tiltrække mere ressourcestærke beboere. Et forsøgsbyggeri, bebyggelsen Grønhøj, blev i øvrigt opført i Ballerup sidste år - med Fagforeningernes Boligselskab som bygherre og Tegnestuen Vandkunsten som arkitekter. I det hele taget er der gennem helhedsorienteret byfornyelse, kvartersløft og andet gjort forsøg på at modgå de voksende sociale problemer i de almene boligbebyggelser. Flere steder med held. Men også her lægger VK-regeringen op til afvikling. Meget i den almene boligsektor kan stadig gøres bedre - men der er et fundament at bygge videre på. Ønsket om afvikling forekommer derfor at være et rent ideologisk felttog, som vil sætte et brat og helt unødvendigt punktum for en væsentlig epoke i såvel dansk boligpolitik som i dansk byggeri og arkitektur. Leif Leer Sørensen er redaktør af tidsskriftet Arkitekten